Fortsæt til indhold

Her er medlemmerne af nyt udvalg i Favrskov

Niels Christian Selchau-Mark og Torben Christensen udgør formandsskabet i nyt bæredygtighedsudvalg.

Politik
jr

Byrådet har endelig vedtaget oprettelsen af et midlertidigt bæredygtighedsudvalg, som er et § 17, stk. 4 udvalg, der skal inspirere og komme med anbefalinger til politikerne og administrationen om at reducere CO2-udslippet i Favrskov Kommune.

Udvalget kommer til at bestå af ni faste medlemmer, heraf fem byrådspolitikere, tre eksterne og direktøren for Teknik & Miljø:

Niels Christian Selchau-Mark (K), formand

Torben Christensen (R), næstformand

Birgit Liin (V)

Charlotte Green (K)

Søren Gade (S)

Repræsentant for erhvervsvirksomhed med fokus på grøn omstilling: Peter Bertelsen, direktør for Global Stole i Hvorslev

Repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening: Alfred Borg, formand for DN-Favrskov

Repræsentant for landboforening: Christian Gylling Jensen, formand for Kronjyllands Landboforening

Direktør for Teknik & Miljø: Sidsel Homann

Torben Christensen fra Det Radikale Venstre bliver næstformand i nyt bæredygtighedsudvalg. Foto: Favrskov Kommune

Tre temaer

Arbejdet bliver delt op i tre peioder af 12-14 måneder ned hvert sit tema.

Tema 1: Energi til fremtiden

Temaet fokuserer på energiproduktion, energioptimering og sektorkoblinger, hvor der arbejdes med at understøtte samtænkningen af energiforsyningen, herunder håndtering af udsving i energiforbrug og udnyttelse af overskudsvarme. Temaet skal endvidere forholde sig til muligheder for ejerformer, optimering af energiproduktion og borgerinddragelse.

Tema 2: Plads til mennesker, natur og landbrug:

Temaet fokuserer på arealanvendelse – hvordan der sikres plads til alt det, man gerne vil, og gør sig tanker om. Hvordan den eksisterende arealanvendelse kan inddrages i den grønne omstilling – herunder skovrejsning og vådområder. Det skal ligeledes inddrages, hvordan man sikrer en god biodiversitet samt plads til natur og rekreativitet.

Tema 3: Alt det, vi kan gøre sammen:

Temaet fokuserer på, hvordan borgere, virksomheder, landbrug, institutioner og organisationer kan bidrage aktivt til den grønne omstilling. Emner kan være klimaaftryk i form af mad, forbrug, transport og andet. Temaet vil give anbefalinger, der vil have relevans for store dele af kommunens virksomhed, herunder primært sundheds-, dagtilbuds- og skoleområdet.

Midlertidige medlemmer

Følgende medlemmer udpeges til første temaperiode:

Repræsentant for vidensinstitution: Hans Sanderson, Department of Environmental Science, Aarhus Universitet

Repræsentant fra varmeforsyning: Bjørn Stender, direktør for Hammel Fjernvarme.

Formanden og næstformanden for bæredygtighedsudvalget aflønnes med hver 35.000 kroner om året.