»Du skal ikke bare støje - du skal udrette noget«

Hvis Martin Frausing Poulsen, Dansk Folkepartis spidskandidat, har et politisk mantra, så er det samarbejde, samarbejde og samarbejde. I spidsen for en byrådsgruppe på tre har han for længst gjort sig den erfaring, at vil man opnå noget i politik, så skal det politiske værktøj være i orden. Og her taler vi ikke om spidse albuer og stålsatte holdninger, men om forhandling, alliancer, kompromiser - ja, kort sagt det muliges kunst.

»For mig handler det om at kunne gøre en forskel og samarbejde. Jeg har det sådan, at naturligvis så jeg gerne, at alle Dansk Folkepartis mærkesager kunne komme i spil, men sådan er verden ikke skruet sammen. Så derfor gør jeg mig i stedet umage med at være med, der hvor der forhandles,« lyder det pragmatisk fra byroden, der har været en fast del af Skanderborg Byråd siden 2006.

»Det handler om at have respekt for, at hvis man vil have noget, så må man også give noget. Bliver man ved forhandlingsbordet, så har man mulighed for at få indflydelse. Især hvis man lader andre få noget igennem, selvom det måske ikke lige er ens egen kop the.«

Samarbejdets kunst

Martin Frausing Poulsen stillede op første gang i 2001 i den gamle Hørning Kommune, men kom ikke ind. Fordi han var i valgforbund med Venstre, var de stemmer, han fik, dog med til at vælte den tidligere Socialdemokratiske Hørning-borgmester, og bane vejen for Venstres Søren Erik Pedersen.

»Søren Erik vendte tilbage og tilbød mig en plads i beredskabskommissionen. Den gestus har været med til at forme mig politiske, fordi det viser, at man får noget, når man giver noget - når vi arbejder sammen og har respekt for hinanden,« konstaterer han og peger på, at det modsatte sætter en uden for indflydelse.

»Står du alt for stejlt på din egen politik, så får du ikke mulighed for at sætte dit aftryk. Det er et spørgsmål om, hvad det er, man vil i politik. Stå og støje eller have reel indflydelse. Jeg er til det sidste. Du skal ikke bare støje - du skal udrette noget. For mig handler det om at gøre en forskel,« understreger han og tilføjer:

»Og det, synes jeg, er lykkedes helt godt. I den seneste periode har vi som et lille parti fået meget igennem,« konstaterer han og peger på blandt andet veterankoordinatoren og gratis drikkevarer på plejecentrene, som kom tilbage med det seneste budgetforlig takket være Dansk Folkeparti.

Brænder for de udsatte

Netop det er gode eksempler på Martin Frausings politiske mærkesager.

»Det skal ikke bare være tomme floskler, at Skanderborg er en kommune, hvor alle er med. Jeg kom fra start i min politiske karriere med i socialudvalget og det er derfra, min politiske rejse er gået. Når jeg gerne vil gøre en forskel, så er det især i forhold til de sårbare, svage og udsatte borgere,« forklarer han.

»Jeg er dog også uddannet økonom, og det er nu engang i Økonomiudvalget de tunge beslutninger bliver truffet. Jeg kørte i en årrække begge spor, men på et tidspunkt blev jeg nødt til at vælge. Så selvom mit hjerte brænder for det sociale område, så blev det Økonomiudvalget, fordi det i sidste ende er her, mange sager afgøres, og muligheden for indflydelse er størst.«

Om den røde tråd i mærkesagerne konstaterer Martin Frausings Poulsen, at det i høj grad har handlet om at minimerer skaderne mest muligt.

»På nær nogle ganske få budgetforhandlinger, så har det ved langt de fleste budgetforhandlinger handlet om at finde besparelse på besparelse og forsøge at undgå, at det går ud over det vigtigste. Og for mig er det vigtigste de udsatte og sårbare,« forklarer han.

»Det er noget af det sværest som politiker. Vi skal forholde os til beslutninger, vi ikke altid kender konsekvenserne af. I dag er det desværre sådan, at lige meget hvor vi er henne, så er personalet udfordret - alle de offentlige erhverv er udfordret.«

Stop regelrytteriet

Derfor har Martin Frausing Poulsen også en fremtidsvision for Skanderborg.

»Som Dansk Folkepartis borgmesterkandidat har jeg naturligvis en plan for, hvordan Skanderborg Kommune kommer til at se ud, hvis jeg en dag bliver borgmester,« begynder han med et glimt i øjet.

»Jeg er så træt af den her med, at de offentligt ansatte ikke laver noget. Jeg ved, at de knokler. Samtidig er der et voksende fokus på pseudoarbejde og timer, der går til registrering og ikke til den egentlige opgave. Jeg vil gerne, at vi som kommune har et overblik over, hvem vi har ansat, hvad vi har af spidskompetencer, og hvor vi skal opkvalificere og måske flytte rundt,« forklarer han.

»Og så skal vi gøre op med regelrytteriet og politikkontrol. Lad os i stedet kigge på servicerammerne og se, om vi ikke kan få noget mere medmenneskelighed ind i stedet for. Vi skal have en anden og meget mere tillidsbaseret tilgang til at møde borgerne. Og så skal det være en del af vores styrelsesvedtægt, at de enkelte byrådsmedlemmer skal i erhvervspraktik indenfor de områder, de politisk beskæftiger sig med. Det er jeg ikke den første, der har foreslået, men det er en god ide.«