Ikonisk spisested har været lukket i fem måneder - nu er nyt par klar til at føre det ind i ny æra
Diana og Gregers Munk driver Grillkiosken i Ørsted Nu skal de også føre Møllebistroen videre.
Siden 12. juli har det ikke været muligt for de hotdog-hungrende Auning-borgere at opdrive en helt almindelig ristet hund i dej og hele farveladen.
Da lukkede Inge og Ole Bossow Møllebistroen efter 27 år på Mølletorvet, og ingen meldte sig efterfølgende på banen for at overtage det ikoniske spisested. Før nu.
For få dage siden kom en aftale om forpagtning i stand, og 16. december klokken 16 åbner Møllebistroen igen.
Det er Diana og Gregers Munk, som fremover skal tegne restaurationen, og hvis man siden 12. juli har været godt gammeldags sulten efter en hjemmelavet bøfsandwich eller en hotdog, så kender man sikkert allerede parret.
De driver nemlig Grillkiosken i Ørsted, som de overtog i september sidste år, og siden Møllebistroen lukkede, har Grillkiosken været et af de få steder i lokalområdet med den velkendte danske grillmad.
Det glæder Diana og Gregers Munk sig til at bringe tilbage til Auning.
»Vi har jo gået og studset over det her i snart et halvt år. Møllebistroen har jo været vores største konkurrent; det kommer vi ikke uden om, så da den lukkede, tænkte vi, at der går 14 dage, så er der en ny, der har overtaget. Der skete bare ingenting. Så blev vi kontaktet af den nye ejer af bygningerne, som spurgte, om vi ikke skulle slå hovederne sammen, og så var vi klar,« fortæller Diana Munk.
Åben hele ugen
Det betyder, at de sultne kunder kan forberede sig på, at de gode gamle dyder fra Møllebistroen vender tilbage. Og faktisk lidt mere til.
I de seneste år var Møllebistroen åben fra onsdag til søndag. Med de nye forpagtere er der hjemmelavet grillmad alle ugens dage.
»Jeg er sådan en, der har fødselsdag 28. december, hvor alt bare er lukket. Det sidder altså lidt i mig, så der skal simpelthen være åben syv dage om ugen. Selvfølgelig er der lukket på helligdage, så vi kan fejre dem, men eller er der åbent hele ugen,« fortæller Diana Munk.
Møllebistroen hænger ved
Lige nu er der travlhed hos parret. De skal nemlig have styr på en hel del, inden 2. december, hvor Diana og Gregers Munk tager af sted på en længe planlagt sølvbryllupsrejse.
De kommer hjem igen 14. december; altså to dage før genåbningen af Møllebistroen, men det giver ikke sved på panden hos parret.
»Vi har travlt, men vi har heldigvis et helt fantastisk hold i Ørsted, som bare bakker op. De tager imod varer og sørger for, at alting er klar. De er simpelthen supermænd,« konstaterer Diana Munk.
Og apropos hold, så håber hun og hendes mand, at de kan have held til at få nogle af Møllebistroens tidligere ansatte tilbage i folden.
De kommer således til at indgå i Grillkioskens team, som naturligvis kører ufortrødent videre.
Diana Munk noterer da også, at det er Grillkiosken, der nu fører Møllebistroen videre. Men navnet; det får selvfølgelig lov at bestå.
»Selvfølgelig gør det det. Her lå jo den gamle mølle, og det er jo historie. Sådan noget er fantastisk, så selvfølgelig skal den hedde Møllebistroen,« fastslår Diana Munk.