Fortsæt til indhold

Biogasanlæg v. Nimtofte: Politisk flertal har pillet Østenfjeldvej 9 helt ud af ligningen - betyder det farvel til biogasprojektet?

Et stort flertal i Syddjurs, minus Enhedslisten vil have et stort og industrielt baseret biogasanlæg i kommunen, men den placering som investor foretrækker har et flertal i Erhvervs- og planudvalget skudt ned.

Politik

Politikerne har nikket ja til, at der skal opføres et stort industrielt bioagasanlæg i Syddjurs.

Kun Enhedslisten bakker ikke op.

Efter Erhvervs- og planudvalgets møde i denne uge begynder man at ane, hvad vej vinden blæser om en mulig placering.

I forhold til den politiske velvilje, har der hidtil ikke været enighed om placeringen i Syddjurs Byråd, fordi flere mener, at den ønskede på Østenfjeldvej 9 vil konflikte med Djurs Sommerland og forlystelsesparkens interesser, herunder den lokalplan, som Byrådet har vedtaget, og som giver Djurs Sommerland mulighed for at opføre feriehotel med tilhørende overnatningsmuligheder i form af bungalows og campingplads, i alt 450 ferieenheder.

Endvidere mener de samme, at et biogasanlæg på den ønskede placering vil gøre det svært at fastholde investorernes lyst til fortsat at have øje for en feriepark i det område, der omkranses af Djurs Sommerland og Lübker Golf.

Embedsværket hos Syddjurs Kommune med planchef Henrik Bernberg i spidsen har nu brugt en god måneds tid på at screene området ved Hovedvej 16 for alternative placeringer i forhold til den ønskede ved det nuværende biogasanlæg på Østenfjeldvej 9, som ejes og drives af Brdr. Thorsen I/S.

Det er også Brdr. Thorsen I/S, der sammen med Konsangas/UGI, er villige til investere mange millioner i opførelsen og driften af et storanlæg.

Fem muligheder undersøgt

Henrik Bernberg & kompagni har afsluttet deres arbejde med det rådgivende ingeniørfirma NIRAS A/S som konsulenter.

I denne uge blev resultatet af arbejdet forelagt Erhvervs- og planudvalgets fem politikere med den konservative Kasper Kolstrup Møller som formand.

Der bliver peget på følgende fem placeringer:

  1. Den ansøgte placering på Østenfjeldvej 9
  2. Nordvest for den ansøgte placering (Tæt på ejendommen, hvor der på gavlen står Stutteri Egemose på) - Vest for Djurs sommerland
  3. Arealer ved Georgsminde nord for rute 16
  4. Arealer ved Kolstrup nord for rute 16
  5. Øst for Nimtofte (nord for Sjørup, øst for Mogenstrup, syd for Bækhuse og vest for Langbygård)

Placering 3 og 5 vurderes til ikke at have gang på jord, mens vurderingen ifølge embedsværket og NIRAS er, at de tre øvrige har potentiale, men med placering 4 som den fortrukne. Jordstykket ligger på den modsatte side af Djurs Sommerland i forhold til det nuværende biogasanlæg.

Udviklingsdirektør Poul Møller har i sin indstilling til udvalget udelukkende peget på placering 4 som den oplagte. I modsætning til placering 1 + 2, hvor Brdr. Thorsen I/S ejer jorden, er det en anden landmand som er jordbesidder ved den af direktøren anbefalede placering 4.

To i høring

I Erhvervs- og planudvalget valgte et flertal bestående af formand Kasper Kolstrup Møller (C), næstformand Ole Sønderskov Hansen (A) og partifællen Jan Fischer (A) samt Nye Borgerliges Laila Sortland at anbefale, at placering 4 og placering 2 sendes i høring, men altså ikke den fra investors side ønskede placering 1.

Kun Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen anbefalede at sende både placering 1, placering 2 og placering 4 i offentlig høring.

Nu lander sagen på Økonomiudvalgets bord, hvor SF er repræsenteret af gruppeformand Kirstine Bille og Radikale Venstre af solisten Heine Skovbak Iversen. De øvrige er Venstres Claus Wistoft og Riber Hog Anthonsen, Konservatives Tommy Bøgehøj, Enhedslistens Jesper Yde Knudsen og borgmester Michael Stegger Jensen (A), der er født formand for udvalget.

Fra Økonomidudvalget sendes sagen videre til endelig afgørelse - i forhold til hvilke placeringer, der skal sendes i høring - på det kommende Byrådsmøde.

Da Adresseavisen fredag spurgte Kirstine Bille til SFs holdning, svarede hun, at byrådsgruppen ikke har haft lejlighed til at læse de mange bilag og diskuteret udkommet på et gruppemøde.

Traditionelt har Kirstine Bille i sin byrådstid i Syddjurs, der begyndte i 2006-2007, haft den indstilling, at lokalplaner, screeninger m.m. som udgangspunkt sendes i høring hos borgerne uden alle mulige politiske mellemregninger, så politikerne bliver klædt bedst muligt på til at træffe den endelige beslutning, når den tid kommer i byrådssalen.

Spørgsmål til Udvalget

Adresseavisen har bedt de fem medlemmer af Erhvervs- og planudvalget forklare, hvorfor og hvordan de er kommet frem til deres anbefalinger.

»Vil I mest af alt læserne klogere på den indstilling, som et flertal i Udvalget har peget på vedr. placering af Biogasanlæg?«

  1. Hvad er dit argument for at undtage placering 1 i Høringsfasen?
  2. Hvorfor foreslå placering 4, som er direktørens indstilling? Arealet ejes jo ikke af ansøger? Hvordan har du sikret dig, at ansøger overhovedet er interesseret i at opkøbe jord på den tænkte placering? Hvordan har du sikret dig, at jordbesidder på placering 4 vil sælge? Hvis ansøger afviser denne placering, er det ikke aktuelt at afvikle en høringsfase. Er du enig?
  3. Hvordan har du det med, at der vil være to biogasanlæg på hver side af Djurs Sommerland, hvis direktørens indstilling følges?
  4. Hvordan vil du ved at pege på forslag 4 sikre, at trafikken af lastbiler forbi Djurs Sommerlands hovedindgang ikke vil påvirke trafikken nævneværdigt?
  5. Hvordan har de fejlbehæftede bilag påvirket din stillingtagen? (Der blev på udvalgsmødet oplyst, at der var fejl i rapporten fra NIRAS)
  6. Hvordan har modstanden mod placering 1 fra start – af hensyn til Djurs Sommerland og turistprojektet påvirket din stillingtagen?
  7. Hvordan kan Syddjurs Kommune nå sine 2030 klimamål uden et biogasanlæg efter din mening?

Læs politikernes svar senere her på siden.

Samtlige fem har fået en deadline, der hedder lørdag indenfor normal arbejdstid til at svare.

Adresseavisen har modtaget svar fra fire af de fem medlemmer af Erhvervs- og planudvalget.