Ringparken er ikke væltet endnu. Huser lige nu 22 ukrainske borgere
Planerne om at vælte 20 plejeboliger på det tidligere plejehjem i Ryomgård fortoner sig efterhånden i det uvisse. Hvordan fremtiden kommer til at se ud, bliver der vished for, når politikerne i 2024 skal forholde sig til en plejebolighandlingsplan for kommunen.
Det tidligere Plejecenter Ringparken i Ryomgård står der endnu. Planerne om at nedrive 20 utidssvarende plejeboliger, to fløje, på stedet er det vel efterhånden kun de færreste der husker.
Men nuvel, afgørende begivenheder i verden har også været medvirkende årsag.
Under perioden med corona blev flere af plejeboligerne i den ene af de to fløje således indrettet til ’karantæneboliger’, fordi kommunen skulle stille boliger til rådighed for de borgere, der ikke havde mulighed for at isolere sig, hvis de var konstateret smittet.
I halen af corona fremturede Putin i Ukraine. Følgerne af krigen kom også til at påvirke Syddjurs, som blev naturligt hjemsted for en del ukrainske borgere, primært kvinder og børn, på flugt fra krigens gru.
Ringparken var et naturligt sted at huse dem, før det blev besluttet, hvad der videre skulle ske.
Fortsat hjemsted
Ringparken huser fortsat ukrainske borgere.
Syddjurs Kommune oplyser, at pt. bor 16 ukrainere i Ringparken – 10 voksne og 6 børn. Der støder yderligere en ukrainsk borger til i denne uge, som også skal boligplaceres på Ringparken, som det hedder i den kommunale terminologi.
Derudover bor der fem ukrainere i Pyramidehusene. Det er reelt tomme ældreboliger, der er placeret i tilknytning til Ringparken.
Lang dags rejse
De sidste 12 beboere forlod Ringparken i. juli 2019 og flyttede for hovedpartens vedkommende i stedet ind i plejeboliger i det nybyggede Lillerupparken i Rønde.
Dermed sluttede en epoke i Ryomgård, der gik helt tilbage til den daværende Midtdjurs Kommune. Ringparken blev indviet i 1976 og siden renoveret i 1988.
Der var på det kommunale budget for 2021 afsat 1.7 mio. kroner til nedrivning af de 20 plejeboliger.
Beløbet dækker også midler til genopretning af facade og tag langs den facade, hvor en del af boligerne fjernes, fordi der her er tale om en delvis nedrivning, hvor den resterende bygningsmasse skal bevares.
Pyramidehusene skal efter planerne fortsat bestå. Det samme gælder Aktivitetscentret og den fine café i det tidligere køkken på Ringparken.
Godt spørgsmål
Riber Hog Anthonsen (V), nyvalgt formand for Sundheds- og ældreudvalget, erkender, at de oprindelige planer om give de 20 plejeboliger hammeren fortsat ligger og skvulper.
»Jeg ved ikke, hvor sagen lige ligger, men lige nu er det ikke aktuelt at snakke nedrivning,« siger Riber Hog Anthonsen.
Syddjurs Kommune betaler ikke tomgangsleje for plejeboligerne i Ryomgård længere. De er formelt nedlagte i juridisk forstand, så derfor er der intet økonomisk forgjort ved at lade dem stå.
Antallet af bolde, der fortsat er i spil i Ryomgård, er mange.
I særdeleshed på området ved Ringparken.
Vi nævner her en afklaring af fremtiden for Det gamle posthus, opførelsen af en ny børnehave som skal erstatte den snart udtjente Poppelvejens Børnehave og opførelsen af et nyt plejecenter, som også diskuteres flittigt politisk og er et stærkt ønske fra især Ryomgård Distriktsråd.
Posthuset ejes af Syddjurs Kommune og har senest været hjemsted for en stordagpleje. Men dennes dage er talte grundet for få børn. Så den drejer nøglen 1. marts 2024.
I 2027/28 er det planen at sammenlægge de to kommunale børnehaver, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave. Der er afsat 15 mio. kr. til formålet. De to børnehaver har allerede fælles ledelse og fælles bestyrelse.
Det er meningen, at Poppelvejens Børnehave skal nedlægges og væltes. En sandsynlig ny placering er den såkaldte cirkusplads overfor Ringvejens Børnehave.
Plejebolighandlingsplan
I det netop indgåede budgetforlig er det aftalt, at der i 1. halvår 2024 udarbejdes en plejebolighandlingsplan, som beskriver et oplæg for de kommende års udbygning af antallet af plejeboliger i Syddjurs Kommune.
I den forbindelse ønsker forligspartierne fortsat, at andre anlægsformer som fx friplejehjem indgår i beslutningsgrundlaget. I planen skal fordele og ulemper ved de forskellige anlægsformer beskrives, samt hvilke variationer der findes i forhold til drift af plejehjem. Forligspartierne er enige om at fremrykke investeringer i plejeboliger fra 2027 til 2026.
Der investeres samlet 120 mio. kr. i nye plejeboliger.
Her vil planerne for nye plejeboliger i Ryomgård komme til at indgå, og dermed også fremtiden for Ringparken.
Et nyt plejehjem i Ryomgård har længe været et helt afgørende fikspunkt for Ryomgård Distriktsråd og den tidligere formand Kirting Olesen. Det er det fortsat.
En tur i helikopteren
Den tidligere chef for Syddjurs Kommunes Team Ejendomme, Steen Daugaard Andersen, fik bank internt i organisationen, da han i februar 2022 udtalte til Adresseavisen for egen regning:
»Der er i øjeblikket så mange forskellige bolde i luften i Ryomgård og så mange forskellige ønsker, at det vil dumt at foretage sig noget, som viser sig senere at være at være forkert.«
Et enigt byråds beslutning om at få lavet en plejebolighandlingsplan, vil automatisk flytte de 20 plejeboligers fremtid op i helikopteren, som Steen Daugaard Andersen anbefalede.
Tilføjelse:
Syddjurs Kommune har fremsendt svar til Adresseavisen fredag 27. oktober på en række spørgsmål, som avisen har stillet:
- Forventer man i Syddjurs Kommune, at plejeboligerne skal nedrives?
»Ja, plejeboligerne skal nedrives.«
- Hvordan ser en evt. tidsplan ud?
»Det er afgørende for Syddjurs Kommune, at der foreligger en plan for den fremtidige anvendelse af området. Syddjurs Kommune er på den baggrund i gang med at udarbejde en helhedsplan for området omkring Ringparken. Når skitserne herfor er på plads, og arealerne disponeret, vil den konkrete nedrivning blive planlagt og iværksat.«
- Efter farvel til Stordagplejen i Posthuset i Ryomgård (nabo til Ringparken). Hvad er planerne så for posthuset?
»Der vil stadig være aktivitet i Posthuset, når Stordagplejen stopper. Legestuen fortsætter og et lokale i posthuset bruges desuden af en lokal forening af rollespillere.«
Yderligere tilføjelse:
Opførelsen af en ny børnehave i Ryomgård bliver ikke i 2027-2028 som hidtil planlagt.
Det fremgår af det netop vedtagne budgetforlig, som samtlige 27 byrådspolitikere står bag.