Byråd vil ikke undersøge kommunale lovbrud i »alvorlig« skandalesag
Aarhus Byråd vil afvente resultatet af undersøgelse, før der tages stilling til asbestsag fra rådhuset.
Ordet alvorlig blev brugt igen og igen, da Aarhus Byråd tirsdag debatterede asbestskandalen på Aarhus Rådhus.
Men uanset hvor alvorligt byrådspartierne bedyrede, at de tager sagen, som nærværende avis har afdækket gennem de seneste to år, så var der ingen opbakning til en vurdering af, om Aarhus Kommune har ageret ulovligt.
Teknik og Miljø, der er ansvarlig for asbestskandalen, har bedt advokatfirmaet Horten om et notat om kommunens forpligtelser og ansvar i asbestsager, men Enhedslisten vil have byrådet til at pålægge Horten også at vurdere, om kommunen har brudt loven.
Det er dog ingen grund til, slog Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang fast i byrådssalen. For man har allerede rettet op og indført en lovlig praksis, ræsonnerede han.
»Vi behøver ikke en advokatundersøgelse for at få forvaltningen til at tage ansvar. Det er sådan set allerede sket. Vi har i kommunen også mange andre bygninger med asbest. Vi vil sandsynligvis også have svært ved at dokumentere, at alt er foregået korrekt her. Skal vi også her have en advokatundersøgelse?« spurgte han.
Hundredvis i risiko
Gennem årene har Din Avis Aarhus Onsdag afdækket, hvordan forvaltningen har haft store problemer med at håndtere asbest på rådhuset korrekt – til fare for medarbejderes og håndværkeres sundhed og sikkerhed.
Det hele startede med en kommunal whistleblower, som advarede mod asbesthåndteringen og blev fyret. Dernæst påstod Teknik og Miljø, at der var styr på sagerne, men at en ukendt gerningsmand, som man ikke ville finde frem til, havde placeret asbest i kælderen.
Senere kunne avisen afsløre, at der ingen beviser findes på, at kommunen har lavet lovpligtige screeninger for farlige stoffer, før den satte bygge- og renoveringsprojekter i gang. Således er der risiko for, at hundredvis af håndværkere, medarbejdere og gæster uden at vide det er blevet udsat for asbest.
Afsløringerne har fået Teknik og Miljø til at iværksætte en ekstern undersøgelse af over 400 projekter på rådhuset.
Afventer undersøgelse
Partierne i byrådet lod tirsdag forstå, at de ikke vil foretage sig yderligere i sagen, før de har læst rapporten.
»Vi har noteret os, at der er strammet op, men vi skal selvfølgelig kigge bagud, og derfor venter vi i spænding på resultatet af undersøgelsen. Det er for os overraskende og bekymrende, at advokatfirmaet ikke skal vurdere, om kommunen har levet op til sit lovpligtige ansvar som bygherre, men for nu afventer vi undersøgelsen,« sagde blandt andet SF’s Anne Hammer.
»Vi er blevet forbavset over udviklingen i det forløb, der har været, og vi har ikke har fået det hele og fulde billede af denne alvorlige sag. Der er ikke kun asbest på rådhuset, men også mange andre af kommunens bygninger. Nu afventer vi rapporten, og så vil vi forholde os kritisk og konstruktivt til det,« lød det fra Venstres Gert Bjerregaard.
Socialdemokratiet stemte i og udtrykte forståelse for forslaget, men vil ligeledes afvente rapporten.
»Forløbet har ikke været tilfredsstillende. Der er klart grund til kritik. Men nogle af de medarbejdere, der har været involveret, er ikke længere ansat. En advokatundersøgelse havde måske konkluderet, at de havde et ansvar, men der er ikke grund til at bruge skattekroner på at få det bekræftet,« fastslog Jesper Kjeldsen.
»Smadderærgerligt«
Enhedslisten har siden sagens start stået meget alene med ønsket om en tilbundsgående granskning, og det frustrerede tydeligvis partiet, at det igen stod uden opbakning i byrådet.
»Håndteringen kaldes med rette en skandale. Forsømmelserne har haft sine ofre, og flere vil sikkert komme til. Det var ikke endt som en skandale, hvis kommunen havde taget sit lovpligtige ansvar på sig,« tordnede Solveig Munk.
»Hvordan i alverden vil man sikre, at det ikke sker igen, hvis vi ikke får en analyse af, hvordan vi har forsømt at være bygherre i den sag? Jeg noterer mig, at Enhedslisten igen står mutters alene med at ville påtage sig et ansvar, og det synes jeg er smadderærgerligt.«
At der bliver noget at komme efter og kritisere i den endelige rapport, lagde rådmand Nicolaj Bang ikke skjul på.
»Vi har ikke behov for en advokatundersøgelse. Ikke fordi vi har noget at skjule, men fordi vi er i fuld gang med at rette op på de ting, som rapporten vil påpege. Jeg har fuld tiltro til, at forvaltningen fremadrettet løser opgaven korrekt og samvittighedsfuldt, så vi undgår, at problemerne gentager sig.«
Teknik og Miljø har bebudet, at der inden længe lanceres en hjemmeside, hvor offentligheden kan orientere sig om, hvilke projekter der har været på rådhuset, og om man har været i risiko for at være udsat for asbest.