Kendt debattør havde 12 søskende og fik ni børn - de giver koncerter sammen
Husker du Højlunds Forsamlinghus på TV2? Niels Højlunds kæmpestore familie bruger stadig deres stemmer - nu også i sang.
For 30 år siden var Niels Højlunds forsamlingshus-debatter på tv nytænkte, og han var nærmest kult.
Han døde i 2014 og i dag består hans meget store familie blandt andet af offentlige personer, debattører, politisk interesserede og præster.
Men de mange børn, børnebørn, kusiner, fætre, onkler og tanter er også sammen om noget helt andet: De synger.
Familiekoret fra Djursland, Højlundkoret består af omkring 50 familiemedlemmer i aldersspændet 22-79 år, der samles ca. hvert andet år for at indstudere og opføre et større, klassisk korværk af f.eks. Händel, Mozart, eller Bach – og i år Fauré.
Koret har eksisteret i 32 år og er et godt eksempel på, hvordan den klassiske musik ofte kommer ind med modermælken. Og det er vigtigt i en tid, hvor den klassiske musik er truet af mangle på interesse fra de yngre generationer.
I en pressemeddelelse skriver Susanne Højlund på vegne af Højlundkoret, at Kulturministeriet i 2002 nedsatte en taskforce, der skulle rette op på udviklingen – uden det store held. Hun mener, at koret har et bud på en løsning, fordi det leder unge kræfter ind i genren.
Ikke så let som pop og rock
»Jeg kom med i Højlundkoret for første gang for 10 år siden,« siger 31-årige Jakob Kudsk Skoffer, hvis Højlundske efternavn røg, da hans farmor tog sin mands navn.
»Jeg tror ikke det kan overvurderes, hvor stor betydning, Højlundkoret har haft for mit forhold til klassisk musik,« siger den unge tenor.
»Jeg har spillet musik det meste af mit liv, men jeg havde ikke helt havde knækket koden til klassisk musik, indtil jeg var med at opføre Johannespassionen i 2014. Jeg hørte det værk på repeat i en lang periode. Og det gjorde, at jeg fik øjnene op for den skattekiste, klassisk musik er,« fortsætter han.
Og ifølge er den unge tenorsanger handler fødekædeproblematikken først og fremmest om, at folk skal have en god introduktion musikken og opleve den i praksis.
»Man falder ikke over klassisk musik på samme måde som pop, rock eller hip-hop. Det er ikke lige så tilgængeligt, men belønningen er ofte det større,« mener Jakob Kudsk Skoffer.
I år er det lykkedes at lokke Jakobs lillebror, Simon, med i koret, og sådan kommer der hvert år nye til.
Højlundkoret opfører Fauré’s Requiem og tre motetter af Mendelsohn i Sankt Johannes Kirke i Aarhus, 24. marts kl. 16.
Solisterne er: Nadja Schmedes Enevoldsen (sopran), Ingeborg Højlund Dania (alt) og Henrik Højlund (bas).