Fortsæt til indhold

Fagforening forundret over fyring i asbestsag: »De har fyret en whistleblower«

Fagforeningen 3F har tænkt sig at bekæmpe Teknik og Miljøs fyring af specialarbejder Dilman Aziz, der havde byrådspolitikere med i rådhusets kælder.

Samfund

Fyringen af specialarbejder Dilman Aziz, der er blevet afskediget, efter han før sommerferien havde tre politikere med i rådhusets kælder for at tage asbestprøver, er uberettiget.

Det mener 3F Aarhus Rymarken.

Derfor er fagforeningen klar til at gå i Arbejdsretten for 44-årige Dilman Aziz, slår lokalformand Thor Bundgaard Vex fast overfor Din Avis Aarhus.

»Vi forlanger, at han bliver genansat. Det går Teknik og Miljø næppe med til, og så kører det officielt som en sag.«

Fagforeningen mener, at det er særligt skærpende, at Teknik og Miljø har afskediget Dilman Aziz, efter han i flere år har forsøgt at råbe ledelsen op om asbestproblemer i rådhuskælderen.

»Det er jo en fyring af en whistleblower, som i flere år har forsøgt at råbe ledelsen op. Der er skærpende, og så sender det ikke mindst et meget uheldigt signal til andre ansatte i kommunen. Den her sag kommer i halen af en række lignende sager,« siger lokalformanden med henvisning til skandalesagen i 2016 i Center for Byens Anvendelse, Din Avis Aarhus’ afsløringer om en brutal teamleder i Ejendomme og for nyligt ballade med cityassistenterne.

»Der er en kritisabel kultur i Teknik og Miljø i forhold til, hvad der sker med folk, som prøver at gøre ledelsen opmærksom på problematiske forhold. Inden for det seneste års tid har det medført adskillige afskedigelser.«

Dilman Aziz frygter for sit helbred efter at have arbejdet i den asbestramte rådhuskælder. Foto: Danni Paulsen

Ikke rimeligt

Thor Bundgaard Vex finder det uforståeligt, at Teknik og Miljø begrunder fyringen af Dilman Aziz med, at direktionen ikke har tillid til ham.

»Han har gjort alt det, man kan forvente af en medarbejder i sådan en sag. Han har forsøgt sig med kommandovejen fra start, og han har været loyal overfor sin arbejdsplads hele vejen igennem. Kun villet den det bedste og keret sig for andres sikkerhed. Vi har at gøre med en medarbejder, som har lang anciennitet og aldrig har fået andet end ros,« siger han og påpeger, at Dilman Aziz har fået lønforhøjelse ved to af de seneste tre lønforhandlinger.

»Begrundelsen har været hans gode arbejdsindsats. Han er generelt vellidt og har altid givet en ekstra hånd, hvis det var nødvendigt. Jeg oplever, at det her handler om, at nogen i Teknik og Miljø finder ham besværlig og har været træt af hans påpegning af problemer med saneringen.«

Er det ikke okay at fyre en medarbejder, som har haft politikere med i et afspærret område og kostet en rengøringsregning på 200.000 kroner?

»Han var i kælderen som en del af hans arbejde. Han viste dem rundt, fordi han tænkte, at de havde en interesse i, at der ikke er saneret godt nok, og at det kan bringe folk i fare. Dét vælger man at fyre for, og det er jo ikke på nogen måde rimeligt.«

»Fjern eller inddæm«

3F-lokalformanden var selv på besøg i kælderen i 2021, mens saneringen pågik, og han var ligesom Dilman Aziz ikke imponeret.

»Vi var i kedelrummet, som ikke var spærret af, og der stod al affald fra saneringen bare i bigbags, og ovre i hjørnet stod specialarbejdere uden sikkerhedsudstyr på. Det er indiskutabelt, at det hus er fyldt med asbest, og så er det ikke i orden, at man efter saneringsarbejde kan kravle rundt og finde asbest overalt. Uanset hvad kommunens luftmålinger siger, er der jo en risiko, når du arbejder dernede, og det bliver ved at drysse ned. Der er asbest. Spørgsmålet er bare, hvornår det bliver frigivet,« siger Thor Bundgaard Vex.

Han mener, at kommunen skal få sørget for at få saneret grundigt og ordentligt - uanset pris.

»Man må enten fjerne det helt eller forsegle og inddæmme det. Det er muligt, at der ikke er noget i luften på et givent tidspunkt, men det er der, og det er ikke inddæmmet. Det er måske mindre vigtigt for en, der sidder på et kontor på 3. sal, men for de håndværkere, der kommer ind i huset, eller de, der er ansat til at arbejde dernede, er det hverdag, at de skal rode med det lort. Og det skal de blive ved med, hvis man ikke får det gjort ordentligt.«