Klappen gik ned efter endnu et chef-møgfald: Tre år efter husker han intet og er stadig i terapi

I månedsvis var han gradvist blevet nedbrudt. Fik konstant skældud og blev stillet opgaver, der var umulige at løse.

Denne dag havde han indhentet et tilbud på et mågeværn. Teamlederen havde bedt ham om at få mågerne i midtbyen væk i en fart.

Tilbuddet faldt ikke i teamlederens smag. Over telefonen fik han et »møgfald af en anden verden«, og så var det, som om der gik en klap ned.

»Da jeg får lagt på, sortner det for mig. Jeg kan intet huske, fra jeg kører fra midtbyen, og til jeg holder ude hos lægen. Intet.«

Alt, der sker i tiden fra møgfaldet til, at han troppede op hos lægen, er som slettet fra hans hukommelse. Også i dag - tre år efter.

Senere finder han ud af, at hans hjem er raseret. Før lægebesøget var han åbenbart hjemme.

»Hele mit hjem var splittet ad. Jeg havde revet alt ud af mit tøjskab, så det lignede et bombet lokum. Jeg har åbenbart troet, at jeg skulle pakke til et eller andet.«

»Tyran«

Martin var ansat i den lille afdeling i Teknik og Miljø, som bliver styret med hård og brutal hånd af en teamleder, der med sin ledelsesstil har gjort flere syge. Det dokumenteres af læge- og psykologerklæringer, som kommunen har bestilt, og som avisen har set.

Martin er ikke hans rigtige navn, da han ønsker at være anonym, men Din Avis Aarhus er bekendt med hans rigtige identitet.

Avisen har tidligere skrevet om afdelingen og teamlederen, fordi Teknik og Miljø i marts valgte at fyre tre medarbejdere, som var blevet syge med stress, angst og depression. To af dem kører nu en fagretlig sag mod kommunen. Alle tre har overfor avisen beskrevet en hverdag med et psykisk belastet arbejdsmiljø, hvor teamlederen mobber, intimiderer, truer og chikanerer de ansatte.

Martin kan fortælle en enslydende historie - selvom det er som at rippe op i et åbent sår.

»Jeg vil gerne bakke op om, at det kommer for en dag, hvilken type Aarhus Kommune beskytter. At man kan lade sådan en tyran sidde med magt over mennesker er for vanvittigt. Jeg ser min frygt i øjnene nu. Det er sindssygt, at det stadig foregår.«

Hans historie startede længe før de tre andres. Han blev fyret i 2020 efter at have været sygemeldt i to måneder med stress og angst.

Umulige opgaver

I to-tre måneder før hans blackout havde teamlederen kørt hårdt på ham, forklarer han. Indtil da havde samarbejdet været tåleligt. Han levede med teamlederens omskiftelige humør, tog imod raserianfald i ny og næ og prøvede ellers at gøre sit arbejde så godt, han kunne.

Vendepunktet blev en dag, da Martin mødte for sent op til en aftale i Sydhavnen. Han havde fundet sovende indbrudstyve i en kommunal lejlighed og skulle vente på, at politiet kom og ordnede sagerne. Forsinkelsen gjorde teamlederen så sur, at han kaldte ham ind på kontoret til samtale om, at han bare havde at overholde sin arbejdsplan.

»”Er det til at forstå,” sagde han aggressivt. ”Og hvis du ikke forstår det, så får du nogle andre opgaver, så du kan finde ud af, hvor du hører til”,« husker Martin svadaen på kontoret.

Og sådan blev det. De følgende måneder fik han opgaver i hobetal. Den ene mere umulig end den anden. Eksempelvis fik han én dag til at finde ud af, hvad det skulle koste at skifte døre i en lejlighed. Altså skulle han på en dag nå at få beboernes accept til at komme og måle op, til at få en tømrer ud, til at finde døre - og alt muligt andet.

»Sådan kørte han på med en masse sindssyge opgaver, jeg ikke kunne håndtere. Du fik bare lort, indtil du selv valgte at sige op - eller indtil man gik ned med flaget.«

Imens holdt teamlederen øje. Enten fra et system på hans kontor, hvor han altid kunne se, hvor medarbejderne befandt sig, eller ude i virkeligheden. Var man ikke, hvor teamlederen forventede, fik man det at vide.

En dag tjekkede Martin olie i silende regnvejr på Pier 3. Lidt derfra holdt teamlederen i en bil og kiggede.

»Han sad der bare. Så jeg ville gå hen og sig hej og høre, om der var noget, jeg skulle gøre, men så kørte han bare. Det var meget underligt.«

Angst og frygt

Martin sagde ikke op. Han gik grundigt ned med flaget.

Han blev ramt hårdt af både stress og angst, men angsten var det værste. I et helt år bevægede han sig ikke til Aarhus af frygt for at møde teamlederen. Så snart han kom uden hjembyen Skødstrups bygrænse, fik han ondt i maven.

»Der var faktisk en enkelt gang i løbet af det år. Jeg skulle til samtale med en psykolog, som kommunen betalte. Det var tæt på arbejdet. Jeg blev heldigvis kørt derind, for så snart vi nærmede os, fik jeg koldsved. Jeg hyperventilerede. Alt var sort/hvidt, fordi vi var så tæt på ham. Det kunne jeg slet ikke være i.«

»Det sad i mig, at han hele tiden kunne holde øje med folk. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af, at han vidste, hvor jeg var. Eller at telefonen ville ringe, og så skulle jeg stå ret,« forklarer han og fortæller, at han også under en tur til Nordjylland blev ramt af frygt for at støde ind i teamlederen.

»Selv dér var jeg bange. Hvad kunne han ikke finde på? De vilde historier, han fortalte om folk, han havde skubbet ned ad trappen og alt muligt andet. Jeg vidste ikke, hvad han var i stand til. Den måde, han fortalte historierne, var næsten for detaljeret til, at det kunne være løgn. Og samtidig havde han sin ven, den tidligere rocker, til at bekræfte dem.«

Bare det, at han taler om det nu, tre år efter, giver ham svedige håndflader og en knugen i maven.

»Det er fandeme vildt. Men den er der bare, angsten. Den måde, han kan styre folk og få frygt ind i dem, er svær at beskrive. Han kan et eller andet, som gør, at det sidder dybt i en.«

Terapi tre år efter

Da han fik en fyreseddel, var det en lettelse, selvom han faktisk elskede sit arbejde og det, at han ofte kunne hjælpe folk.

»Men jeg skulle bare væk derfra. Han var for vild. Jeg er 100 pct. sikker på, at han ville køre endnu hårdere på mig, hvis jeg kom tilbage.«

Martins læge mente, at der ville gå mindst et år, før han var i stand til at tage et nyt job.

»Han havde kørt mig helt ned i kulkælderen. Jeg var faktisk lidt overrasket, for når jeg sad hos lægen eller psykologen, virkede det ikke så galt. Men når jeg så kom hjem, væltede tårerne og angsten for ham frem. Jeg troede aldrig, at det skulle ske for sådan en som mig. En stor mand med en vis kontrol. Men han kan bare et eller andet sindssygt,« fortæller Martin, der er en høj og robust fyr med stort fuldskæg.

I dag har han et fuldtidsarbejde og en chef i en helt anden kaliber. En af de første dage på jobbet lavede han en fejl. Han undskyldte mange gange, og chefen, der kendte til hans fortid, må have kunnet se frygten i hans øjne.

»Han sagde bare: ”Det er okay. Det skal du ikke tænke på. Det er, hvad der kan ske.” Det var en helt anden verden. At blive grebet og støttet af en forstående chef på den måde. Det var fandeme rart at mærke.«

Men selvom livet er kommet på ret køl, og det er tre år siden, at teamlederen havde ham i sit jerngreb, så går Martin stadig til terapi for at bearbejde det hele.

Han er totalt uforstående overfor, at ingen hos Teknik og Miljø har trukket en streg i sandet. At teamlederen bare kan fortsætte, og at det nu er gået udover tre yderligere medarbejdere.

»Jeg fatter ikke, at de ikke kan se, at der er noget galt. Folk bliver sygemeldt på stribe. Der burde være nogen derinde, som var deres opgave voksen og stiller sig selv spørgsmålet: Hvad fanden er det, der foregår?«

Teamleder suspenderet

Teknik og Miljø er blevet bedt kommentere Martins sag og skriver i en skriftlig kommentar:

»Vi er bekendte med den pågældende medarbejder. Men vi er ikke bekendt med, at hans sygemelding var arbejdsrelateret. Det tager vi meget alvorligt, og det vil vi nu reagere på.«

Ydermere oplyser Teknik og Miljø, at teamlederen er blevet fritaget fra tjeneste. Det betyder, at han er blevet suspenderet med løn, mens en undersøgelse af sagen pågår.