Møgsagerne står i kø: Nu vil formand have undersøgt ledelsen i Teknik og Miljø
Enhedslisten kræver undersøgelse af ledelseskulturen og arbejdsmiljøet i Teknik og Miljø samt genansættelse af fyret medarbejder i asbestsag.
Cirka fem et halvt år efter, at Kammeradvokaten udtalte hård kritik af forholdene i Teknik og Miljø, står byrådet overfor at skulle tage stilling til, om den skandaleplagede forvaltning igen skal granskes.
Det sker efter alt at dømme på byrådsmødet den 13. september. Enhedslisten foreslår nemlig nu, at der iværksættes en ekstern undersøgelse af ledelseskulturen, arbejdsmiljøet og sikkerheden i Teknik og Miljø. Meget lig de undersøgelser, der blev lavet i forbindelse med den omtalte skandalesag i Center for Byens Anvendelse, som kørte fra 2016-2018.
»Vi har en forpligtelse til som byråd at sørge for, at der ikke foregår ulovligheder i forvaltningen - og her drejer det sig særligt om arbejdsmiljøloven. Vi gør det, fordi direktør Henrik Seiding ikke vil anerkende, at der er fundet chikane og mobning af medarbejdere sted,« siger Enhedslistens Solveig Munk, der er formand for Teknisk Udvalg.
Få måneder - tre møgsager
Forslaget kommer, efter Teknik og Miljø i år har været ramt af den ene møgsag efter den anden. Alle med beskyldninger om dårlig ledelse som hovedtema.
I maj og juni afdækkede Din Avis Aarhus en sag med en brutal teamleder, som havde udsat mindst fire ansatte for chikane og mobning. Det resulterede i, at de blev syge med stress og angst, men i stedet for at afsætte teamlederen, fyrede Teknik og Miljø de syge medarbejdere.
Siden sommerferien har Århus Stiftstidende afdækket sager om dårligt arbejdsmiljø og ledelsessvigt hos byens korps af p-vagter, og nu vil Teknik og Miljø fyre p-vagternes tillidsmand.
Og senest har Din Avis Aarhus berettet om asbest-balladen på Aarhus Rådhus, hvor specialarbejder Dilman Aziz blev fyret, efter han tog tre politikere med i kælderen for at tage asbestprøver. Det skete, efter han i lang tid forsøgte at advare ledelsen i Teknik og Miljø om, at kælderen er fyldt med asbest - også efter sanering.
I forbindelse med asbest-sagen barsler Enhedslisten også med et forslag til byrådet om at genansætte Dilman Aziz.
»Han er fyret, fordi han har gjort opmærksom på problemer med arbejdsmiljøet, og det er der ikke blevet lyttet til. Det er en metode, man har brugt i lang tid, og som vi kender helt tilbage fra skandalesagen. Man er tydeligvis ikke kommet til bunds med den barske og gammeldags ledelsesform,« lyder det fra Solveig Munk.
Afviser ikke direktør-fyring
Partier i byrådet har tidligere krævet medarbejdere genansat, dog uden at komme igennem med det. Det er blandt andet sket i skandalesagen i Center for Byens Anvendelse, og i en sag, hvor ansatte på Aarhus Havn blev fyret, efter ledelsen fik adgang til en kranførers SMS’er.
Er det ikke et voldsomt værktøj at tage i brug, at byrådet på den måde skal ’micro-manage’ og tage ledelsesretten fra Teknik og Miljø?
»Det er jo sådan set byrådet, der ansætter direktøren og er den øverste ledelse. Det her sker, fordi direktøren ikke gør noget, og fordi han benægter og bagatelliserer problemerne, som de her medarbejdere har været udsat for. Når rådmanden så oven i købet er tavs, så er der jo kun byrådet til at gribe ind,« forklarer Solveig Munk.
Det er set før, at et flertal i byrådet har afsat en kommunaldirektør pga. mistillid. Hvorfor er det ikke det værktøj, du griber til?
»Det kan jo være, at det er, hvad der kommer ud af det. Min interesse er først og fremmest at få løst problemerne med arbejdsmiljøet. Loven siger, at man skal samarbejde med de ansatte om at sikre det, og det er der tilsyneladende en modvilje mod. Når ansatte søger dialog, bliver de straffet eller fyret i stedet. Det er brud på loven, og det skal vi have rettet op på,« siger hun og fortsætter:
»Hvis det løser problemet at fyre direktøren, så er jeg ikke bange for det. Men det kan også være ledelsen under ham, at den er gal med. Det er derfor, vi skal have en ekstern undersøgelse, der kan påvise, hvor det går galt, og hvem der har ansvaret.«
I forbindelse med forslaget om en eksterne undersøgelse har Enhedslisten bedt Teknik og Miljø redegøre for, hvor mange sager der har været med opsagte medarbejdere, og hvad det har kostet.
Hverken rådmand Nicolaj Bang (K) eller direktør Henrik Seiding vil kommentere Enhedslistens forslag, oplyser Teknik og Miljøs presseafdeling.