»Udemokratisk og alt for hierarkisk«: Endnu en byrod bliver løsgænger
Utilfredshed med rammerne i partiet både i Skanderborg og på landsplan har nu ført til, at en populær socialdemokratisk byrod har meldt sig ud af partiet.
»Tudetosset og galimatias«
Så kontant var meldingen fra Malene Ringberg, da de øvrige byrødder besluttede, at Skanderborg Kommune skal forlade VisitAarhus og gå solo.
Præcist det samme har Malene Ringberg nu også selv gjort. Onsdag inden byrådsmødet trådte hun ud af Socialdemokratiet og blev løsgænger i Skanderborg Byråd. Det sker næsten præcist et år efter, en anden socialdemokrat, Ole Drøgemüller, gjorde det samme.
»Jeg er ikke enig i de lokale rammer og i Socialdemokratiets rammer helt generelt. Jeg mener ikke, de er demokratiske. Jeg synes, der er alt for hierarkisk, også her i Skanderborg,« forklarer Malene Ringberg om årsagen til bruddet med Socialdemokratiet.
»For mig at se, er der for meget magt i Økonomi- og Erhvervsudvalget,« uddyber hun og tilføjer, at hun gerne så Skanderborg-modellen afskaffet, så flere beslutninger blev lagt ud til fagudvalgene.
Under onsdagens byrådsmøde sagde malene Ringberg, at hun vil oprette et nyt parti: De Moderne.
»Det med et nyt parti skal stå i gåseøjne. Jeg beholder mit mandat resten af byrådsperioden, og jeg forventer også at stille op igen. Om det så skal være med et lille nyt lokalt parti eller en borgerliste, det skal jeg til at finde ud af,« fortæller hun.
For mig er demokrati, at dem, der får de fleste stemmer, også er dem, der får de vigtigste poster som formænd eller næstformænd i fagudvalgeneMalene Ringberg, løsgænger
Beslutningen om at melde sig ud af Socialdemokratiet kommer efter lange overvejelser.
»Det er en tanke, jeg har tumlet med, siden jeg blev valgt ind sidste gang, hvor jeg fik 530 personlige stemmer. For mig er demokrati, at dem, der får de fleste stemmer, også er dem, der får de vigtigste poster som formænd eller næstformænd i fagudvalgene,« konstaterer hun.
Malene Ringberg understreger, at hun stadig er enig i de socialdemokratiske grundværdier.
»Jeg er enig i grundværdierne. Det handler om at at prøve at få alle med i samfundet og at skabe lige muligheder for alle og have fokus på fællesskabet. Og at man i særlig grad har fokus på dem, der har udfordringer uanset alder.«
Som løsgænger skal Malene Ringberg præcis som Ole Døgemüller være med i de kommende budgetforhandlinger, hvor Skanderborg skal spare op til 45 millioner kroner på velfærden.
»Med min socialpædagogiske baggrund, så prioriterer jeg selvfølgelig at holde hånden over mennesker i udfordringer i alle aldre. Jeg vil ikke være med til at lave besparelser på områder, der omfatter børn og ældre med svære udfordringer. Jeg vurdere ud fra de enkelte forslag. Med den erfaring jeg har med mig som tidligere SFO-leder og dagtilbudsleder, så ved jeg godt, at man kan finde besparelser, hvor det ikke gør særligt ondt. Dem vil jeg gå efter,« oplyser hun.
Den grønne omstilling bliver et andet væsentligt punkt for hende i budgetforhandlingerne.
»Jeg vil stille forslag om at lave et grønt pas til alle kommunens borgere, hvor de kan få inspiration til, hvordan de kan være med til at gøre noget godt for klimaet efter samme princip som de røde ø-pas. Tanken er, at man i det grønne pas får konkrete forslag til, hvad man kan gøre. Så kan man krydse af, hvad man allerede gør, og man kan tilføje ekstra ideer. Det skal frem for alt indeholde inspiration og masser af gode ideer, der kan motivere til at handle grønt og klimavenligt,« forklarer Malene Ringberg.
»Vi starter her i Skanderborg, og så skal vi have ideen spredt ud til andre kommuner,« lyder det fra den nye løsgænger, der selv er begyndt at cykle oftere, tage toget mere og spise mindre kød og mere grønt.