Generationer på kollisionskurs: Unge knallertkørere ser sammenhold - de ældre hører larm
De unge knallertkørere møder modstand fra de ældre generationer, vi har derfor spurgt de unge, hvad deres knallerter betyder for dem.
For mange unge i mindre byer er knallerten ikke blot et transportmiddel, men også et vigtigt samlingspunkt.
Det er her, venskaber plejes, og man får mulighed for at opleve en frihed, som bussen eller cyklen ikke kan tilbyde.
Men selvom knallerten skaber et stærkt socialt fællesskab blandt de unge, møder de ofte modstand fra ældre generationer, der ser dem som en kilde til larm og uro.
Knallertkultur er fællesskab
For Casper Kildetoft Kjær Olesen på 15 år og Markus Højslet Egeberg på 14 år er knallerten ikke kun et praktisk redskab til at komme fra A til B.
Det er også en måde at styrke deres sociale liv på.
»Jeg er meget mere ude nu, end jeg var før. Før skulle jeg tage bussen, der går sjældent og ikke hele døgnet. Det gjorde helt sikkert, at jeg lå mere i sofaen, men nu kan jeg nemt køre rundt til venner,« siger Casper.
Markus har lige fået sit knallertkørekort og glæder sig til, at han kan begynde at køre rundt på sin knallert, når han fylder femten.
»Jeg skal ud og køre Djursland tyndt, når jeg får mit kort!«
Knallerten åbner for en helt ny form for frihed.
Casper og Markus forklarer, hvordan de ofte mødes med andre knallertkørere efter skole, ved fodboldbanen eller hjemme hos andre.
»Vi var en gang 20, der kørte af sted efter en fodboldkamp. Det var sjovt og mange biler, der kørte forbi os, vinkede og rullede vinduet ned for at sige hej,« siger Casper og griner.
En kulturel kløft
Selvom knallertkulturen er et vigtigt socialt omdrejningspunkt for de unge, oplever de ofte en negativ holdning fra byens ældre beboere.
»Der er mange, der synes, vi larmer for meget, og vi får tit skylden for, at nogle enkelte kører råddent,« forklarer Markus Højslet Egeberg.
Han peger på, at det ofte er en lille gruppe, der tuner deres scootere og kører vildt, hvilket går ud over dem, der bruger deres knallerter mere stille og roligt.
De mener, at der er brug for mere forståelse fra borgere i byen.
»De tror nogle gange, at vi bryder reglerne, men det gør vi ikke. For eksempel har mange ældre beboere svært ved at forstå, at knallerter lovligt må køre på cykelstien.«
For både Casper og Markus kan knallerten også være et middel til at sikre fremtiden.
»Det er nemmere at få et fritidsjob, når man kan komme rundt selv,« siger Markus, der arbejder som fejedreng.
Casper tilføjer, at han allerede drømmer om at få en motorcykel en dag, ligesom sin far, der er ivrig racerkører.
Men inden at de to unge skal ud i den store verden, håber de på en bedre dialog mellem generationerne på Djursland.
»Vi kunne godt ønske, at de ældre var mere imødekommende og ikke dømte os på grund af nogle få, der kører lidt vildere. Vi vil bare gerne kunne køre og hygge os uden at skabe problemer,« siger Casper og afslutter med et smil.