Fortsæt til indhold

Explainer: Forstå asbestsagen på to minutter og læs alle artikler

Få en kort forklaring på, hvordan et simpelt renoveringsprojekt på rådhuset har udviklet sig til en dramatisk historie om fyring, beskyldninger, usandheder, påstande om asbest-placering og politianmeldelse af topledelsen i Teknik og Miljø.

Politik

Hvad der startede med at være en helt almindelig sag om et rør-renoveringsprojekt på Aarhus Rådhus, er blevet til en opsigtsvækkende og særdeles speget sag for Teknik og Miljø, som har måttet bruge næsten 10 mio. kr. på asbestsaneringsfirmaer.

En sag, som landets største mediepodcast ’Det, Vi Taler Om’ tog op til debat 27. oktober 2024 og kaldte »mærkelig« og »mest mystisk«.

Det hele startede, da specialarbejder Dilman Aziz blev fyret kort før sommerferien 2023, efter han havde tre politikere med i rådhuskælderen for at tage asbestprøver. Teknik og Miljø valgte at fortælle offentligheden om kælderbesøget, og derefter kunne Dilman Aziz overfor Din Avis Aarhus afsløre, at han gennem flere år havde forsøgt at alarmere ledelsen om kritisabel sanering og kontinuerlige fund af asbest.

Avisens afdækning fra august og frem til nu har blotlagt adskillige kritisable forhold i sagen, og mange spørgsmål er fortsat ubesvaret.

Blandt andet: Hvem er den ukendte gerningsmand, der har placeret asbest i kælderen siden 2021? For i oktober 2023 fremlagde Teknik og Miljø en rapport om »uforklarlige fund« med den konklusion, at nogen i en årrække sirligt har placeret bunker med kræftfremkaldende asbest overalt i kælderen.

Forvaltningen har ikke villet undersøge den del af sagen for at finde frem til en gerningsmand. Ligeledes har man ikke villet melde det til politiet.

Mere alvorligt er, at avisen har kunnet afdække, at Aarhus Kommune i en række tilfælde ikke kan dokumentere, at asbestlovgivningen er blevet overholdt på Aarhus Rådhus.

Ifølge loven skal man i så gammel en bygning undersøge, om der vil blive håndteret miljøfarlige stoffer, før et projekt bliver igangsat.

Det skete ikke ved kælderprojektet, og derfor satte Teknik og Miljø i april 2024 gang i en ekstern undersøgelse af byggeprojekter på rådhuset i perioden 2007-2023.

For spørgsmålet er: Hvor mange er uforvarende blevet udsat for asbest uden at vide det, fordi Aarhus Kommune ikke har lavet de lovpligtige forundersøgelser.

I marts 2025 kom et udkast til rapporten, og det tegner mildest talt ikke godt.

I august blev den endelige rapport offentliggjort, og kommunen oprettede en hjemmeside, hvor medarbejdere, håndværkere og gæster kan blive oplyst om, hvad de skal gøre, hvis de har været i nærheden af potentielt farlige projekter.

Hvis du virkelig vil dykke ned i asbestsagen, så har vi samlet alle artikler herunder i kronologisk rækkefølge - startende med den nyeste artikel (artikeloversigten vil løbende blive opdateret):