Thomas Helmig har kendte unge med i titelnummeret til ny Aarhus-film
Hans kone er i fuld gang med filmatiseringen af 'Børnene fra Sølvgade', mens Thomas Helmig sørger for musikken.
Renée Toft Simonsen og instruktøren Mehdi Avaz er i fuld gang med at filmatisere hendes børnebog ’Børnene fra Sølvgade’. Det foregår i studierne i Filmby Aarhus.
Der skruer Anders W. Berthelsen i rørene under køkkenvasken, for han spiller vvs-Brian, der er kærester med Miss Nelly. Hun hed engang Niels og spilles af en farvestrålende Jakob Fauerby iklædt nederdel og et væld af smykker.
Man vil i filmen også møde Lars Ranthe, der er skoleinspektøren, kommunetrolden i form af Ditte Hansen og børnenes farmor Gerda, der spilles af Kirsten Lehfeldt. Og så naturligvis de fire søskende, der skjuler at de bor alene, efter at deres mor forsvandt.
Thomas Helmig tapper ind i det kulørte univers ved at skrive titelnummeret til filmen.
Det har han ikke aftalt med sin kone, Renée Toft Simonsen, der tidligere har sagt, at hun ikke kan blande sig i husbondens opgaver. Derimod har Mehdi Avaz fået den gode idé at hr. Helmig, der er en af Danmarks absolut mest populære kunstnere, kan bidrage med et nummer.
På Instagram har Thomas Helmig delt et opslag om, at han har optur over at arbejde sammen med de unge fra Vesterbro Ungdomsgaard. Det hashtagget ’Børnene fra Sølvgade’.
Mange af os husker Vesterbro Ungdomsgaard fra det store 1970’er-hit ’Kattejammer rock’, som hele Danmark sang med på.
Børn og unge fra arbejderhjemmene på Vesterbro sang sig ind i hjerterne på danskerne for 40 år siden. Det bliver spændende at opleve, om de kan gøre det igen?
Der er planlagt premiere af ’Børnene fra Sølvgade’ i efterårsferien i år.