Fortsæt til indhold

Langt om længe godt nyt til fodboldfolket - tør klubberne gribe gylden mulighed?

Fodboldklubberne i Syddjurs kan se frem til at få flere muskler efter, at forligspartierne bag Budget 2023 har været progressive og bevilget kroner til at indgå en såkaldt Velfærdsalliance med DBU.

Politik

DBU har siden 2014 arbejdet målrettet med mange danske kommuner med henblik på at synliggøre fodboldens samfundsværdi, styrke fodbolddeltagelsen og skabe fælles glæde i forbindelse med landsholdsaktiviteter rundt i landet.

  • For kommunens vedkommende kan perspektivet være at styrke den kommunale sundhedsindsats for særlige patientgrupper ved at inddrage og brobygge til idrætsforeningers tilbud. Det kan også være at afsøge nye metoder i den kommunale beskæftigelsesindsats ved at skabe motiverende aktiviteter for arbejdsledige borgere og dermed knytte klubfaciliteter, der i dagtimerne står ledige, med de borgere, der ikke har regelmæssige gøremål i selvsamme dagtimer. Eller noget tredje.
  • For klubbernes vedkommende kan det være ønsket om styrket samarbejde med kommunen eller ønsket om flere medlemmer, frivillige eller aktiviteter.

Sådan står der at læse på DBUs hjemmeside, hvor det også er oplyst, at efterhånden mange danske kommuner til dato har sat deres signatur på en velfærdsalliance med DBU.

Nu kommer turen til Syddjurs. En velfærdsaftale er unik i den forstand, at de tager højde for den enkelte kommunes ønsker og behov.

I det kommende budget og de tre overslagsår er der afsat 184.000 kroner til ’Alliancen’ med DBU.

En del af noget større

Velfærdsalliancer er gensidigt forpligtende samarbejdsaftaler mellem kommunen, DBU samt DBU’s lokalunion og involverer typisk to spor:

  • Breddeaktiviteter (eller En Del af Noget Større-aktiviteter)
  • Eliteaktiviteter

En Del af Noget Større-aktiviteterne kredser sig særlig om disse indsatsområder:

  • Sundhed
  • Social indsats
  • Beskæftigelse
  • Klubudvikling

DBUs ’En Del af Noget Større vision’ skal underbygge fortællingen om, at 2+2 = 5 - at den enkeltes udbytte af fodboldspillet er større og mere end blot selve spillet.

Fodbold kan og bliver brugt til større samfundsmæssige udfordringer, såsom sundhed, integration, socialt samvær og inklusion – både nationalt og lokalt.

Viborg Kommune med Venstre borgmester Ulrik Wilbek (V), tidligere landstræner for både herre- og damelandsholdet i håndbold med kæmpe succes, i spidsen indgik i 2021 en velfærdsalliance med DBU.

Op til klubberne

Syddjurs kan imidlertid indgå nok så mange velfærdsalliancer med en muskelorganisation som DBU, men det kan kun ske i et samspil med klubberne, understreger DBU.

Altafgørende er det derfor, at klubberne selv kommer på banen med ønsker og holdninger.

Klubberne skal se mulighederne i Velfærdsalliancen, der kan løfte dem ind i en ny fremtid for lokalfodbolden.

Det er forventeligt, at der meget snart bliver et møde for samtlige fodboldklubber i Syddjurs og repræsentanter fra DBU, hvor man indbyrdes bliver enige om, hvordan Velfærdsalliancen bedst muligt tilgodeser klubbernes behov.

Temaer er der nok af, som der er det i andre kommuner:

  • Opgradering af fagligheden hos trænerne.
  • Opgradering af klubbernes ledelse og evne til at lægge en strategi for foreningen, der rækker længere frem end morgendagen.
  • Hvordan får klubberne flere medlemmer i bredden?
  • Hvordan fastholder man spillerne i U16, U17, U18 og U19 årgangene?
  • Hvordan arbejdes der med lokale talenter?
  • Hvordan arrangere morgentræning i samarbejde med de lokale folkeskoler?
  • Hvordan drage nye målgrupper ind i fodboldklubbens hverdag?
  • Hvordan kan klubberne med fordel lære af hinanden og udnytte best practice i egen forening?