Fortsæt til indhold

Politikere forundret over mystisk dokumentmangel: »Jeg er ét stort spørgsmålstegn«

To byrådspolitikere forstår ikke, hvordan der ikke kan eksistere dokumenter om vild mistanke i asbestsagen. »Det kunne være, borgmester og rådmand snart skulle stille sig frem,« siger Danmarksdemokraterne.

Samfund

»Det kunne være, borgmesteren og rådmanden snart skulle stille sig frem og fortælle, hvad de ved og synes om den her sag.«

Opfordringen kommer fra danmarksdemokrat Jakob Søgaard Clausen efter Din Avis Aarhus seneste artikel i asbestsagen.

Her afdækker avisen, at der ikke findes ét ord i kommunens systemer om, at man har gjort »uforklarlige« asbestfund i kælderen siden 2021, og at man mistænker, at asbesten bevidst er blevet anbragt.

Kommunalekspert Roger Buch kalder i den forbindelsen manglen på skriftlighed og dokumentation fra Teknik og Miljøs side i så alvorlig en sag for »højest mærkværdig«, mens Sten Bønsing, professor og ekspert i forvaltningsret, siger, at »det virker mærkeligt«.

De vurderinger er Jakob Søgaard Clausen enig i.

»Det lyder mærkeligt, og det er meget mystisk, at man ikke har sikret sig nogle ret grundlæggende forvaltningsprincipper i sådan en sag. Især når man som forvaltning har haft en mistanke om, at der er sket noget, som ikke burde ske. Så burde man i særdeleshed have overholdt almindelige forvaltningsprincipper.«

Stort spørgsmålstegn

Ved siden af sit hverv som byrådspolitiker arbejder Jakob Søgaard Clausen som embedsmand i Sundhed og Omsorg. Således har han et indgående kendskab til, hvordan embedsmænd i kommunen skal agere i forhold til journalisering, notatpligt og dokumentation.

Derfor er han også dybt forundret over manglen på dokumenter i sagen, som adskillige personer i Teknik og Miljø har haft at gøre med. Der er altså ikke bare tale om en uheldig forglemmelse hos en enkelt embedsmand.

»Jeg er ét stort spørgsmålstegn. Det er en mærkelig måde at håndtere sådan en sag på. For mig vidner det om, at man simpelthen ikke har haft styr på det her projekt med at håndtere asbest. Det er bekymrende.«

I artiklen beskrives det også, at Teknik og Miljø undlod at orientere byrådet og Teknisk Udvalg ved flere lejligheder. Blandt andet i en redegørelse til byrådet om asbestsagen i juli 2023 og ved flere møder i Teknisk Udvalg, hvor asbestsituationen var på dagsordenen.

»Igen er jeg ét stort spørgsmålstegn. Jeg skal ikke kunne spekulere i, hvorfor man ikke har valgt at oplyse om de ting, men det er meget mistænkeligt og en mærkelig måde at agere overfor os folkevalgte. Der er enighed om, at vi skal have en åben kommune og åben forvaltning, og det indebærer, at man lægger den slags frem.«

»Det havde været oplagt at sige noget om det, når man åbenbart har haft en konkret mistanke, som har stået på så længe. Det var noget andet, hvis man lige havde opdaget noget og skulle have det undersøgt, men det er jo ikke tilfældet, må vi forstå. Det undrer mig, at man ikke har orienteret byrådet, men jeg skal ikke kunne sige, om borgmesteren og rådmanden har været orienteret. Det vil jeg gerne vide,« siger Jakob Søgaard Clausen.

»Det virker for belejligt«

Løsgænger og medlem af Teknisk Udvalg, Henrik Arens, var også forundret, da han læste artiklen om den ikke-eksisterende dokumentation.

»Det er meget overraskende, og jeg savner en forklaring på, hvordan det kan være. Det mærkværdigt, at der er en dialog igennem en så lang periode om noget så absurd, og så er der intet nedskrevet nogen steder. Altså, det er jo en voldsom anklage imod en medarbejder, eller en der færdes på rådhuset, som kan have en ubehagelig indflydelse på alle de mennesker, der har gang på rådhuset. Jeg synes, det virker for belejligt.«

Hvorfor bruger du ordet »belejligt«?

»Fordi mistanken bliver bragt frem så sent i det årelange forløb med asbest, som ikke har været efter bogen og kunne være håndteret bedre ledelsesmæssigt. Så kommer det frem i forbindelse med en penibel personalesag, og at vi er nogle politikere, der har besøgt kælderen. Det er jo ikke hver dag, at man mistænker en person for at lægge giftigt materiale rundt på rådhuset i en lang periode. Vi snakker år, hvor man åbenbart har diskuteret det her, men ikke har skrevet noget ned. Det undrer mig meget, og jeg kalder det belejligt, fordi det passer meget fint ind i den tidligere ledelses håndtering af sagen,« siger han med henvisning til, at tidligere chef for Ejendomme, Michael Johansson, har valgt at fratræde og overgå til en seniorstilling.

Tror du ikke på historien om anbragt asbest?

»Jeg mangler i hvert fald en uddybende forklaring fra forvaltningen på, hvorfor der intet skriftligt findes om så vigtig en ting. Det, og at byrådet ikke informeres, kan jeg slet ikke forstå. Vi taler jo ikke om en medarbejder, der har stjålet papir fra en printer, men om farligt, plantet materiale. Men det er også vigtigt at sige, at der er en ny leder på vej på området, og det her tyder bare på, at den tidligere ansvarlige har svigtet fuldstændigt i håndteringen af denne sag.«

Teknik og Miljø har ikke ønsket at svare på kritikken.