Aarhus-teater hitter i Korea
Teater Katapult er i øjeblikket i Sydkorea med forestillingen "The Insider", der i august modtog en special-pris til en af verdens største teaterfestivaler. Er der mon en verdensturné på vej?
Aarhusianske Teater Katapult har i disse dage Asien-premiere med den anmelderroste forestilling ”The Insider”, hvor et hold på fire personer befinder sig i Busan, som er den næststørste by i Sydkorea.
Her skal de spille forestillingen tre gange til en stor international teater-festival.
Torben Dahl, der er teaterchef på Katapult og idémand bag den prisvindende forestilling, forklarer til Din Avis Aarhus Onsdag:
»I august vandt vi en specialpris til en af verdens største kulturfestivaler i Edinburgh, og det har så skabt en forbindelse og interesse fra en stor international kulturfestival i Sydkorea. Det er rigtig interessant at være herovre, fordi der er en utrolig stor hjælpsomhed med at få det op at køre. Og jeg fornemmer, at sydkoreanerne også er meget interesseret i denne her meget teknologiske forestilling, som ”The Insider” jo også er.«
Enorm interesse
Ifølge den aarhusianske teaterdirektør hører det til sjældenhederne, at et dansk teater tager så langt væk for at spille forestillinger.
»Det er ret vildt og helt unikt. Jeg havde ikke forestillet mig, at stykket ville have så stor global appel, men til denne her teaterfestival har vi oplevet en enorm interesse og har nu fået forespørgsler fra Hongkong, Kina, USA, Canada og England. Så der er i hvert fald meget stor interesse for, at ”The Insider” skal have et længere liv,« siger Dahl.
Udover at få udbredt sin kunst, så må der jo også være god økonomi i det, hvis man kommer så langt ud, eller hvordan ser du på det?
»Ja, altså, det vil der nok være på sigt. I starten er det rigtig meget investering. Her i Sydkorea løber det lige rundt, mens det i Skotland gav underskud. Men hvis vi kommer mere rundt i verden, tror jeg på et økonomisk overskud. Men den allerstørste motivation for mig er at få aarhusiansk scenekunst ud til en stor del af verden. Det er helt fantastisk at være med til,« fastslår Torben Dahl.
”The Insider” er en finansthriller med 3D-lyd og handler om udbyttesagen, hvor man følger en ung finansmand, som var med til at suge mindst 410 milliarder kroner ud Danmark og Europas velfærd.
Til forestillingen har publikum høretelefoner på og bliver suget ind i et lydunivers, der er bl.a. skabt af danske anerkendte lyddesigner Peter Albrechtsen. I Sydkorea er der også skærme i siden med sydkoreanske undertekster.
»Premieren gik forrygende. Først holdt de 180 publikummer sig lidt tilbage, men da Chris (Christoffer Hvidberg Rønje, red.) kom ind på scenen til 2. akt, blev der hujet og klappet intenst. Det var dejligt at mærke, at ”The Insider” også appellerer til et koreansk publikum. Flere ville se forestillingen igen, og der var masser af spørgsmål bagefter til aftertalk. En del ville have billeder af sig selv sammen med Chris. Og autografer,« siger Torben Dahl.