Lokale standup-talenter og garvede komikere indtager Cafe Støj
Aarhus får et nyt sted til open mic-aftener, hvor lokale komikere tester deres jokes med kendte komikere som værter.
Cafe Støj i Sydhavnen bliver fremover hjemsted for Standup Foreningen Århus’ open mic-aftener.
Første runde holdes onsdag 28. august klokken 19, og herefter vil der være stand up hver anden onsdag på caféen, hvor der vil være gratis entré.
»Med de nye open mic-aftener på Cafe Støj får vi udvidet det aarhusianske stand up-miljø til Frederiksbjerg og Sydhavnen, det har længe været et ønske. Støj har nogle perfekte, intime og hyggelige rammer, som vi er sikre på, vil kunne fungere optimalt for vores open mics. Derfor vil der fra den 28. august introduceres en ny open mic på Cafe Støj, som vi håber, kan samle lidt af Frederiksbjerg-folket til også at søge ind i intime rammer og se komikere teste materiale af og få et godt grin,« fortæller Johnny Robertson, formand for miljøet omkring Standup Foreningen Århus i en pressemeddelelse.
Til hver open mic-aften er der en vært, som binder tingene sammen og præsenterer mellem 6-8 komikere, der vil afprøve deres materiale for publikum.
Warberg som kickstarter
Det aarhusianske standup-miljø har siden Thomas Warberg kickstartede det i slut 00’erne altid været et skarpt og talentfuldt miljø, hvor flere af landets i dag bedste komikere udspringer fra som Mahamad Habane og Victor Leander.
Drivkraften bag talentudviklingen er netop byens open mics, hvor komikere fra alle niveauer tester og finpudser nyt materiale i, hvor man får lov at se komikere lege med idéer, setups og punchlines for at finde ud af, hvad der skal med til shows foran et betalende publikum. Heri ligger også konceptet bag en ”open mic”, der for mange nørdede standup-fans virkelig er stedet, hvor komikken kan opleves.
Hos Cafe Støj glæder man sig til at skulle lægge scene til de lokale talenter.
»Vi har allerede en alsidig scene her på Støj, så derfor var det oplagt at invitere stand up foreningen indenfor. Vi sørger selvfølgelig for, at publikum kan komme i god tid og spise aftensmad og hygge, inden komikerne indtager scenen,« fortæller Claus Quiding, booker og medejer af Cafe Støj.
Cafe Støjs open mic vil blive afholdt hver anden onsdag fra klokken 19-21. Der er gratis entre til showet, og aftensmad kan tilkøbes via Cafe Støjs hjemmeside.