Fortsæt til indhold

Habilitetsstrid afklaret: Horten Advokatfirma frikender Venstre-landmænd i biogassag

Venstres tre landmænd, Jørgen Ivar Mikkelsen, Claus Wistoft og Riber Hog Anthonsen, skal ikke forlade lokalet, når byrådet har biogasanlæg på dagsordenen, fastslår juridisk vurdering.

Politik

I en nyligt offentliggjort redegørelse har advokatfirmaet Horten, med hovedkontor i Hellerup, fastslået, at tre Venstre-landmænd, Jørgen Ivar Mikkelsen, Claus Wistoft og Riber Hog Anthonsen, ikke er inhabile ved behandlingen af biogasprojekter og deres placering i udvalg og byråd.

På et byrådsmøde i september blev habiliteten af de tre politikere sat under skarpt lys.

Spørgsmålet, der blev rejst fra den politiske opposition, lød på, om de tre landmænd kunne være objektive ved beslutninger om placeringen af et potentiel biogasanlæg, når de selv havde økonomisk interesse i sagen.

Jørgen Ivar Mikkelsen havde forinden bedt embedsværket om en juridisk vurdering af sin habilitet.

Jørgen Ivar Mikkelsen var blandt de 97 landmænd på primært Djursland, der er medlem af Leverandørforening Djurs Biogas, og som har skrevet sig på den liste over landmænd som vil levere biomasse til et måske kommende industrielt anlæg ved Hovedvej 16.

De 97 medlemmer betaler et årligt kontingent på 1.000 kroner til Leverandørforening Djurs Biogas.

Jørgen Ivar ude

Jørgen Ivar Mikkelsen meddelte på byrådsmødet, at han havde meldt sig ud af Leverandørforeningen.

Hans landmandskolleger og partifæller, Claus Wistoft og Riber Hog Anthonsen, er ikke med i Leverandørforeningen.

De har valgt at holde sig udenfor. Netop for ikke at blive erklæret inhabile.

Begge har dog understreget at de meget vel kan være interesseret i at levere biomasse, hvis der kommer et industrielt biogasanlæg. Det tager de først stilling til, når der foreligger et konkret projekt.

Ikke et projekt endnu

Advokatfirmaet Horten har i deres vurdering fastslået, at ingen af de tre Venstre-landmænd kan anses for inhabile i forbindelse med fremtidige udvalgs- og byrådsmøder om screening, høring og planlægning af et eventuelt biogasanlæg.

Vurderingen fokuserer på manglende konkretisering og aktualisering af økonomiske fordele og ulemper ved projektet på nuværende tidspunkt.

Sidse redningsplanke

Under byrådsmødet i september lå det i kortene, at et venstrefløjsflertal ønskede at erklære de tre Venstre-landmænd inhabile, fordi den borgerlige side kunne mønstre 13 stemmer mod flertallets 14.

Overraskende nok undlod Socialdemokraten Sidse Graarup Vangsted at stemme, og afstemningen endte uafgjort 13-13, hvilket reddede Venstre-politikerne fra at blive erklæret inhabile.

Et forslag skal opnå flertal for at blive effektueret.

Fjerner tvivl

Advokatfirmaet Hortens klare juridiske vurdering fjerner nu skyggernes slør over habilitetsspørgsmålet.

Det betyder, at de tre Venstre-landmænd frit kan deltage i kommende beslutninger vedrørende biogasprojektet uden inhabilitetsbekymringer.