Fortsæt til indhold

Lokalredaktør ser frem til »at få et spark bag i« af unge journalister

For anden gang prøver 28 journaliststuderende kræfter med en ny form for lokaljournalist. Det vækker begejstring hos lokalredaktøren.

Samfund

Vi skal tættere på vores læsere.

Det er udgangspunktet bag projeket 100 øjne, som lige nu er i gang på Djursland.

Her forsøger 28 journaliststuderende at indrage borgerne på Djursland endnu mere i journalistikken.

Det er anden gang projektet finder sted på Djursland i samarbejde med de fire lokalaviser Ebeltoft Folketidende, Adresseavisen, Grenaabladet og Folkebladet.

Projektet vækker begejstring hos lokalredaktør Lars Norman Thomsen.

»Jeg ser meget frem til det og glæder mig til at følge med i, hvad de får lavet af indhold.«

Friske øjne

I en tid, hvor medielandskabet hele tiden forandrer sig, er lokaljournalistikken nødt til at følge med.

I dag har vi ikke kun nyhederne lige ved hånden, men også et hav af andre apps, der kæmper om vores opmærksomhed.

Derfor er det er det afgørende at blive klogere på vores læsere.

Hvad vil I gerne have fokus på? Hvad er relevant for jer? Og hvordan kan I hjælpe os med at blive klogere på det?

Det er da også netop det aspekt af projektet, som Lars Norman Thomsen finder mest interessant for Jyllands-Postens Lokalavisers vedkommende.

»Det er altid spændende at få nogle nye øjne på det at lave journalistik på Djursland. Det er klart, at der kommer nogle unge journalister, der ikke har en forhåndsviden om Djursland. Det betyder, at de højst sandsynligt vil stille nogle andre spørgsmål og lave nogle andre historier end vi er vant til. Det bliver spændende at se, hvad vi kan lære af dem.«

Håbet er, at projektet kan være med til at afføde anderledes historier end dem læserne er vant til.

Samtidig får de studerende vigtig praktisk erfaring med journalistikken.

»Kunsten er selvfølgelig at forholde sig kritisk til det, der bliver fortalt. For der er ikke kun en sandhed. Der er også faldgruber i og med du har nogle øjne i din fold som bidrager. Der er jo en risiko for at føle en solidaritet og glemme armslængdeprincippet, men det bliver uhyrre spændende at følge.«

»Vi kan blive endnu bedre«

Op til projektets start har Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i samarbejde med Jyllands-Postens Lokalaviser dannet fire grupper med borgere fra Djursland.

Her kan borgerne fortælle om deres hverdag - både det gode og dårlige og bidrage med idéer til historier, kilder og meget mere.

»Det har været relativt nemt, som jeg har forstået det, at få nogle med i grupperne. Folk spørger til projektet i lokalområdet, og de glæder sig til det. Det er jo fedt.«

Håbet er, at lokalaviserne kan tage flere af de erfaringer de studerende gør sig med videre, når projektet slutter 11. oktober.

»Jeg håber, det kan gøre, at vi kan blive endnu bedre til det vi laver; at vi kan blive klogere på de historier vi laver. Gør vi det godt nok for læserne, eller kan vi gøre det endnu bedre?«

Hvorfor er det vigtigt?

»Uanset hvad vi har af job, er det altid godt at få et spark bag i rent ud sagt og forholde sig til den virkelighed, vi lever i.«

Han mener derudover, at det næsten er umuligt ikke at blive inspireret af den energi de unge journalister ligger for dagen.

»De kommer jo med stor ambition, motivation og dedikation til at lave noget, de kan være utrolig stolte af bagefter. Ungdommens kådhed kan jeg godt lide. De kaster sig bare ud i det, og det smitter også af på os andre.«