Plæneklipperen skal på danmarksturné
Ovenpå en succesfuld sæson gør den aarhusianske midtbanespiller klar til endnu en runde.
Flere end 8.000 oplevede forestillingen sidste år.
Nu skal teaterforestillingen »No Regrets« på scenen igen, det skriver Teatret Svalegangen i en pressemeddelelse.
»Jeg er stolt over forestillingen og stolt over, at den igen får lov til at rulle i min hjemby, men også at den nu skal ud i landet og forhåbentlig tiltrække et endnu større publikum,« siger Stig Tøfting om den nye spilleplan.
Forestillingen handler om den rå defensive midtbanespillers liv og kampen mod sig selv. 2022 blev en kæmpe succes, da teaterstykket blev præsenteret for aarhusianerne.
Svalegangen melder om, at flere forestillinger var fuldstændigt udsolgt, på trods af udvidet spilleplan. Det var ikke kun publikum, der var vilde med showet. Stykket modtog også stor ros fra flere anmeldere.
»Vi er stolte over at genopsætte No Regrets, så endnu flere kan opleve den smukke fortælling om menneske, identitet og kamp. Vi har fået roser fra mange nye gæster, og det har været meget tilfredsstillende, at publikumsudvikle uden at gå på kompromis med vores DNA om at skabe aktuelt og vigtigt teater,« siger Per Smedegaard direktør og kunstnerisk chef for Teatret Svalegangen.
Teatret oplevede især, at flere mænd viste interesse for teatergenren.
Teaterstykket er navngivet efter Stig Tøftings tatovering henover maven - »No Regrets«. Forestillingen spiller i Teatret Svalegangen fra 20. januar til 17. februar i 2024. Herefter drager teaterstykket på tur igennem Danmark.