»Langvarig hjemløshed skal være fortid«
Hjemløse aarhusianere skal have tilbud om egen bolig og støtte hurtigere end i dag. Onsdag præsenterer rådmand Anders Winnerskjold (S) en omstilling af hjemløseindsatserne, som skal gøre langvarig hjemløshed til fortid inden 2030.
»I Aarhus har vi de seneste år arbejdet målrettet at hjælpe aarhusianere fra hjemløshed til en hverdag med egen bolig, støtte og fællesskaber. Og med ny lovgivning på plads er vi klar til at skrue op for hjælpen til nogle af de mest udsatte borgere i vores by,« fortæller Anders Winnerskjold (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Derfor præsenterer rådmanden nu en omstilling af hjemløseområdet, som skal hjælpe flere aarhusianere fra hjemløshed til en hverdag i eget hjem.
»De fleste mennesker i hjemløshed drømmer om et sted, der er deres eget. En tryg base. Den drøm skal vi hjælpe med at gøre til virkelighed, og det kræver, at vi stiller større krav til vores eget system og rykker endnu tættere på vores samarbejdspartnere,« forklarer rådmanden og fortsætter:
»Vi har de seneste år gjort os vigtige erfaringer med Housing First, hvor en fast bolig går hånd i hånd med støtte til at etablere sig i hverdagen. Nu skal flere have den hjælp, vi ved virker. Der vil fortsat være forsorgspladser til aarhusianere i en akut boligsituation, men lange ophold på forsorgstilbud skal være fortid for de fleste. På den lange bane skal hjemløshed være fortid i Aarhus.«
En række nye målsætninger og tiltag skal sætte retningen for de kommende års arbejde på området.
Inden 2030 skal antallet af aarhusianere i hjemløshed være faldet fra 507 til 150, og flere skal have en tilknytning til byens fællesskaber og arbejdspladser. I 2030 skal langvarig hjemløshed helt være fortid i Aarhus.
Som et led i omstillingen skal der blandt andet etableres pakkeforløb, som skal bidrage til hurtigere afklaring af den enkelte borgers ønsker og behov i forhold til bolig, støtte og fællesskaber. Pakkeforløbene skal sikre, at de forskellige aktører omkring borgeren er koordinerede og at indsatserne er tænkt sammen.
»Pakkeforløb skal sikre, at vi er klar til at træde til, så snart borgeren har brug for vores hjælp til at komme ud af hjemløshed,« siger Anders Winnerskjold.
I foråret tog rådmanden initiativ til et lokalt partnerskab på hjemløseområdet, som består af 26 sociale aktører med en fælles ambition om at sikre alle aarhusianere en vej ud af hjemløshed. Og partnerskabet er helt afgørende for at kunne hjælpe flere fra hjemløshed til eget hjem, fortæller rådmanden:
»I Aarhus har vi på blot tre år næsten halveret antallet af hjemløse unge. Det har krævet politisk prioritering, stærke samarbejdspartnere og mod til at gå forrest – og det bliver også afgørende de kommende år. Kun i fællesskab kan vi finde og etablere de boliger, der er behov for, og byens mange foreninger og organisationer får også i fremtiden en vigtig rolle i forhold til at åbne dørene til fællesskaber og modvirke ensomhed.«
Byrådet behandler omstillingen af hjemløseområdet onsdag aften.