Fortsæt til indhold

DF'er melder sig ud: Har fået nok af dansegulvet

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Morten Marinus melder sig ud af partiet.

Politik
am

Den nordjyske politiker Morten Marinus trækker sig fra Dansk Folkeparti. Tidligere på ugen meddelte det tidligere folketingsmedlem for partiet, at han ikke stiller op som kandidat til det kommende folketingsvalg.

Og nu har han altså helt og holdent trukket sig fra partiet. Det gør han i et facebook-opslag, der er pakket ind i en større danse-metafor. Og her er Morten Marinus - i overført betydning - mildest talt ikke længere ”Vild med dans”.

»Igennem årene er stadig flere og flere nye DF’er ankommet til Dansegulvet, og der kom ny musik at danse til. Der blev skubbet og trådt over tæer på dansegulvet. For det meste var det i en god tone. Intet står stille, heller ikke et dansegulv. Og selvom det påstås, at musikken er den samme, så kan jeg ikke længere genkende dansen, der danses. Flere og flere af mine nærmeste venner har også forladt dansegulvet. Der gives nu plads til friske kræfter, der kan og vil danse, på den nye måde, som kan give DF nyt liv. Men det bliver uden mig,« skriver Morten Marinus.

Han understreger dog samtidig, at han ikke »smækker med nogen dør«.

»Jeg hører ikke til dem, der går, fordi man ikke tror på, at DF overlever. Det er jeg sikker på, at DF gør, og jeg ønsker både partiet, formanden, og alle de gode folk alt held og lykke fremover,« slutter han med at skrive i opslaget.

Morten Marinus er en blandt flere DF’er, der har meldt sig ud af partiet i år efter en tumultarisk periode. Her har profiler som Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen og Peter Skaarup blandt flere meldt sig ud af partiet.

Flere er også endt hos Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som i går - torsdag - kunne offentliggøre partiets første 30 folketingskandidater, hvoraf flere altså var fratrædende DF’ere.