Nu får også kritiker af Rewilding Mols en time med Byrådet
Jens Kristoffersen, mangeårig hestedyrlæge og for nuværende formand for lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, mødes med Byrådet mandag aften.
»Det er med stor glæde vi har erfaret, at borgmesteren for Syddjurs Kommune ønsker at mægle i den verserende strid om Molslaboratoriet.
Dog finder vi det mærkeligt, man kun vil høre en forklaring fra en meget stor fortaler for Molslaboratoriet og rewilding, nemlig museumsdirektør Bo Skaarup, der er øverste chef for Molslaboratoriet. Derimod ønsker man tilsyneladende ikke at lytte til faglig kritik af rewilding.«
Sådan lød det i et debatindlæg forleden i Adresseavisen Syddjurs. Det var forfattet af dyrlægerne Lotte Bøgedal og Jens Kristoffersen og stilet direkte til borgmester Michael Stegger Jensen.
Borgmesteren svarede fluks tilbage, at kritikerne af Rewilding Mols nok skulle blive hørt og få lejlighed til at møde Byrådet.
Kun Kristoffersen
Det sker mandag 12. juni, hvor Jens Kristoffersen, mangeårig hestedyrlæge med base i Knebel og for nuværende formand for lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, er inviteret til at møde Byrådet en time fra klokken 18.15 til 19.15 i byrådssalen på Rådhuset i Ebeltoft.
»Der er ikke inviteret andre end Jens Kristoffersen,« siger Syddjurs Kommunes pressechef, Ole Bjarke Nielsen.
Jens Kristoffersen har i en årrække fra en faglig vinkel rejst kritik af Rewilding Mols for manglende hensyntagen til dyrenes velfærd. Særligt har han kritiseret, at dyrene er hegnet inde, og derfor reelt ikke er fritgående.
Hestedyrlægens møde med Byrådet foregår i umiddelbar forlængelse af et oplæg om Kommuneplanen, som hele Byrådet er samlet for at annamme.