Mystisk graffiti-maler: Derfor maler jeg palmer rundt omkring i byen

Aarhus Onsdag har fundet frem til graffitimaleren bag et af byens allermest gennemgående graffiti-tags: To palmer på en øde og solbeskinnet ø.

Vi har mødt ham, der har svinget maler-dåserne, og som efter et par år har lagt dem lidt til side igen. Der er tale om en ung studerende ved Aarhus Universitet. Han står ikke frem med navn, men redaktionen kender hans fulde identitet.

I denne artikel kalder vi ham for Preben og spørger ham, hvorfor han går og maler palmer?

»Jeg bliver selv glad, når jeg ser en brosten, som nogen har ændret og sat på plads igen, eller når nogen hænger mosaik op. De tager byen tilbage. Den er langsomt gledet fra os, selv om vores byrum er en blanding af tid, kultur og historie,« siger Preben.

Graffitimaleren er, som han siger, meget opmærksom på byens udformning og indretning. Og han vil gerne ændre byens visuelle indtryk. Han mener, at byen er alt for defineret af økonomi, som styrer udformningen af butiksruder og reklamer.

»Jeg vil gerne være fri for McDonalds eller Coca Cola-reklamer. Midt på Store Torv ligger en tre etagers bygning, der en gang har huset McDonalds og som det seneste år er en stor reklame for, hvor man nu kan finde dem og deres burgere. Der står ”Hasta la fritta”, og så viser den vej til Busgaden,« siger han og fortsætter:

»Hvorfor i alverden skal den kæmpe reklame være der? Det er en forurening af mit visuelle møde med byen, og en forfærdelig udnyttelse af en tre etagers ejendom på Storetorv,« mener han, der især maler på nogle af byens mange el-kasser.

»El-kasserne er langt fra noget af det kønneste, vi har i gadebilledet. Og man kan godt se dem som ledige lærreder, fordi folks plakater og malerier aldrig bliver fjernet. Jeg maler på nogle af dem i håb om at kunne glæde rigtig mange,« forklarer han, som kan bidrage med en filosofiske redegørelse for, hvorfor det kan være i orden at bryde en lov, hvis det er til gavn for mange. Den vender vi tilbage til.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er noget, han som privatperson bare kan gøre oprør imod, er svaret:

»Der skal selvfølgelig være plads til os alle, men det er trættende, at det kommercielle fylder SÅ meget. Det er svært at komme udenom, at man ikke skal male på andre menneskers private ejendom, hvis jeg selv har gjort det i et enkelt tilfælde har det været en aften, hvor jeg har haft det lidt for sjovt, og det har måske ikke været min bedste idé.«

To glade solskins-palmer

Preben har valgt at lave graffiti, der er let tilgængeligt og som alle kan afkode. Der skal ikke være svære tegn eller underlige bogstaver, og det mest ikoniske og simple, han kunne komme i tanke om, var en bounty-ø med sol, palmer og havet.

Han mener, at det ikke kan misforstås, og formålet er, at få forbipasserende til at trække på smilebåndet.

»Jeg laver en naivistisk lille børnetegning på en grim kasse. Mine to palmer efterlader et udtryk, uden at have kommercielle eller økonomiske interesser i modsætning til de meterhøje reklamer,« mener han.

Han peger på en gavl på Silkeborgvej, hvorpå der står: ”Save yourself”. Det tænker han over, hver gang han ser det. Men oftest er den tildækket af en betalt kæmpe reklame over graffitien. Så står der i stedet noget i stil med: ”Skal du til Mallorca for 255 kroner tur retur?”

»Jeg foretrækker, red-dig-selv-graffitien og føler mig bombarderet af reklame-indtryk, som forstyrrer mig, fordi de er så kommercielle. Jeg vil gerne møde æstetik og kultur. Det er derfor, at vi for eksempel tager til Rom og nyder bymidten, for der har de skarpe grænse for reklamer.«

Filosofien bag

I det daglige er Preben bachelor fra Aarhus Universitet og skal nu i gang med at læse sin kandidat.

Han er blandt andet meget optaget af filosofi og ser den etiske del af graffiti-diskussionen som to filosofiske retninger, der støder sammen: Utilitarisme overfor moralfilosofi. De er udviklet af henholdsvis Bentham og Kant.

»Bentham ville være glad, Kant ville være skuffet over mig,« ler Preben.

»Bentham mener, at det er afgørende for vores handlinger, om de maksimere lykken for de fleste. Hvis det er tilfældet, kan det være ok at gøre noget, som ikke er helt efter bogen. Kant mener, at man kun skal gøre en gerning, hvis den er helt uden problemer for nogen og kan gentages af alle. Jeg tillader mig at tænke, at når graffiti gør noget godt for de fleste, er det ok.«

Om det er tilfældet er dog ikke bevist, men Preben har fået en række positive reaktioner på sine palmer.

En kønnere by

»Jeg kom for eksempel gående i Øgaderne, hvor en gruppe børnehavebørn stod og så på nogle af mine palmer og talte om dem. De når tilsyneladende også et helt ungt publikum,« funderer han.

I netop det kvarter er en række af gadernes mange el-kasser forskønnet med kunstnerisk udsmykning, hvilket graffitimaleren synes er en fantastisk.

Han har dog lagt spraydåserne lidt til side og maler ikke så meget mere.

»Det var terapeutisk for mig - ligesom når jeg går i kirke. Jeg har bestemte settings til bestemte mindsets. Hvis jeg er ked af det, er kirken god. Og hvis jeg er overspændt, er graffiti godt. Jeg har i øvrigt også lovet min farmor, der bor på Fyn, at jeg ikke maler der, hvor hun bor,« siger han med et stort smil.

Graffitimaleren har ud over palmerne i Aarhus også efterladt sig et par stykker i Pisa og Hamborg og steder, som man kun ser dybt tilfældigt: på toppen af en mur eller på et skilt i skoven. Han håber, at det bringer smilene frem.