Medarbejdere trynet af brutal teamleder: »Dem, der snakker for meget, plejer vi at grave ned«

Der var historien om, at han havde slået en mand ihjel med en ølkasse, fordi manden havde kaldt hans kone for en luder. Men offeret var pludselig vågnet, og så måtte rockervennen, der skulle hjælpe med at grave liget ned, pakke sin skovl væk igen og aflyse.

Og så var der dengang, han som dørmand gav en ung mand et ultimatum, efter han havde taget ham i at pisse op ad en væg. Tæsk eller optørring med eget tøj? Den unge mand valgte det sidste og endte uden en trevl på kroppen, men fik så alligevel en gedigen omgang prygl.

Den slags historier skortede det ikke med fra teamlederen, hvis opførsel til sidst fik tre medarbejdere i en lille 10-mands afdeling under Ejendomme i Teknik og Miljø til at gå ned med stress og angst.

Problemet med de historier var, at ingen rigtig vidste, om de var sande eller bare røverhistorier. Manden havde jo været dørmand, og flere af rockervennerne havde gennem tiden indfundet sig på arbejdspladsen. Blandt andet var en tidligere rockerpræsident hyppig gæst.

Og gennem adskillige år havde teamlederen vist, at han besad et voldsomt temperament. Noget, der kunne ramme de ansatte ud af det blå og gjorde teamlederen i stand til at holde sin enhed i et jerngreb og styre med frygt.

Det er fortællingen fra de tidligere sygemeldte, og nu fyrede, medarbejdere, som avisen skrev om i sidste uge. De har indvilget i at fortælle deres historie, såfremt de kan optræde anonymt. Både af frygt for repressalier, men også for at beskytte deres kommende arbejdsliv. Din Avis Aarhus er bekendt med deres rigtige identiteter.

»De der syge historier og hans omgangskreds bruger han jo til at understrege, at han er en satans karl. En skidt fyr, man ikke skal komme på tværs af. Han har kontakterne i orden, og der skal ikke fuckes med ham. Det bruges som intimidering. Det gør, at man tænker over, hvad det er for en person, man står overfor. Hans kammerater har jo været nede hos os og til julefrokoster, og det bekræfter jo for os, at noget af det, han fortæller, er rigtigt,« siger medarbejderen, som vi har valgt at kalde Jakob.

»Jeg tror da, at det bare var røverhistorier, der skulle vise os, hvad han er parat til at gøre. Det var altid den slags historier, hvor man tænkte: ”hold da kæft, en psykopat”. Det er hans væremåde. Man kan godt mærke, at han er en grim person, som er ligeglad med andre. Jeg har aldrig hørt ham spørge til folks velbefindende eller deres familie,« fortæller den tidligere kollega, vi kalder Rasmus.

Pillet ned

Jakob fik konstateret stress og angst. Ifølge en psykologerklæring betalt af kommunen var det som følge af teamlederens truende og uforudsigelige adfærd.

»Jeg har aldrig troet, at den slags kunne ramme mig. Jeg troede faktisk ikke rigtig, at det fandtes, men er du sindssyg. Især angsten - det der med ikke at kunne være i sit eget hjem. Det er for vanvittigt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.«

Angsten gjorde, at han ikke turde være hjemme. Det meste af tiden var han hos venner eller ude i naturen af frygt for, at han ville blive opsøgt af teamlederen eller teamlederens venner. En frygt, han i dag på sin vis føler var irrationel.

»Den mand er så styrende og manipulerende, at du ikke drømmer om det. Jeg tror ikke, at han ville opsøge mig, men frygten var der. Den frygt har han sgu sat i mig. Man mister lidt sin virkelighedssans, når man gennem flere år er blevet pillet ned og manipuleret, uden at man rigtig har lagt mærke til det. Før det går op for en, og man tænker: ”hvordan fanden er det egentlig, han behandler os”.«

Stammen forsvandt

Ifølge de tre fyrede medarbejdere har praktisk talt alle ansatte lidt under teamlederens tvivlsomme lederskab af en afdeling, der bedst kan betegnes som en rigtig ”mande-arbejdsplads”, hvor tonen er frisk, og man skal være klar til at tage lidt røg.

Men når det kommer til teamlederens opførsel, overskrides alle grænser, føler de tidligere medarbejdere. Der har dog hersket en kultur, hvor man bøjede nakken, tog imod og ikke sagde fra. Og dristede man sig til at give ham det mindste modspil, fik det konsekvenser, forklarer den fyrede trio.

En tidligere medarbejder forlod afdelingen, efter han blev slået ned af en ekstern leverandør til en julefrokost. Voldsepisoden fik ikke konsekvenser for leverandøren, der er privat ven af teamlederen, men den følgende mandag blev medarbejderen kaldt ind på kontoret. Her fik han at vide, at teamlederen selv havde slået ham ned, hvis ikke de havde befundet sig på arbejdspladsen.

»Jeg var øjenvidne til det hele. Det indikerer meget godt, hvilken type han er,« siger den tredje fyrede medarbejder, der har fået navnet Mikkel.

De tidligere ansatte kan fortælle om flere kollegaer, der har grædt på arbejdspladsen.

En medarbejder, som blev mobbet dagligt, var på et tidspunkt dybt ulykkelig efter at have fået afslag på at få fri for at tage sig af sin søn, der var syg med kræft.

»Han skulle have været til lægen, men teamlederen ville ikke give ham fri. Det fik ham til at gå til fagforeningen, og så blev de uvenner. Han var efter ham i halvandet år efterfølgende,« fortæller Rasmus.

En anden, teamlederens højre hånd, stammer, men når teamlederen er på ferie, forsvinder hans stammen.

»Han bliver svinet til konstant og har det tydeligvis ikke godt. Men alligevel siger han ja, når teamlederen spørger ham, om han kan hente ham en lørdag kl. 04, når han skal på druk. Det er helt sygt. Det er jo en form for stockholmsyndrom. Han er pissebange for ham,« fortæller Rasmus.

»Det kan være virkelig svært at forklare, men han er så god til at få mennesker til at danse efter sin pibe. Det er faktisk imponerende, når jeg ser tilbage. Der er folk, som i ramme alvor betragter ham som en ven, selvom han terroriserer dem dagligt. Han er en dukkefører. Det er vildt og skræmmende, hvad han kan få folk til,« siger Mikkel.

»Alle frygter den mand«

Mikkel blev sygemeldt med stress og depression pga. længevarende mobning.

»Kort tid efter jeg startede i jobbet, blev jeg beskyldt for at være psykisk syg. Jeg har oplevet, at han ikke ville tale til mig i lang tid, og når det endelig skete, har han ringet og råbt ad mig og nedgjort mig. Man skal føle, at man ikke er noget værd. At man ikke kan finde ud af sit job. At man er ung, dum, grim og doven. Konstant nedgørelse.«

»Men jeg er ikke bange for ham og hans venner. Hvis jeg skulle have haft tæsk, så var det sket for lang tid siden. Han kan i hvert fald ikke intimidere mig til at holde kæft. Det eneste, jeg frygter, men desværre forventer, er, at kommunen benægter alt og påstår, at jeg er fuld af løgn. Hvordan skal jeg modbevise det? Han har jo vitterligt fået folk til at fortælle, hvor glade de er for ham.«

Det siger han med henvisning til, at kollegaer, efter sygemeldingerne, begyndte at kontakte teamlederens chef for at fortælle, at de var glade for deres arbejde og deres teamleder.

»Det er så sindssygt. Men helt ærligt, vi bor i fucking Danmark! Der er jo ingen mennesker, der er så glade for deres arbejde, at de uopfordret begynder at bralre op om det. Det sker jo ikke. Med al respekt for mine kollegaer, der er tilbage, så er mange af dem i en situation, hvor de skal på pension om nogle år, og jeg tror bare ikke, at de gider tage kampen. Det er nok nemmere at stryge ham med hårene, så der er flere gode end dårlige dage,« forklarer Mikkel.

Samme oplevelse har de to andre.

»Jeg er ikke overrasket over, at de bakker ham op. De tør ikke andet. Hele den arbejdsplads bliver styret med frygt. Alle frygter den mand,« siger Jakob.

Dødstrussel

For en af medarbejderne var det én bestemt oplevelse, der fik ham til at indse, at han ikke kunne være på arbejdspladsen mere.

Afdelingens flåde af dyre plæneklippere skulle erstattes, og han fik besked på at gøre en af dem klar til en chef i Teknik og Miljø, som skulle have den.

Han spurgte i plenum, om chefen fik den foræret, eller om den bare skulle lånes ud, for det var afgørende for, hvor meget han ville gøre ud af at klargøre den.

»Så blev jeg kaldt ind på kontoret og fik at vide, at jeg snakkede for meget, og at jeg skulle holde min kæft,« fortæller han.

Kort tid efter sad teamlederen sammen med en af kollegaerne i frokostrummet.

»Jeg ved ikke, hvad der blev sagt forinden, men så siger teamlederen, så jeg kan høre det, at ”de, der snakker for meget og ikke kan tie stille, dem plejer vi at grave ned”. Den var møntet på mig, og jeg tog det 100 pct. som en dødstrussel. Jeg fik det virkelig dårligt over det.«

Frygt og strafarbejde

De fyrede medarbejdere, som er interviewet hver for sig, kan give utallige enslydende beretninger om hverdagschikane og intimiderende adfærd fra teamlederen.

Fælles for beretningerne er, at det kunne være helt tilfældigt, hvornår teamlederen eksploderede i vrede. Ligeledes kunne det opstå ud af ingenting, at en medarbejder blev offer for et vredesudbrud, chikane og mobning.

En af de fyrede medarbejdere blev i et halvt år drillet med, at han var bange for vand, fordi han havde foreslået at gøre noget ved en drikkevandsfontæne på arbejdspladsen. Kommunen havde fjernet alle af slagsen pga. risiko for colibakterier, men afdelingen havde fortsat en stående.

»Det kan lyde småt, og det er svært at forklare, hvordan det er at være i. Men om morgenen prøvede alle at undgå øjenkontakt med ham, for ellers kunne man risikere at blive den, han ville gå efter. Man er nødt til at være musestille og kigge ned i jorden for ikke at blive angrebet,« siger han og fortæller om en konstant følelse af at skulle gå på æggeskaller.

»Det er superubehageligt. Jeg har ikke været mig selv på arbejde på noget som helst tidspunkt.«

Gjorde eller sagde man noget, der bød teamlederen imod, kunne konsekvensen også være at man fik tildelt »ligegyldige lorteopgaver«.

»Hvis du havde gjort noget dumt, eller han havde udset dig som hans offer, så fandt han bare noget lort, du skulle lave. Så gik han ud på dit område og fandt noget, der aldrig havde været et problem før, men som han havde gemt, til du skulle have en tur,« fortæller Jakob.

Opgaverne kunne være at rydde op i naturaffald fra eks. hække og træer, der lå hengemt i et buskads i flere år. Eller at forsøge at rengøre en kælder, hvor afføring bogstaveligt talt stod op til knæene, fordi der var sket en fejl på en kloak.

Stadig bange

Rasmus blev sygemeldt med stress og angst. Han var og er fortsat bange for at blive opsøgt af teamlederen.

»Det er en af grundene til, at jeg ikke vil stå frem. Havde det været en normal person og nogle normale ting, der var sket, så havde jeg ikke været bleg for at stå frem, men jeg kender bare hans omgangskreds. Det er altså rigtige mennesker, og de er ikke for sjove,« siger han med henvisning til teamlederens rockerrelationer.

Han er overrasket over, at han blev så påvirket, som han gjorde.

»Jeg er opvokset med den slags personer, så jeg ved, hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Hvordan jeg lister mig udenom. Jeg følte, at jeg havde styr på det, men det havde jeg slet ikke.«

»Det har været skrækkeligt og sindssygt. Jeg kunne ikke sove og havde hjertebanken og en konstant klump i halsen, efter jeg kom hjem. Det får jeg også nu bare af at snakke om det. Det er så vildt. Jeg er ikke psykolog, men det bedste ord, jeg kan beskrive ham med, er psykopat. Han er utroligt god til at manipulere og er helt blottet for empati.«

Ligesom de to andre har han svært ved at give en god forklaring på, hvorfor han ikke bare sagde sit job op.

»Jeg vidste det jo egentlig godt fra start. Jeg kunne allerede mærke det på andendagen. Det skyldes nok, at de kollegaer, jeg havde, var rigtig, rigtig gode. Men jeg skulle have lyttet til mig selv i stedet. Jeg skulle aldrig have blevet der.«

Livsfarligt

På arbejdspladsen står der en såkaldt komprimator. Den kan presse affald med adskillige tons tryk og benyttes ofte, men for de fyrede medarbejdere står den også som et symbol på, hvad teamlederen kan presse sine ansatte til.

En dag var en ordreseddel blevet væk, og teamlederen var rasende. Den skulle findes med det samme.

»Det gik han helt amok over og stod og råbte med fråde om munden. Vi havde egentlig fri, men alle stod bare stille og turde ikke gøre noget, mens han skældte en kollega ud,« fortæller Jakob.

Medarbejderen endte med at hoppe i komprimatoren for at se, om den forsvundne ordreseddel gemte sig i affaldet.

»Den komprimator er noget gammelt lort. Var den gået i gang, så var han død.«

Blev han tvunget deri?

»Han (teamlederen, red.) siger det jo ikke direkte. Det er han klog nok til at lade være med. Men når han står med fråde om munden, og du ved, at han har været ved at slå folk ihjel, så vil jeg kalde det en form for tvang. Den seddel skulle bare findes,« siger Jakob.

Episoden var ikke enestående. Også Mikkel har været en tur i den gamle, rustne komprimator for at finde en nøgle, der blev væk.

»En af kollegaerne stod næsten og græd af frygt for, at den nøgle var blevet væk. Jeg og en anden kollega var oppe i komprimatoren for at se, om den lå der. Det gør man, fordi man er så bange for konsekvenserne,« fortæller han.

Blev I beordret derop?

»Nej. Jeg gjorde det, fordi jeg havde det så fucking dårligt.«

Det gale vanvid

I dag er det lidt over to måneder siden, at Jakob, Mikkel og Rasmus blev fyret. Alle har fået det bedre og ser tilbage på tiden i Teknik og Miljø-afdelingen med vantro. En følelse af, at de har befundet sig i en uvirkelig boble, hvor alle regler og almindelige standarder for medmenneskelig opførsel var forduftet.

»Jeg elskede virkelig arbejdet og var sikker på, at jeg skulle ende mit arbejdsliv i Aarhus Kommune. Havde jeg vidst, at det ville blive sådan her, så havde jeg aldrig nogensinde taget jobbet. Aldrig. Jeg vil gøre alt for ikke at få angst igen. Jeg har været sur på mig selv over, at jeg ikke kunne se, hvordan han var, og hvad det gjorde ved mig, før det var for sent,« forklarer Jakob.

Ingen af de tre mænd kan forstå, hvorfor det var dem, der endte med at blive fyret. De er dybt forundret over, at Teknik og Miljø valgte at beskytte teamlederen frem for medarbejderne.

De savner en forklaring, men har aldrig fået en, og det har fået dem til selv at spekulere. Alle er kommet frem til samme konklusion.

»Det er det, jeg har tænkt allermest over, og jeg har ikke noget godt og logisk svar. Han er ikke noget uundværligt unikum, der er dygtig til sit arbejde og sparer dem for en masse penge. Mit allerbedste bud er, at han har en klemme på nogen af dem, der er over ham. Ellers giver det ingen mening,” siger Mikkel.

Teknik og Miljø har på baggrund af det dårlige arbejdsmiljø givet teamlederen en tjenstlig advarsel. Det er ikke tilfredsstillende for den fyrede trio.

»Det er jo det gale vanvid og fuldstændig utilstedeligt, at han fortsat skal have magt over mennesker. Det eneste, han ikke har gjort, er at rage på os. Men psykisk vold... så vil jeg næsten heller have, at han ragede på os. Det er svært at tro, at sådan noget kan finde sted på det danske arbejdsmarked – og så endda på landets næststørste arbejdsplads, Aarhus Kommune,« siger Mikkel.

Jakob er enig.

»De vil åbenbart skide på deres medarbejdere. Men man skal simpelthen ikke være leder og have folk under sig, når man kan ødelægge mennesker på den måde. Det fortjener ingen. Det er fuldstændig grotesk, at Aarhus Kommune har sådan en leder i 2023.«

Din Avis Aarhus har forelagt artiklen for Teknik og Miljø. I en skriftlig kommentar skriver økonomichef og chef for Ejendomme, Michael Johansson:

»Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, vil se nøje på indholdet i Din Avis Aarhus’ artikel, og herunder vurdere, om der er kommet nye oplysninger frem, som skal undersøges nærmere.«