Fortsæt til indhold

Arbejdere sendt hjem efter asbestuheld på rådhuset

Uheldigt toiletbesøg ender med hjemsendelse. Teknik og Miljø forsikrer rådhusansatte, at de ikke skal være bekymret.

Samfund

»Ansatte på rådhuset behøver ikke være bekymret for asbest«

Sådan lyder overskriften på et indlæg fra Teknik og Miljø på kommunens intranet, som Din Avis Aarhus er kommet i besiddelse af.

Skrivelsen til de rådhusansatte skyldes den seneste tids presseomtale om asbestsituationen i forbindelse med renovering af gamle rør og toiletter, og at Teknik og Miljø, som Din Avis Aarhus kunne afsløre, har fyret en specialarbejder gennem 10 år, som har forsøgt at advare forvaltningens ledelse om, at der bliver ved med at være asbest i kælderen trods sanering.

Det skete, efter han tog tre politikere med i kælderen for at tage asbestprøver.

Teknik og Miljø understreger, at medarbejderne »trygt« og »uden frygt« kan tage på arbejde på rådhuset, men i slutningen af indlægget må forvaltningen berette om et uheld.

»Efter episoden med de fire personer i kælderen er der desværre opstået endnu et uheldigt problem,« skriver Teknik og Miljø.

Polske medarbejdere fra firmaet Kingo, der i øjeblikket er i gang med at asbestsanere dele af kælderen kom torsdag i sidste uge »trods tydelige retningslinjer« op fra kælderen for at forrette deres nødtørft på de toiletter, der befinder sig på rådhusets parterreetage.

Altså bevægede de sig fra et usaneret til et rent område. Det medførte, at polakkerne blev hjemsendt, skriver Teknik og Miljø.

»Dette er blevet håndteret nu, så der ingen fare er for asbest i den renoverede del af rådhuset, og de polske arbejdere er blevet sendt hjem. På trods af denne uheldige episode kan Ejendomme derfor fortsat garantere, at det er trygt at gå på arbejde og besøge rådhuset,« lyder det i intranet-indlægget.

Din Avis Aarhus har spurgt Teknik og Miljø, om episoden har medført en ekstraordinær rengøring, men uden at få svar.

»Det har ikke kostet og kommer ikke til at koste Aarhus Kommune noget, da det var entreprenørens personale, som brød retningslinjerne i forbindelse med et toiletbesøg,« skriver Teknik og Miljø i en mail.

Mandag kunne rådhusets medarbejdere komme forbi et lokale på rådhuset, hvor repræsentanter fra Teknik og Miljø sad klar til at informere om asbestsagen.