Nu bliver rådhuset asbest-gransket: Skal undersøge, om folk har været udsat for fare
Teknik og Miljø har hyret firma til at granske alle renoveringsprojekter siden 2007 på rådhuset for at undersøge, om folk kan være blevet udsat for asbest.
Er reglerne for asbesthåndtering blevet overholdt, og er der risiko for, at medarbejdere, politikere og almindelige borgere, der har haft deres gang på rådhuset, er blevet udsat for det kræftfremkaldende byggemateriale?
Det skal en stor undersøgelse, som Teknik og Miljø har igangsat på Aarhus Rådhus, nu afdække.
Forvaltningen har hyret virksomheden Dansk Miljørådgivning (DMR) til at undersøge en lang række renoveringsprojekter foretaget på rådhuset. Ca. 35 projekter siden 2007 skal granskes.
Det sker blandt andet, efter at Din Avis Aarhus siden august 2023 har skrevet en lang række kritiske artikler om asbesthåndteringen på rådhuset, fortæller Tyge Wanstrup, der tiltrådte som chef for Aarhus Ejendomme den 1. april.
»Det er jo sagen. Dine skriverier. Spørgsmål fra medarbejdere og andre, der undrer sig. Det giver sig selv, at det er en årsag til, at vi må se, hvad vi kan gøre,« forklarer han til avisen.
Årsagen til, at Teknik og Miljø ikke går længere tilbage end 2007, er ifølge ejendomschefen, at det er så langt tilbage, at forvaltningens økonomisystem kan identificere projekter.
Udsat for fare?
Din Avis Aarhus har blandt andet afsløret, at der i forbindelse med et stort rørprojekt i kælderen og en efterfølgende asbestsanering har manglet centrale dokumenter i sagen. Det er dog ikke kun i disse sager, at der mangler dokumentation, har Teknik og Miljø konstateret.
Blandt andet kan der i flere tilfælde ikke dokumenteres miljøscreeninger, prøver, håndtering med mere, oplyser forvaltningen.
»Vores dokumentation halter. Det er dog ikke ensbetydende med, at ting ikke er lavet,« påpeger Tyge Wanstrup.
I en meddelelse til kommunens ansatte skriver Teknik og Miljø, at der ikke er nogen sundhedsrisiko ved at opholde sig på rådhuset aktuelt. I forhold til fortiden lyder det, at man ikke har »grund til at formode, at håndteringen af asbest og andre sundhedsskadelig stoffer ikke har været håndteret professionelt«.
Hvad skal folk, der har haft deres gang på rådhuset, tænke, når I nu begynder at undersøge, om der har været styr på tingene? Kan de være sikre på, at I finder frem til, hvem der evt. har været i risiko?
»Det er at foregribe sagernes gang lidt. Vi må lige afvente rapporten, før jeg kan sige, hvad næste skridt er. Rådgiveren skal først vurdere, om brugerne af huset har været udsat for fare i forbindelse med de projekter, vi kan finde. Hvad folk skal gå og tænke, er en anelse uden for mit kompetenceområde. Det vigtigste for mig er, at vi gør, hvad vi kan, for at gå tilbage og finde ud af, hvad der har været. Og at vi får hyret nogen, som kan kigge på os udefra og se, om brugerne har været udsat for noget sundhedsmæssigt. Så tager vi den derfra,« siger Tyge Wanstrup.
Ejendomschefen har nu fået implementeret en »ny tilgang« til renoveringsprojekter i kommunens ejendomme med krav til arbejdsgange og dokumentation. Og fremover vil ingen projekter blive igangsat uden chefgodkendelse, understreger han.
»Det gælder ikke kun rådhuset, men også fremadrettet i alle vores andre bygninger. Der kommer et ledelsesmæssigt fokus på de her ting, og kommer du om fem år og spørger efter dokumentation, så ligger den der. Vi skal have styr på de her ting, for det kan gøres bedre, og det kan jeg garantere, at det bliver fremadrettet.«
Rapporten fra DMR forventes at blive afleveret til Aarhus Ejendomme i slutningen af april.