Gode venner kan man ikke få nok af, og nu vil Café Grenaa gerne have nogle flere
Onsdag 13. november er der stiftende generalforsamling for Café Grenaas Venner.
Café Grenaa, den sociale café, der ligger centralt i Markedsgade i Grenaa by, ønsker sig brændende nye venner.
Derfor har caféen skabt en helt ny venneforening, der får navnet Café Grenaas Venner, og onsdag 13. november klokken 18.30 er der stiftende generalforsamling for den nye forening.
Det skriver Café Grenaa i en pressemeddelelse.
Café Grenaa har siden sin åbning i 2017 udviklet sig til en social organisation, der har socialt fodfæste i hele kommunen. Dette skyldes ikke mindst de tolv lokale nærværs-caféer der ligger fordelt i hele kommunen, så borgere, om de bor i vest eller øst af kommunen, kan benytte sig af et socialt tilbud.
Den nye venneforening kommer til at give helt nye muligheder for både caféen og dens venner, forklarer daglig leder Kenneth Flammild.
»Mange private ønsker i hverdagen at støtte op omkring vores sociale arbejde. Det er alt fra overskud af æbler og rabarber til tøj der er blevet i overskud. Flere ønsker også at bidrage med gratis måltider til sårbare borgere. Mange har hjertet det rigtige sted, og ønsker at hjælpe deres medborgere. Vi er dybt taknemmelig for den opbakning og med Café Grenaas Venner får vi nu en forening, hvis formål er at understøtte vores sociale arbejde. Det bliver vildt godt at få ”nogle venner” som kommer til målrettet at arbejde med at skaffe midler til vores sociale arbejde. Det kan være alt fra støttearrangementer, julebanko, afvikle udflugter for vores gæster og meget andet,« siger Kenneth Flammild.
Alle interesserede kan blive medlem, hvor et differenceret medlemskontingent gør det muligt at blive medlem, selv om man evt. er enlig og ikke har meget økonomisk overskud, lyder det fra Café Grenaa.
Den stiftende generalforsamling holdes onsdag 13. november kl. 18.30, i Café Grenaas lokaler på Markedsgade 2, hvor alle er velkomne.