Fortsæt til indhold

Høje bølger til borgermøde: »Nu må I simpelthen stoppe«

Tidligere Syddjurs borgmeste Kirstine Bille (SF) sendte en sviner til Christiansborg, og den generelle holdning her: Kommunerne bruger for mange penge.

Politik

Godt 100 Syddjurs-borgere valgte torsdag aften at bruge 3,5 time på præsentation af og debat om næste års kommunale budget. Syddjurs Kommune havde inviteret til borgermøde og udgangspunktet for aftenen var det budgetkatalog, som kommunens direktion har lavet med bud på, hvor der kan omprioriteres. Eller spares, for det er det, Syddjurs Kommune skal. »Nu må I simpelthen stoppe«

Kort fortalt er behovet for besparelser udløst af den økonomiske krise i 2022 og den demografiske vækst, det vil sige flere tilflyttere, som kræver daginstitutioner, og flere ældre, som kræver pleje. Kataloget danner grundlag for de kommende budgetforhandlingerne, der er lige om hjørnet, og derfor ville politikerne gerne have borgernes indspark, inden de skal tage de svære beslutninger og finde besparelser for 30 millioner kroner.

Det var da også derfor, en stor del af borgerne var mødt op. Efter kommunaldirektør Rasmus Møllers velsmurte gennemgang af kommunens økonomi, stillede de syv pædagogiske udvalg op ved hver sin stand i hallen i Kolind +, og det gav de fremmødte mulighed for at stille spørgsmål, og - nok lige så vigtigt - lufte deres bekymringer for de besparelser, der muligvis kan ramme lige præcis det sted i samfundet, som de brænder for.

Nu må I stoppe

Kommunens klart største udgift går til socialområdet og særligt til sundhed og ældre, og derfor var mængden af dedikerede borgere da også størst rundt om Sundheds- og Ældreudvalgets stand, men hele vejen rundt blev der talt og diskuteret flittigt om reduktion af tilskud til landdistrikterne, ansættelse af ny direktør fremfor kernevelfærd, besparelser på PPR og plejehjemscafeer, byggegrundes placeringer, stop af anlægsarbejder, rekruttering af sundhedspersonale og meget mere.

Ikke så få gange forsvarede politikerne sig, når de blev bedt om en holdning til en specifik besparelse, med: »det jo bare er et forslag og det er ikke vores ide, men administrationens.« Da svadaen endnu engang blev fyret af, denne gang fra en af politikerne i Familie-, børne- og læringsudvalget, satte en borger foden ned.

»Jeg ved udmærket godt, det kun er et forslag, og at det kommer fra direktionen, men I lavet det her borgermøde for at vi kan høre hinandens holdninger, så nu må I simpelthen stoppe med at gemme jer bag ved ’bare et forslag’.«

Udvalgene blev udfordret og blev klogere af borgernes mange indspark og spørgsmål, og de lovede at tage det hele med, når de skal beslutte sig for, hvor der skal spares. Foto: Anne Frank Henriksen
Der bliver lyttet grundigt. Foto: Anne Frank Henriksen

Robotstøvsuger

Efter en omgang mad var det tid til fælles debat, der kom bredt omkring flere punkter i sparekataloget, blandt andet takket være skarpe spørgsmål fra Demorådets formand. Han bad for eksempel politikerne om at nævne ét sted, hvor de faktisk gerne vil spare.

Christoffer Pedersen (V) tog ordet og nævnte forslaget om at droppe støvsugning ved de ældre og i stedet kræve, at de skal skaffe sig en robotstøvsuger, faktisk i hans øre lød som en god ide, for ja, man kan godt kræve, at de ældre har en robotstøvsuger som en almindelig del af husholdningen.

Robotstøvsugeren blev borgermødets uventede gæst, for det var det punkt, der fyldte mest og ad flere omgange, og borgerne var ikke begejstrede. Venstrepolitikeren tog da også sidst på aftenen responsen til efterretning.

Det gjorde til gengæld meldingen fra Ole S Hansen (S) om, at han er klar til at kigge på, om børn helt ned til 0. klasse virkelig behøver en ipad, som udløste bifald. Jesper Yde Knudsen (Ø) tog en gammel traver frem, da han sagde, han ikke kan forstå, at man sidste år kunne skære ned ældreområdet og samtidig oprette en erhvervsenhed. Erhvervsenheden har været Kasper Kolstrup Møllers (K) hjertebarn, så det fik ham hurtigt op af stolen med en besked til Yde om, at det faktisk er erhvervslivet, der betaler gildet.

Salen i Kolind + var godt fyldt op torsdag aften til borgermøde om det kommunale budget for 2024. Foto: Anne Frank Henriksen

Kim Lykke Jensen (SF) mener, at vi kan slå to fluer med et smæk ved at slå mindre græs. Det sparer penge og er bedre for biodiversitet og miljøet. Jan Aude (C) vil finde besparelser i det ikke borgernære, det vil sige ændringer i struktur og administration.

Hele aftenen lovede politikerne over en bred kam igen og igen, at de vil tage ansvaret på sig og forsøge at finde besparelser, som går mindst muligt ud over kernevelfærden.

Som sidste indlæg i debatten sagde en borger:

»Der, hvor I sparer på folk, der ikke har et reelt valg, der skal I holde snitterne væk. Det er så nemt at skære i velfærden og så utroligt svært at genoprette den.«

Kristine Bille (SF) afsluttende bemærkning ramte vist meget godt den følelse, borgerne gik hjem med.

»Alle besparelser der rammer vores svage borgere er svære. Vi er dog nødt til at spare, og det hænger blandt andet sammen med, at Christiansborg tror, vi kommuner har masser af penge, og de har ovenikøbet lagt låg på, hvor mange vi må bruge. Mit største problem med den her situation er faktisk at forklare over for mig selv og jer, hvorfor vi overhovedet skal spare, når der er så mange penge i samfundet.«

Der er høringsfrist på sparekataloget 12. september. Budgettet vedtages i midten af oktober.