Fortsæt til indhold

Byggegrunde i Mørke: Politisk ordfører fik afleveret sit budskab med tryk på

Socialdemokratiets Ole Sønderskov Hansen var lige ved at få åndenød, da han på sidste uges byrådsmøde læste kollegerne teksten om manglen på byggegrunde i Mørke.

Politik

Socialdemokratiets terrier af en politisk ordfører og solist uden sordin, Ole Sønderskov Hansen, med bopæl i Mørke, og ham, der scorede næstflest stemmer af samtlige socialdemokrater ved KV21, havde et budskab, han skulle af med på sidste uges byrådsmøde, hvor der blev fulgt op på den anlægskonference, som det nyvalgte byråd havde mødtes om 9. februar.

Prioritering af anlægsmidlerne i resten af 2022 og strategien for 2023 og de kommende år var temaet.

Det handler om penge afsat til byggemodning, strategisk opkøb af jord og håndtering af et efterslæb på bygningsvedligeholdelse.

Som beskrevet i flere omgange i Adresseavisen er der ikke ledige byggegrunde på hylderne i Ole Sønderskov Hansens hjemby, Mørke, og det har der ikke været i to år. Godt nok er der en lokalplan indeholdende et mindre antal private grunde i støbeskeen , som forventes godkendt i efteråret 2022, men tudetosset, når nu efterspørgslen er der, ifølge Ole Sønderskov Hansen.

Socialdemokratiets politiske ordfører var gal i skralden, og galden lod han helt usødet komme til udtryk på byrådsmødet.

»Mørke er et lokalsamfund med et åbenlyst potentiale. Vi taler om et attraktivt lokalmiljø. Hvor frivillighed og foretagsomhed og engagement går hånd i hånd. Et lokalsamfund der lige nu er indstillet til årets landsby i Region Midtjylland. Et samfund, hvor der er fri kapacitet i børnehave og skole og et lokalsamfund som kan og vil byde nye tilflyttere velkomne. En by der ligger på letbanebåndet godt 5 min længere væk fra Århus end Hornslet,« remsede Ole Sønderskov Hansen op af fortræffeligheder.

»Her skal der, i min optik, foretages strategisk planlægning og opkøb af jord til udstykning. Og det skal være nu. Simpelthen dumt andet,« gjorde han klart.

Hvis vi som et visionært byråd ikke udelukkende skal forlade os på privates udvikleres isolerede projekter og deres legitime ønske om at realisere deres jord til byggegrunde, men i stedet tage overordnet strategisk blik på områdets muligheder, skal der handles nu. Det er vores ansvar.
Ole Sønderskov Hansen (S)

Markedsmekanismerne

For Ole Sønderskov Hansen var det en pointe, at politikerne ikke kan overlade til markedet selv at styre, hvor der skal udstykkes og bygges i kommunen, hvis man vil udvikle kommunen i alle egne af geografien.

»Det handler for os som politikere at skabe strategiske muligheder og prioritere anlægsmidler til strategisk opkøb af byggegrunde og prioritere, hvor vi skal sætte ind for at udvikle vores kommune overordnet set.«

»Hvis vi som et visionært byråd ikke udelukkende skal forlade os på privates udvikleres isolerede projekter og deres legitime ønske om at realisere deres jord til byggegrunde, men i stedet tage overordnet strategisk blik på områdets muligheder, skal der handles nu. Det er vores ansvar.«

Socialdemokratiets politiske ordfører bakker op om, »at kommunen har foretaget massive opkøb af jord i Hornslet. Ligeså er det fornuftigt med et opkøb i Rønde. At vi ønsker at udvikle Thorsager og udstykker et stort areal ved Hvedevangen er i vores optik fornuftigt. Ligeledes er opkøb af jord i den nordlige del af Ryomgård strategisk klogt, og at man allerede nu ser på opkøb i Kolind.«

»Hvorfor ikke Mørke. Hvad er argumentationen for ikke at udvikle Mørke,« spurgte Ole Sønderskov Hansen ud i salen.

»Det er uforståeligt at vi som byråd og kommune i det hele taget ikke tager et strategisk perspektiv og sikrer en stærk udvikling af et lokalområde med store potentialer. Det er ikke bare fugle på taget. Sidste gang der var grunde til salg. 17 ialt, var de solgt på 14 dage. Det er fakta.«

Ikke uenige

Ole Sønderskov Hansen afsluttede sit lange og passionerede indlæg med at sætte sig ned på stolen, men inden da ymtede han, at han ikke kunne stemme for indstillingen.

Da borgmester Michael Stegger Jensen senere spurgte sin partifælle, om han ønskede afstemning, afslog Ole Sønderskov Hansen imidlertid

Velsagtens fordi, at der hele vejen rundt i byrådssalen var enighed om, at udbuddet af byggegrunde skal tage hensyn til kommunens geografi og ikke udelukkende være markedsbestemt. Der skal opkøbes jord op til udstykninger i alle egne af kommunen med andre ord - med særlig fokus på byerne på letbanebåndet: Hornslet, Mørke, Thorsager, Ryomgård og Kolind.

Venstres gruppeformand Claus Wistoft fastslog undervejs vigtigheden af, at man som kommune er ude tidligt og for at foretage strategiske jordopkøb.

Wistoft nævnte 5-7-9 år som pejlemærker, og han bemærkede, at der i den foregående borgmester Ole Bollesens fire år ikke var foretaget strategiske jordopkøb af betydning, og at det nu får konsekvenser, som et nyt byråd skal rette op på.

Kritikken af Ole Bollesen fik Wistoft retur med en bemærkning om, at ’de blå’ havde flertallet i Økonomiudvalget i det tidligere byråd, så de kunne jo bare have taget teten.