Solcelleanlægget ved Ålsrode bliver kraftigt reduceret
Kommunalbestyrelsen sendte tirsdag aften det heftigt debatterede solcelleanlæg ud i en ny runde.
Kommunalbestyrelsen vedtog tirsdag aften et ændringsforslag, der reducerer solcelleanlægget ved Kejsegården i Ålsrode til 80 hektar fra de planlagte cirka 135 hektar.
Det er dermed det foreløbige punktum i sagen om det store solcelleanlæg, som har været under behandling siden 2020.
Eller måske i virkeligheden mere et komma. Beslutningen betyder nemlig, at planprocessen skal genstartes i forvaltningen i Norddjurs Kommune, og dermed er den endelige vedtagelse af lokalplanen, der giver mulighed for at etablere solcelleanlægget, endnu engang udskudt.
Hvor længe er endnu uvist. I første omgang blev foråret 2025 nævnt i kommunalbestyrelsen, men undervejs i aftenens behandling af sagen blev det på opfordring fra Ulf Harbo (EL) besluttet, at sagen nu skal prioriteres højt, så den hurtigst muligt kan behandles igen.
Op til aftenens kommunalbestyrelsesmøde var ændringsforslagene nærmest fløjet ind fra højre og venstre.
Et af de mere vidtgående kom allerede på miljø- og teknikudvalgets møde i slutningen af maj, da Socialdemokratiets Niels Basballe foreslog at skære arealet helt ned til 44 hektar.
På økonomiudvalgets møde i sidste uge foreslog Konservative at skære 30 hektar af de delområder, der ligger tættest på Ålsrode.
Inden mødet i kommunalbestyrelsen kom endnu to forslag på bordet. Ingen af dem vakte dog et flertalsmæssigt gehør, inden Socaildemokratiet, Konservative, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Venstres Morten Friis Heidemann i 11. time lagde endnu et ændringsforslag.
Morten Friis Heidemann har længe været en lus mellem to negle i sagen, da han til daglig bor i Ålsrode og allerede i valgkampen i 2021 erklærede sin modstand mod projektet, mens hans parti Venstre har været for solcelleanlægget.
Han har imidlertid fået frit lejde fra sin gruppe, og derfor var han med til at skabe det flertal for ændringsforslaget, som nu ender på cirka 80 hektar.
Hvis anlægget overhovedet bliver realiseret nu. Det kan du læse mere om her: