Mindst 2500 vil synge opera med Popsi og Krelle i Aarhus
Børn fra institutioner og skoler vil deltage i Syng Højt i Botanisk Have.
Syng Højt! er Danmarks største fællessangsturné for de mindste borgere, og efter en årrække med tilbagevendende Syng Højt!-succeser i København kan Syng Højt! nu præsentere en omfattende danmarksturné med Aarhus på programmet 21. august kl. 10-10.45.
Allerede nu har over 2500 børn og voksne tilmeldt sig Syng Højt! i Aarhus, hvor den sangpædagogiske proces afsluttes med et stort, udendørs fællessangevent i Rhododendronparken. Gennem årene har Syng Højt! præsenteret en bred vifte af musikgenre for børnene på scenen og blandt publikum - og i år er genren opera.
Når forestillingen kommer til Botanisk Have i Aarhus er det blandt andet med støtte fra Børnekulturhuset Aarhus og Sangkraft Aarhus, og alle institutioner og indskolinger i Aarhus og kommuner i omegnen er velkomne. Også gæster fra plejehjem og ældrecentre vil få stor glæde af børnenes sang. Forestillingen er åben for alle, men kræver tilmelding, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
Gnist af magi
Med den nyskrevne børneopera Troldeprinsessen, der er skrevet og instrueret af tidligere Lille Nørd-vært hos DR Marie Dalsgaard Rønn, inviterer Syng Højt! til fællessang. Troldeprinsessen handler om at kunne sætte ord på sine følelser, når det hele er lidt svært - og kunne omfavne sine fejl og se, at fejlen kan være den overraskende gnist af magi, man ikke selv kunne have fundet på.
Sammen med de mange tilmeldte børnesangere blandt publikum, optræder også den danske stjernesopran Dénise Beck, den svenske baryton Fredrik Zetterström og de populære Youtube-stjerner Popsi og Krelle. Alt sammen akkompagneret af et 11 mand stort ensemble fra Danmarks Underholdningsorkester. Repertoiret er sammensat af værker fra operakomponister som Bizet, Verdi, Puccini, Offenbach, Dvořá og Mozart, og teksterne er omskrevet til børnenes univers.
Bag Syng Højt! er den lokale kulturelle iværksætter Peter Rønn, der foruden Syng Højt! står bag Aalborg Operafestival.