Fortsæt til indhold

Hvad synes du, vi skal skrive om? Her kan du møde de unge journalister

Hvad vil du gerne læse om i avisen? Lige nu skaber 28 journaliststuderende nyheder sammen med dig. Hvis du vil være med?

Samfund

»Der kom kun tre, men det var de helt rigtige tre, der kom!«

Succesen har været blandet de første to dage for 28 journaliststuderende hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

I mandags startede de officielt projektet 100 øjne, hvor de i løbet af to uger skal bedrive lokaljournalistik i samarbejde med borgerne i deres lokalområder.

De unge journalister er opdelt i fire grupper af syv, hvor hver gruppe dækker et lokalområde, der hører under en af Jyllands-Postens Lokalavisers fire udgivelser på Djursland: Lokalavisen Norddjurs Folkebladet, Lokalavisen Norddjurs Grenaabladet, Adresseavisen Syddjurs og Ebeltoft Folketidende.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har på forhånd oprettet borgergrupper, så indbyggerne i lokalområdet kan være med til at skabe historierne sammen med de studerende.

Det har dog ikke været uden udfordringer at skabe interesse for projektet blandt borgerne.

Stille start

I sidste uge afholdte hver gruppe et kaffemøde, hvor alle de øjne der havde tid og lyst kunne dukke op med en god ide eller til en snak om, hvad de savner bliver belyst i lokalavisen.

Alle steder dukkede der borgere op.

Der var dog stor forskel på antallet.

I Norddjurs øst dukkede blot to personer op, og i Norddjurs vest fik de besøg af tre.

Selvom fremmødet ikke var stort, fik de alligevel noget ud af samtalen med borgerne. Det fortalte de af Norddjurs vest-gruppens medlemmer, der sad på redaktionen i Forrådskammeret i Auning onsdag, Agnete Hjøllund, Birka Overgård Pind, Sofie Sejling, Filippa Salomonsen, Clara Ørsted Larsson.

»Det var de helt rigtige tre, der kom. De ville gerne fortælle og dele ud af deres tanker.«

Gruppen fortæller samtidig, at der endnu ikke rigtig er dukket nogle borgere op i deres midlertidige redaktionslokaler.

»Vi har skulle være meget opsøgende i vores historier, men det har været spændende at lære et nyt område at kende.«

I syd var der større opbakning til kaffemøderne i sidste uge.

Her dukkede der otte deltagere op både i øst og vest.

»Vi er så heldige, vi har haft folk både i dag og i går, der kiggede forbi uanmeldt. Folk har også delt at vi sidder her. Både Kulturhotellet og Syddjurs Kommune,« fortalte de af Syddjurs vest-gruppens medlemmer, der sad på redaktionen på Kulturhotellet onsdag, Andreas Rahbek, Elisa Skjødt Kragh, Joakim Lundgren Tryk, Amalia Holm Nicoli, Regitze Daubjerg.

Du kan nå det endnu

Trods svingende deltagelse har de 28 studerende generelt været optimistiske de første dage.

Det fortæller to af Norddjurs vest-gruppens medlemmer, Silja Frandsen Siggaard og Elias Augst Eliasson, der sidder på Café Cookii i Grenaa.

»Mandag skule vi lige falde til. Tirsdag har vi alle været ude og tale med folk. Der har dog ikke været nogen forbi Café Cookii og sige hej endnu.«

Til gengæld har gruppen haft mere succes med at komme i dialog med folk via de sociale medier.

»Vi har været meget aktive på Facebook og Instagram. Vi har fået respons på et opslag i 8500 Grenå-gruppen, og vi har fået en del DM’s (direkte besked red.) fra lokale over Instagram.«

Samme pointe kommer fra flere af Syddjurs øst-gruppens medlemmer, Emeline Flensmark, Anne Jelsgaard, Amalie Wessel-Tolvig, Nicolai Steenberg Christensen.

»Det har været dejligt, at folk har været så åbne og haft lyst til at snakke og fortælle om deres by. Det har gjort stort indtryk, hvor positive folk er. Meget fællesskabsånd og glæde ved byen«

Ingen er dog dukket op uanmeldt på deres redaktion i det gamle posthus endnu.

Derfor er opfordringen klar: kom forbi og snak med os.

»Så længe man har en tilknytning til området, så vil der næsten altid være en historie at fortælle. Vi vi gerne lytte til folk her. Det er det, det handler om for os. Hvis du synes noget er vigtigt, så er der sikkert også andre der har det sådan. Lad os finde ud af det sammen!«

Projektet 100 øjne slutter fredag 11. oktober. Indtil da kan du fange de unge journalister til en snak fysisk i deres redaktionslokaler eller via bl.a. Instagram og Facebook.