Fortsæt til indhold

Teknik og Miljø fyrede syge ansatte og lod leder blive: Anklagerne kan ikke bevises

Teknik og Miljø-chef er betrygget i, at teamleder stadig har ledelsesansvar, men har givet ham en tjenstlig advarsel.

Samfund

»Det er en ærgerlig sag.«

Ordene kommer fra Michael Johansson, økonomichef i Teknik og Miljø samt chef for Ejendomme, hvor de tre ansatte, som blev fyret efter at være blevet syge pga. deres teamleders opførsel, arbejdede.

Teamlederen har på baggrund af sagen nu fået en tjenstlig advarsel, oplyser Michael Johansson.

»Det er er en alvorlig sanktion på den måde, at så er der ikke flere skud i bøssen.«

Advarslen har han fået efter at have anerkendt, at der har været en episode med vold til en julefrokost, og at en rocker har haft sin gang på arbejdspladsen.

Alle andre anklager om sin brutale ledelsesstil, har teamlederen ifølge Michael Johansson ikke kunnet genkende.

»Men han har fået en tjenestlig advarsel med henvisning til de utilfredsstillende forhold på arbejdspladsen. Det er hans opgave at sikre, at der er et godt arbejdsmiljø,« slår han fast.

Påstand mod påstand

Michael Johansson forklarer til avisen, at man har valgt at afskedige de tre medarbejdere pga. langvarigt sygefravær, og fordi det ikke lykkedes at finde dem et andet arbejde i organisationen.

Hvorfor fyrer I dem og ikke teamlederen?

»Det gør vi, fordi det har været ret svært at udrede de her sager. Vi løber ind i en del påstande mod påstande medarbejderne imellem. Derudover var det svært at få nogen til at stå frem med navn. Så vi ender med, at nogen siger noget, og andre siger noget andet.«

Men I vurderer, at mindst tre beretninger fra en medarbejderstab på ti ikke er nok?

»Der er jo ikke et objektivt krav for, hvor mange der skal sige det samme, for at det er rigtigt. Det er også svært at vægte op mod hinanden, hvis andre siger, at de ikke kan genkende det.«

Ved I, hvilken udlægning der er den rigtige?

»Nej, vi kan ikke løfte et bevis for, at det ene eller andet er objektivt rigtigt.«

Hvorfor skal det så gå ud over de tre medarbejdere og ikke lederen? I har jo bevis for, at de er blevet syge pga. ham.

»Nej, det har vi ikke. Vi har udsagn.«

I har psykologer, I har betalt for, der siger det?

»Ja, ja, men det er udsagn. Ikke et bevis.«

Så I stoler ikke på psykologerne?

»Vi stoler på, at de pågældende har givet udtryk for deres opfattelser i samtalerne med psykologerne.«

Vi ser mange påstand mod påstand-sager for tiden med Metoo. Havde I afvist klager og bedt om dokumentation, hvis tre kvinder var kommet til jer med anklager om seksuelt krænkende adfærd fra en chef?

»Det er ikke godt at vide. Jeg vil ikke svare på hypotetiske spørgsmål.«

Kan du forstå, hvis de tre fyrede medarbejdere synes, at det er unfair, at det er dem, der bliver ofret i denne sag?

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

»Præcisering«

Ifølge Michael Johansson reagerede Teknik og Miljø og HR-afdelingen, da der i januar begyndte at komme historier om »uhensigtsmæssig adfærd fra teamlederen«. Det indebar blandt andet tjenstlige samtaler med teamlederen.

Undersøgelserne blev dog, ifølge Ejendomme-chefen, besværliggjort af, at medarbejderne ikke ville lægge navn til deres oplevelser, og at ingen ville stå frem.

I har forinden det her trivselsmålinger med blodrøde tal - særligt vedrørende forholdet til den nærmeste leder. Reagerer I på dem?

»Ja, men i bakspejlet kunne vi have reageret hurtigere. Men den seneste trivselsmåling for 2022 blev afleveret i ugerne op til jul, så det ene spiller ind i det andet.«

2021-målingen var heller ikke prangende?

»Nej, det er bestemt ikke de bedste målinger, vi har haft,« siger Michael Johansson, men påpeger, at der var spredning i besvarelserne på den vis, at nogen af de ti medarbejdere var utilfredse med arbejdsmiljøet, men andre var tilfredse.

»Vi kunne måske på baggrund af det have indført den konstruktion, vi nu har, hvor teamlederen, arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten mødes ugentligt og ser, om der er noget, der skal tages i opløbet, inden det bliver til et problem. Det kunne vi have gjort tidligere,« medgiver Michael Johansson.

Samtidig har de tilbageværende medarbejdere fået besked på, at de kan gå til deres medarbejderrepræsentanter, den øvre ledelse eller HR, hvis der er problemer, som man ikke vil involvere teamlederen i.

Du føler dig betrygget i, at teamlederen stadigvæk har ledelsesret over ti mennesker?

»Ja. Han har fået en præcisering af, hvad forventningen er til en leder i dag.«

Uenig med 3F

Teknik og Miljø kan nu se frem til at skulle i Arbejdsretten for at forsvare fyringerne og 3Fs påstand om, at de ikke har forsøgt en reel omplacering af de fyrede medarbejdere.

Den påstand er Michael Johansson uenig i. Han mener, at forvaltningen har levet op til sin omplaceringspligt og påpeger, at den arbejdsplads, som ligger klods op af, hvor medarbejderne blev syge, også har en afdeling i Aarhus V.

Han medgiver dog, at jobbet som cityassistent kan være psykisk belastende.

Er det så et fair tilbud at give nogen, der er sygemeldt med stress, angst og depression?

»Det kan jo komme an på, hvad der ligger i sygemeldingen. Om man er sygemeldt pga. det sted, man er, eller om det er af andre årsager. Hvis det, der skal til, for at man bliver rask, er at komme et andet sted hen, så synes jeg egentlig, cityassistent er et fair nok tilbud.«

Uddrag fra afdelingens seneste trivselsmåling.