Udvalgsformand raser over forvaltning: »Skeletterne rasler jo ud af skabene«
Uforudsete udgifter på næsten 10 mio. kr. bekræfter udvalgsformand i, at asbestsag skal undersøges.
Den 22. november skal byrådet tage stilling til et Enhedslisten-forslag om en uvildig undersøgelse af asbestsagen.
Det er blot blevet endnu mere påkrævet efter Din Avis Aarhus’ afsløring af, at udgifterne til asbestsanering er løbet op i næsten ti millioner kroner, mener partiets byrådsmedlem Solveig Munk, som også er formand for Teknisk Udvalg.
»Skeletterne rasler jo ud af skabene i denne sag. Det her bekræfter mig blot i, at der er brug for en uvildig undersøgelse af hele den asbestrenoveringssag,« tordner udvalgsformanden.
Hun vil gerne have udpenslet, hvordan de mange millioner er brugt, så hun kan få et konkret billede af det årelange saneringsforløb.
»De mange ubesvarede spørgsmål i sagen står efterhånden i kø. En specificering må kunne sige noget om omfanget af og tidspunktet for asbestforureningen. Også til brug for de bekymrede håndværkere, der uvidende om asbestfaren har arbejdet i kælderen og på toiletterne.«
Solveig Munk mener, at den anseelige sum penge brugt på saneringen viser, at asbestproblemet har været markant større, end der er blevet givet udtryk for.
»Det har været overordentligt omfattende. Der har åbenbart været asbest i alt, hvad der er rørt ved i den kælder og på de toiletter. Så meget desto mere bekymret bliver man for, om de ansatte og øvrige, der har færdedes på rådhuset, mens projektet stod på, har været udsat for sundhedsfare. Og om de er vidende om den fare de/vi har befundet os i.«
Udvalgsformanden vil desuden gerne vide, hvordan den uventede udgift er blevet finansieret.
Til avisen oplyser Teknik og Miljø blot, at »udgifterne til asbestsaneringen bliver afholdt af Teknik og Miljø.«