Syv nye navne til Northside
Northside annoncerer en ny håndfuld navne herunder internationale anmelderdarlings og tre danske stjerneskud.
Northside kunne tidligere på ugen løfte sløret for, at det gendannede britpopband Pulp gæster den aarhusianske musikfestival til sommer med bandets første danske koncert i 26 år.
Nu tilføjer festivalen yderligere syv nye navne fra både ind- og udland, som kommer til at optræde i Eskelunden fra 6. til 8. juni.
Der er tale om internationale anmelderdarlings og danske stjerneskud.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Øverst på årets Northside-plakat er amerikanske Annie Clark, der under kunstnernavnet St. Vincent har markeret sig som en af den moderne musikhistories mest originale kunstnere inden for alternativ pop og rock.
Den 41-årige sangerinde, guitarist og sangskriver har vundet flere Grammy igennem sin karriere - herunder to gange i kategorien ’Best Alternative Music Album’ for sit selvbetitlede album St. Vincent fra 2014 og for sit seneste album Daddy’s Home, som udkom i 2021. Senest St. Vincent besøgte Danmark,var i 2022, hvor hun optrådte på Roskilde Festivals Orange Scene.
De seks andre navne er rapperen Loyle Carner, Benjamin Clementine, Angélica Garcia, Lucky Lo, Selma Judith og Ung-Skab.
Sidstnævnte får lov til at åbne årets festival som det allerførste navn på programmet.