Fortsæt til indhold

Rådmand til formand: »Det er ganske enkelt utilstedeligt«

Der er ikke opbakning i byrådet til Enhedslistens forslag om en ekstern undersøgelse af Teknik og Miljø. I stedet lover rådmand Nicolaj Bang (K) en intern proces.

Politik

(Hele debatten kan ses nederst i artiklen)

De seneste måneder har Din Avis Aarhus og andre medier beskrevet, hvordan Teknik og Miljø i år har været ramt af den ene møgsag efter den anden. Alle med beskyldninger om dårlig ledelse som hovedtema, og hvor medarbejdere har stået frem med fortællinger om mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø.

Men er situationen i forvaltningen ligeså kritisk, som tilfældet var i 2016, da skandalesagen kørte i Center for Byens Anvendelse og kostede flere ledere jobbet?

Det er bekymringen hos byrådsmedlem Solveig Munk (EL). Derfor havde hun til byrådsmødet onsdag stillet et forslag om at få igangsat en ekstern undersøgelse af ledelsesstrukturen, arbejdsmiljøet og sikkerheden i Teknik og Miljø.

»Hvad ser vi i aviserne i 2023? Vi ser medarbejdere, der klager over et arbejde med chikane, mobning, trusler, overgreb og korruption. En ledelsesstil, præget af frygt og mistillid, hører vi. Medarbejdere, der bliver syge. Ledelsen fyrer medarbejderne, budbringerne, og dysfunktionen fortsætter,« sagde Solveig Munk i byrådssalen onsdag, efter hun netop havde omtalt skandalesagen.

»Så hvorledes har rådmanden og borgmesteren taget del i at genskabe tillid og arbejdsglæde i Teknik og Miljø siden 2018? Og hvordan synes man, det er gået?« tilføjede Solveig Munk, som også er formand i teknisk udvalg.

»Utilstedeligt«

Hendes undren og bekymring kommer, efter at blandt andre Din Avis Aarhus har skrevet om Teknik og Miljøs fyring af specialarbejder Dilman Aziz. I sommer blev han afskediget, efter han havde tre politikere med ned i rådhusets kælder for at tage asbestprøver. Din Avis Aarhus har i den forbindelse forsøgt at få rådmand Nicolaj Bang i tale om sagen, men det har han ikke ønsket. Onsdag kunne han dog ikke undgå at forholde sig til den og de andre sager, da Enhedslistens forslag blev diskuteret i byrådet.

Og koblingen af de nuværende sager til den flere år gamle skandale i Teknik og Miljø faldt bestemt ikke i særlig god jord hos Nicolaj Bang (K).

»Den mest effektive måde at skabe mistrivsel i Teknik og Miljø er at sammenligne den situation, der er nu, som er kommet gennem hårdt arbejde, med den situation, der var i 2016, Det er ganske enkelt utilstedeligt,« lød det således fra rådmanden ved hans sidste bemærkning.

Forslag nedstemt

Inden da havde Nicolaj Bang sammen med resten af byrådet diskuteret Enhedslistens forslag om en ekstern redegørelse, som ingen af de andre partier bakkede op om. Rådmanden lagde selv ud med at anerkende, at der enkelte steder i forvaltningen er udfordringer med trivslen, men at de seneste undersøgelser har vist, at der generelt er et godt arbejdsmiljø i Teknik og Miljø.

Desuden oplyste han, at forvaltningen sammen med medarbejderrepræsentanter og faglige organisationer kigger på de udfordringer, der har været omtalt i medier.

»Direktøren melder tilbage til mig med den læring, som processen har givet, og hvad den kalder på af handling. Jeg vil selvfølgelig dele det resultat med byrådet. Så jeg kan ikke støtte Enhedslistens forslag om at iværksætte en ekstern undersøgelse,« sagde rådmanden under debatten.

Hos SF gjorde man det klart, at Enhedslisten forslag ville være et voldsomt skridt at tage.

»En dyb kulegravende ekstern undersøgelse vil medfører dønninger og være et kraftfuldt værktøj at tage i brug, så det skridt op ad konflikttrappen skal vi kun tage som byråd, hvis vi er sikre på, at det er det rette, og det er vi ikke endnu i SF ud fra det, vi ved på nuværende tidspunkt,« sagde Liv Gro Jensen (SF).

Også Venstre stemte imod forslaget og tilføjede, at man har opbakning til rådmandens håndtering.

»Vi tager rådmandens redegørelse til efterretning, og vi vil også følge de resultater, der helt sikket vil komme ud fra de ting, der bliver iværksat af rådmanden,« sagde partiets Gert Bjerregaard.

Den interne proces vil ifølge Nicolaj Bang blive foretaget de næste måneder, og resultaterne ligger klar senere i år.

Her er hele debatten om Enhedslistens forslag i byrådssalen onsdag. Video: Aarhus Kommune