Fortsæt til indhold

Livsliniens afdeling i Aarhus er lukningstruet

Finanslovsforslaget bliver lige nu kigget i sømmene, og nu råber Livslinien op. Regeringen lægger op til at skære i budgettet, hvilket kan få konsekvenser for nyåbnet afdeling i Aarhus.

Politik
nln

2.6 millioner kroner.

Så mange penge kommer Livslinien til at mangle, hvis regeringens finanslovsforslag, som er blevet præsenteret i denne uge, bliver til virkelighed.

Det kan få konsekvenser for organisationens afdeling i Aarhus, skriver Livslinien i en pressemeddelelse.

Ifølge finanslovsforslaget for 2024 har regeringen valgt ikke at videreføre den natbevilling, som udløber ved udgangen af 2023. Samtidig mangler der 500.000 kroner på grundbevillingen til at videreføre basisdriften.

Udsigten de kommende år er, at Livslinien først er nødt til at lukke natterådgivningen, og dernæst må afdelingen i Aarhus lukke, oplyser Livslininen i pressemeddelelsen.

»Det er slet ikke til at forstå, at regeringen laver et mål om at reducere antallet af selvmord med 33 procent, og samtidig skærer i midlerne til den mest forankrede selvmordsforebyggende institution, vi har,« siger direktør for Livslinien Jeppe Kristen Toft.

70 frivillige i Aarhus står for at tale med selvmordstruede danskere og give dem hjælp. Årligt tager de frivillige imod 7.000 opkald.

Siden 2021 har flere partier sikret ekstra tilskud til Livslinien for at etablere natterådgivningen. Beslutningen for at lave en nattetelefon er lavet på baggrund af en ekstern analyse af, hvorvidt Livslinien kunne hjælpe flere selvmordstruede.

På trods af, at evalueringen fastslog, at organisationen kan hjælpe flere, lægger regeringen op til ikke at videreføre tilbuddet.

Årligt modtager Livslinien omkring to millioner kroner til vedligeholdelse af deres rådgivning om natten.