Fortsæt til indhold

Solcellemodstandere jubler over politisk afgørelse

Borgerne i Ålsrode vil stadig gerne have solceller helt væk, men den nuværende løsning er acceptabel, siger talskvinde.

Norddjurs

I fire år har borgerne i Ålsrode haft solcelleprojektet ved Kejsegården hængende over hovedet.

Stort set hele landsbyen er imod projektet, og det var da også en glad talskvinde for modstandsgruppen ’Solcelleanlæg Kejsegården - Nej Tak’, Grete Carstensen, som Lokalavisen fangede umiddelbart efter kommunalbestyrelsen tirsdag aften vedtog et ændringsforslag, der reducerer anlægget markant fra 134 hektar til 80 hektar.

»Det er fantastisk, at der er en gruppe politikere, der har taget os alvorligt og forstår vores bekymringer, og som har fået anlægget ned på et areal, der er til at leve med. Det er jeg faktisk virkelig rørt over,« siger Grete Carstensen.

Det nu vedtagne ændringsforslag - her illustreret med håndtegnede streger - fjerner halvdelen af delområderne B og C tættest på Ålsrode samt hele delområde D.

På kommunalbestyrelsesmødet blev det ellers fra flere politiske sider fremhævet, at med vedtagelsen af ændringsforslaget kaster man projektet ud i endnu en planlægningsperiode, idet Norddjurs Kommunes forvaltning igen skal i arbejde for at forberede et forslag til en lokalplan.

Dermed lægges der endnu mere tid til en endelig afgørelse falder. Det tager Grete Carstensen dog gerne med.

»Det her er lige nu det bedst tænkelige, fordi det er et kompromis, der har kunnet lade sig gøre mellem Socialdemokratiet, Konservative, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og så Morten Friis Heidemann fra Venstre, som bor i Ålsrode. Det er et kompromis, som vi må være virkelig tilfredse med,« konstaterer Grete Carstensen.

I ændringsforslaget fjernes arealer af de delområder, der ligger tættest på Ålsrode, mens andre delområder fortsat lægger sig op ad beboelse.
Modstandsforeningens erklærede mål er da også, at solcelleanlægget skal tages helt af bordet. Derfor vil foreningen fortsat afprøve lokalplanen i Planklagenævnet, da de mener, at der er fejl i miljøredegørelsen.

»Vi går selvfølgelig stadig efter at prøve det i Planklagenævnet, men der er jo ingen garantier for, at vi vinder der. Og hvis vi taber den sag, så kan vi leve med den afgørelse, der nu er kommet,« siger Grete Carstensen.