Blander pærer og bolcher ved at inddrage Fornæs Renseanlæg i biogasdebatten i Syddjurs
Direktør i AquaDjurs, Palle Lyngsø Mikkelsen, afviser helt og aldeles, at spildevandsselskabet kan løse den gordiske knude i Syddjurs med at finde en placering til et biogasanlæg.
Det har lydt i flere omgange, senest på borgermødet i Ryomgård i sidste uge om placeringer af biogasanlæg ved Hovedvej 16, at der var et alternativ på Fornæs Renseanlæg, som er domæne for det af Norddjurs Kommune ejede spildevandsselskab AquaDjurs.
Formand for bestyrelsen i Syddjurs Spildevand A/S, pendant til AquaDjurs, Jørgen Ivar Mikkelsen, skød med det samme tankerne ned uden, at det tilsyneladende bed på den tilhører, der rejste spørgsmålet på borgermødet.
Lokalavisen har spurgt direktør i AquaDjurs , Palle Lyngsø Mikkelsen, og han forklarer med det samme, at det vil være at blande pærer og bolcher at inddrage Fornæs Renseanlæg i biogasdebatten i Syddjurs.
Fornæs Renseanlæg ligger nogle kilometer nord for Grenaa i et område med særligt forurenende virksomheder, bl.a. De Danske Gærfabrikker A/S, og har en infrastruktur der betyder, at alt spildevand pumpes i rørledninger til renseanlægget.
Spildevandet renses således centralt.
»I AquaDjurs har vi en vision om at sikre en energi- og klimaneutral spildevandsrensning og har i forbindelse med de indledende arbejder for udvidelse af Fornæs Renseanlæg bl.a. igangsat en opgradering det eksisterende slambehandlingsanlæg, så det matcher den fremtidige belastning på 150.000 PE.
Ressourcerne i spildevandet bliver således udnyttet til varmeproduktion i procesøjemed og til produktion af el på renseanlægget,« forklarer Palle Lyngsø Mikkelsen.
Håndtering af gylle fra landbruget er således ikke et forretningsområde vi selskabsretsligt må eller kan gå ind i.Palle Lyngsø Mikkelsen, direktør Aqua Djurs
Gylle uden for nummer
Vandbranchen er via Vandsektorloven underlagt en stram regulering fra Staten, og det sætter nogle naturlige begræsninger.
I praksis betyder det, at forretningsområderne er stærkt fokuseret på vand og spildevand.
»Håndtering af gylle fra landbruget er således ikke et forretningsområde, vi selskabsretsligt må eller kan gå ind i. Men der kunne muligvis være synergier, hvis anlæggene lå tæt på hinanden,« siger Palle Lyngsø Mikkelsen.
Men han tilføjer, at det nu ikke er så ligetil.
Han fremhæver to forhold:
1. En blanding af biomasse (gylle) og spildevandsslam ved udrådning kan være problematisk.
»Det er praksis at udrådne gylle ved en højere temperatur end spildevandsslam. Vi har kendskab til, at man på nogle anlæg behandler både biomasse og spildevandsslam, men at det sker i separate rådnetanke og altså i adskilte anlæg.«
2. Spildevandsslam overholder ’Affald til jord’-bekendtgørelsens grænseværdier, men det er ikke alle steder slammet kan udbringes på landbrugsjord.
»Dette skyldes bl.a., at flere fødevareproducenter ikke ønsker at aftage produkter, hvis der har været anvendt spildevandsslam som gødning. En blanding af gylle og slam er derfor problematisk,« siger Palle Lyngsø Mikkelsen.
Han bemærker i tilnkytning hertil, at spildevandsslam kan indeholde miljøfremmede stoffer som f.eks. tungmetaller, medicinrester og PFAS.
De miljøfremmede stoffer kan begrænse muligheden for jordbrugsanvendelse af en udrådnet blanding af gylle og slam.
»Udgangspunktet for AquaDjurs er således en vision om at sikre en energineutral spildevandsrensning kombineret med et stort fokus på håndtering af produktstrømmene fra spildevand,« slår direktøren fast.
Fusionerer ved årsskiftet
AquaDjurs og Syddjurs Spildevand samler kræfterne i et nyt fælles selskab fra årsskiftet. Fusionen er på plads og vedtaget i Norddjurs Kommunalbestyrelse og Syddjurs Byråd.
Fusionen gør det muligt at lukke en række mindre spildevandsanlæg og oprette et nyt og moderne renseanlæg for hele Djursland ved at udbygge og modernisere anlægget ved Fornæs..
I Syddjurs er der således hele ti mindre spildevandsanlæg som frem mod 2031 samles i et stort renseanlæg.