Fortsæt til indhold

Sommerjazz: Gratis koncerter og store navne i Musikhuset Aarhus

I jazzfestivalen er der koncerter både til jazzelskeren og alle dem, der bare vil ud og høre fed livemusik.

Musik

Hele 24 koncerter er på programmet, når sommersolen danser, og jazzen traditionen tro indtager smilets by. 17 af dem er ganske gratis.

»Vi elsker, når hele Musikhuset og byen summer af sommerjazz. Vi har gjort os umage for at lægge et program, der taler til både jazzelskeren og alle dem, der bare vil ud og høre fed livemusik. Det er ret unikt, at man på blot en uge får mulighed for at møde jazzen i så mange forskellige varianter,« siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.

I år er det den populære og elskede svenske sanger, Lisa Ekdahl, der står i front til årets Jazzgalla. Arkivfoto: Thomas Borberg, Politiken/Ritzau Scanpix

Store internationale stjerner som Lisa Ekdahl, Stacey Kent og Cécile McLorin Salvant indtager scenerne, mens der hver dag under festivalen er masser af gratis jazz både i og uden for Musikhuset.

I år er det den populære og elskede svenske sanger, Lisa Ekdahl, der står i front til årets Jazzgalla.

Det er også en særdeles populær tradition, at Aarhus Jazz Orchestra hylder legenderne, når de hver dag inviterer publikum til gratis koncert i Musikhusets foyer. I år er det de legendariske Brecker Brothers, der med groovy fusionsjazz gjorde det næsten umuligt at sidde stille på stolen. Med på scenen har jazzorkestret endda den ene af de to brødre, Randy Brecker.

”Det er et kæmpe scoop at have en international stjerne som Randy Brecker med på scenen fire aftener i træk. Det er vores gave til Aarhus, at der er fri entré til koncerterne. Jazzfestivalen vores yndlingstid på året med sol, sommer og masser af jazz for alle,« siger Anders Ørbæk, der er Orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra.

Ridehuset Swinger, som Aarhus Jazz Orchestra har arrangeret i mere end 30 år, er rykket i Musikhuset på grund af byggeriet foran Aros.