Fortsæt til indhold

Distriktsråd melder pas på kommunal hardhitter

Flemming Hansen meddeler på vegne af Mørke Distriktsråd, at man nu takker nej til et tilbud fra Syddjurs Kommune om at mødes med en kommunal leder og snakke udvikling af Mørke.

Politik

Flemming Hansen bad i Byrådets spørgetid før sommerferien om lov til at ’låne’ en kommunal medarbejder tilpas med tyngde og pondus til at give Mørke Distriktsråd vejledning i, hvordan Mørke kan kommer længere frem i køen i forbindelse med nye udstykninger, så den efterspørgsel, der er efter nye byggegrunde i byen, kan nyde fremme.

Manglen på byggegrunde og forståelse på for det på Rådhuset i Ebeltoft har frustreret Distriktstrådet og en politiker som Ole Sønderskov Hansen (S).

»Administrationen vil gerne stable et møde på benene på Rådhuset i Ebeltoft med en relevant leder/medarbejder, hvor I har mulighed for at præsentere jeres idéer ift. udvikling af området. I er velkommen til at kontakte Ledelsessekretariatet, hvis det har interesse,« lød det imødekommende fra Syddjurs Kommune.

»Det er bestemt et fint svar og en i første omgang god åbning til dialog. Jeg forventer, at vi finder en mødedato efter sommerferien, og jer ser gerne, at udvalgsformanden (Kasper Kolstrup Møller, red.) også deltager. Det er jo i sidste instans, politikerne, som træffer beslutningerne,« returnerede Flemming Hansen.

Glem det

Nu er Flemming Hansen og resten af Mørke Distriktsråd imidlertid vendt rundt på den berømte tallerken.

Det skete efter et møde i sidste uge med deltagelse af fire af fem distriktsråd fra det såkaldte letbanebyer, eller ’Det grønne bånd’ som er en fælles metafor som har benyttet længe.

»Vi har så sent som i aftes (i sidste uge, red.) haft møde om letbanebåndet - hvor Distriktsråd fra Mørke, Thorsager, Ryomgård og Kolind deltog med to repræsentanter fra Syddjurs Kommune og en konsulent.

Mødet, som tog udgangspunkt i Byskitser, kan falde ind under vort behov for samarbejde med Syddjurs Kommune, så vi fire Distriktsråd sammen kan komme med nogle gode høringssvar forud for Kommuneplan 24. Derfor har vi valgt at sætte mødet på stand by, og vende tilbage, hvis vi mener, der senere bliver behov herfor,« skriver Flemming Hansen nu til Syddjurs Kommune.