Her vil lokalpolitikerne spare på den kommunale service
Der skal spares både på skolerne og i tilbud til udsatte borgere og ældre.
Budgetforslag 2024-2027 for Favrskov Kommune indeholder besparelser på cirka 14 millioner kroner i 2024 og 20 millioner kroner om året de følgende tre år. Baggrunden for besparelserne er, at forligspartierne har haft en målsætning om, at kommunens økonomi skal være i balance, og man har prioriteret at afsætte penge til stigende udgifter på det specialiserede socialområde, som besparelserne skal opveje.
Langtidssygdom
Budgetforslaget indeholder i alt 38 spareforslag. Denne artikel dykker ned i nogle af dem.
Den største enkeltstående besparelser er en årlig pulje på tre millioner kroner til skolerne og SFO’erne, som de i solidaritet har kunnet trække på i forbindelse med langtidssygdom. Fremover er der altså ikke økonomisk hjælp at hente for den enkelte skole og SFO, hvis medarbejdere bliver langtidssyge.
»Jeg er ikke glad for denne besparelse, men hellere det end at skære direkte i normeringen. Det kan ramme den enkelte skole eller SFO hårdt, men vi har en decentraliseringsaftale, der betyder, de kan overføre underskud,« siger Isabell Friis Madsen, gruppeformand for Socialdemokratiet.
Det Konservative Folkepartis gruppeformand Charlotte Green mener ligeledes, at alternativet til denne besparelse er at skære i normeringerne.
»Vi tror på, det her vil gøre mindst ondt,« siger Charlotte Green.
Den tilsvarende årlige pulje til langtidssygdom på daginstitutionsområdet på en halv million kroner foreslås ligeledes sparet væk.
Derudover er der indenfor børn- og skoleområdet foreslået samlede årlige besparelser på halvanden million kroner på ungdomsskolen, klubtilbud og åbningstid i SFO med videre.
Rammebesparelser
Den næststørste post er årlige rammebesparelser på 2,3 millioner kroner i hvert af årene. Beløbet svarer til en promille af kommunens samlede serviceudgifter, og det er op til eksempelvis den enkelte skole at finde den pålagte besparelse.
Det har været et udtalt mål for borgmesteren, at politikerne skal tage ansvar ved at øremærke så mange besparelser som muligt og ikke lade det være op til de enkelte kommunale afdelinger at udmønte besparelser. Det er da også lykkedes i høj grad, når man sammenligner med forvaltningens udkast til rammebesparelser, der var fem gange så høje som i politikernes budgetforslag.
»Vi har gjort en dyd ud af at øremærke reduktioner, og jeg tvivler på, at det bliver nødvendigt med den lille rammebesparelse fra 2025, når vi har så mange ubekendte økonomiske forhold. Men det er et lille beløb, og vi lever med det,« siger Isabell Friis Madsen, gruppeformand for Socialdemokratiet.
Café AG og væresteder
Socialdemokratiets frontfigur nævner også, at hun er ked af, at man fra 2025 nedlægger Café AG i Hadsten, hvilket giver en årlig besparelse på 190.00 kroner. Caféen er en form for socialøkonomisk virksomhed.
»Alle har været rigtig glade for caféen, men den løber simpelthen ikke rundt økonomisk.«
Forligspartierne foreslår desuden en ekstra lukkedag på kommunens tre væresteder i Hammel, Hinnerup og Ulstrup fra 2025, hvilket giver en årlig besparelse på 300.000 kroner.
»Jeg har selv forsvaret værestederne i mange år, men der kommer ikke mange i formiddagstimerne,« siger Isabell Friis Madsen.
Bostøtte
Socialdemokratiets gruppeformand nævner endvidere, at samling af bostøtteindsatsen nok vil give anledning til bekymringer. Forligspartierne vil sammenlægge de to fagområder Voksenhandicap samt Social og Psykiatri til ét område og spare den ene leder væk, hvilket giver en besparelse på godt 600.000 kroner om året.
Derudover foreslås bostøtteindsatsen reduceret med 275.00 kroner om året fra 2025. Det kan man ifølge forvaltningen gøre, fordi kommunen er blevet mere effektiv til at afslutte forløb med borgere, så de kan stå på egne børn. Det kan dog ikke udelukkes, at besparelsen vil give nogle borgere øget ventetid på et bostøtteforløb og færre besøg i forløbet.
Demensdaghjem
En anden relativ stor besparelse indenfor socialområdet sker ved at samle daghjems-aktiviteterne for demente på ældreområdet. De nuværende aktiviteter på plejecentrene Tinghøj i Hammel og plejecentret i Voldum bliver fra nytår samlet i det nyetablerede demenshus på Plejecenter Hinneruplund. Fra nytår bliver bemandingen beskåret med én medarbejder og fra 2025 yderligere en medarbejder, hvilket giver en årlig besparelse på over 600.000 kroner.
Der vil desuden blive arbejdet med at omlægge demensdagtilbuddet Kolonihaven i Hadsten, og forvaltningen arbejder på at tilknytte yderligere frivillige til aktivitetstilbuddene til demente.
Asfalt og vedligehold
Indenfor Teknik- og Miljøområdet er der samlet foreslået besparelser på godt to millioner kroner om året. De største besparelser findes ved at skære i budgettet til at vedligeholde bygninger og lægge asfalt.
Det foreslås også at spare 300.000 kroner ved at droppe middagsrengøring i daginstitutioner. Middagsrengøring blev indført i forbindelse med covid-19, og brugerrådet har sagt god for, at det nu ophører.
Rengøring
Apropos rengøring, så har budgetpartierne droppet forvaltningens forslag om at skære ned på rengøring fra hver anden til tredje uge for de 630 hjemmeboende borgere i Favrskov Kommune, der modtager rengøring.
Det er dog planen at spare 300.000 kroner om året på rengøring i ferieperioder. Kommunen har hidtil tilbudt en erstatningsrengøring, når visiterede borgere, typisk i juleferien og sommerferien, har aflyst rengøring, fordi de selv er på ferie eller har pårørende på besøg. Det er kommunen dog ikke forpligtet til, og den ”ekstra” service bliver nu fjernet.
Politikerne har desuden droppet den foreslåede besparelse, der gik på at fjerne klippekorts-ordningen til ældre og den foreslåede besparelse i hjælpen til at tage kompressionsstrømper på og af.
»Det glæder mig meget. For nogle borgere kan det være en fordel at beholde støttestrømperne på om natten, men beslutningen skal tages i dialog med den enkelte borger og pårørende,« siger Dansk Folkepartis Eva Damsgaard, der selv arbejder i ældreplejen.