Fortsæt til indhold

Saint Clara: »Jeg har ikke de største armbevægelser og råber ikke højest«

Clara Toft Simonsen inviterer nærmest folk ind i sin psykolog-session. Men det er på ingen måde en sørgelig historie, man kan opleve når hun giver koncert på Train hjemme i Aarhus.

Musik

Der har været fart på både Saint Clara og hendes musik, siden hun fik en pladekontrakt som 15-årig. Saint Claras viljestyrke stråler igennem på hendes tredje album ’Off’, som hun har været i gang med i to år i tæt samarbejde med Phlake-producer Jonathan Elkjær.

Clara Toft Simonsen, som er hendes borgerlige navn, er ikke en musiker, der sidder på hænderne, og i en alder af bare 22 år er hun allerede klar til at udgive karrierens tredje album i sin konstante iver efter at udvikle sig som musiker og udfordre sig selv som sangskriver. Det skriver Train i en pressemeddelelse.

Den unge sangerinde er Renée Toft Simonsens og Thomas Helmigs niece. Hendes kusine Ulrikke Toft Simonsens er gift med Lord Siva, og Clara Toft Simonsen har tidligere samarbejdet med ham på nummeret, ’Nobody’s lover’.

På det kommende album var hendes første udspil singlen ’Energies Don’t Lie’ efterfulgt af singlen ’Weirdo’, der udkom i starten af sommeren.

»Jeg går sindssygt meget op i at være en god sangskriver. Og det har jeg fandeme også kæmpet hårdt for at blive,« siger Clara Toft Simonsen.

Intime og private sange

»Hvis man lytter til teksterne, tror jeg slet ikke, man er i tvivl om, at jeg har skrevet det i en periode med mange svære følelser og tanker. Det er virkelig intimt og privat, ja, nærmest som at invitere folk ind i min psykolog-session. Men det er på ingen måde en sob story,« forklarer hun.

Saint Clara er vokset, og lyden er vokset med hende.

»Jeg har ret meget optur over, at man får lov til at mærke en ny side af mig som musiker, hvor jeg ikke kun er hende, der har de største armbevægelser og råber højest. Albummet er mere tilbagelænet, og jeg tror godt, man kan høre, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg prøver ikke så hårdt mere på at overbevise, og sangene prøver ikke at overbevise nogen om, at de er gode sange, for det er de bare,« siger den aarhusianske sangerinde.

Albummet har hun ikke været ene om at lave, for ’Off’ er blevet til i samarbejde med Phlake-producer Jonathan Elkjær, der blandt andet har bidraget til den nye lyd og vibe, albummet har fået efter mange timer i studiet.

Som at få en baby

»Forestil dig to forskellige musikverdener, der mødes, parrer sig og får en baby – så lyder det som ’Off’ – det synes jeg er en meget god beskrivelse af den nye musik,« forklarer Saint Clara.

»På en måde er det et ret utippet samarbejde, og jeg tror hverken Jonathan eller jeg havde forestillet os, at der skulle komme det her langvarige samarbejde ud af den ene første session,« fortsætter hun.

Ud over arbejdet med Jonathan Elkjær, der har givet ’Off’ en lyd, som er markant anderledes end på de foregående albums ’August Eighteen’ og Growing Up Sucks’, har sangerinden insisteret på at finde sin egen vej. Og det har været en vigtig faktor for hende som artist og menneske.

Denne viljestyrke og hendes udvikling afspejler sig på det kommende album, hvor hun inviterer folk ind i sine personlige og private tanker.

Man kan opleve Saint Clara på Train i Aarhus 16. december.