Rådmand og direktør i besynderligt brev til politiet: Skal vi anmelde noget?
I et særpræget brev beder Teknik og Miljø politiet vurdere, om der skal ske anmeldelse i asbestsagen. Og så tager man egen redigerede rapport »til efterretning«.
Der har været stor forundring over Teknik og Miljøs manglende ageren i asbestsagen.
Forvaltningen og dens rådgiver påstår, at en ukendt person i årevis har anbragt livsfarlig asbest i rådhuskælderen, men alligevel har man valgt ikke at involvere politiet i så alvorlig en sag.
Det sker dog sket nu - ad kringlet omvej.
For rådmand Nicolaj Bang (K) og direktør Henrik Seiding har sendt et brev til Østjyllands Politi, som Din Avis Aarhus har fået aktindsigt i. Brevet blev sendt 3. november, godt en uge efter, at de to sammen med økonomi- og ejendomschef Michael Johansson og asbestrådgiver Jørgen Vendelboe blev politianmeldt i asbestsagen.
Bag anmeldelsen står en gruppe af fyrede fra skandalesagen i 2016. Ifølge dem har Teknik og Miljø enten medvirket til at bringe mennesker i sundhedsfare ved ikke at få afsløret den påståede asbestgerningsmand, eller også har selvsamme forvaltning ageret ulovligt ved at opfinde påstanden om anbringelse for at dække over dårlig håndtering af asbesten.
»Det er strafbart at placere asbest og en sag for politiet, såvel som det er strafbart, hvis det ikke er sandt. De eneste, der kan undersøge det her, er politiet,« har gruppemedlem Jesper Haahr Mortensen tidligere sagt til avisen.
Nu har rådmanden og direktøren dog bedt Østjyllands Politi om vejledning og en vurdering af, om kommunen skal melde noget til Østjyllands Politi.
»Teknik og Miljø ønsker af den årsag bistand fra Østjyllands Politi til at afklare, hvorvidt der i lyset af de foreliggende forhold er anledning til lave en politianmeldelse med henblik på politimæssig efterforskning af mulige strafbare forhold,« lyder det slutteligt i et afsnit med overskriften »Mulige strafbelagte forhold«.
Forinden har Teknik og Miljø over tre sider givet politiet et længere sammendrag af asbestsagen og blandt andet påpeget, at tre politikere var på uautoriseret rundgang i kælderen med en medarbejder. En rundgang, som man vurderer »potentielt kunne bringe sundheden i fare for de medarbejdere og håndværkere, som har reelle ærinder i kælderen«.
Tager redigeret rapport til efterretning
I sammendraget bruger forvaltningen også krudt på at berette om den opsigtsvækkende rapport, hvor rådgiver Jørgen Vendelboe fra DGE Miljø- og Ingeniørfirma konkluderer, at uforklarlige asbestfund er blevet placeret i kælderen fra 2021 til 2023.
Teknik og Miljø skriver blandt andet, at man bad rådgiveren udarbejde en rapport »med vægt på de uforklarlige fund af asbest i kælderen«, og at man tager rapporten »til efterretning«.
En formulering, der kan synes komisk i det lys, at Din Avis Aarhus forleden kunne fortælle, at rapporten har været mindst fire gange forbi Teknik og Miljø i fire forskellige redigerede versioner, før den endte hos politikerne i Teknisk Udvalg.
Avisen har forgæves forsøgt at få indsigt i Teknik og Miljøs bestilling af rapporten samt forvaltningens del af dialogen om rapportens indhold. Men det findes ikke, påstår Teknik og Miljø overfor avisen. Ingen mails, ingen notater, ingen referater.
I brevet til politiet skriver Teknik og Miljø også, at de uforklarlige asbestfund undervejs har »været håndteret af projektledelsen af renoveringsprojektet og den nærmeste ledelse i Ejendomme.« Heller ikke dette har avisen kunnet få underbygget af forvaltningen.
Ifølge Teknik og Miljø findes der i hvert fald ingen mails, notater, referater eller des lige i perioden 2021-2023 omhandlende de mystiske asbestfund.
Ikke farligt
Rådmanden og direktøren forklarer i brevet, at de er klar over, at de blandt andet er blevet politianmeldt for ikke at politianmelde sagen, men redegør også for, hvorfor det har været tilfældet.
»Dette beror navnlig på, at der kan konstateres, at der ikke findes konkrete forklaringer eller dokumentation for, hvordan det i rapporten omtalte asbest er fremkommet på de nævnte placeringer. Teknik og Miljø har adgang til videooptagelser fra rådhusets kælder, som ikke bidrager til afklaring af de uforklarlige forhold,« skriver de.
Videoovervågningen nævnes også tidligere i brevet, hvor det beskrives, at det var via denne, man fandt ud af, at der havde været en uautoriseret rundgang i kælderen. Men videokameraerne har altså ikke kunnet bidrage med at finde frem til den ukendte gerningsmand, som skulle have placeret asbest, forklarer forvaltningsledelsen til politiet.
Et andet argument for ikke at politianmelde er, ifølge brevet, at Teknik og Miljø vurderer, at den fundne asbest ikke er sundhedsskadelig »med mindre der er direkte kontakt«. Man nævner dog ikke overfor politiet, at der jævnfør rapporten er gjort flere fund af forskellige typer asbest - heriblandt amosit, der anses for at være blandt de to farligste typer.
Teknik og Miljø understreger slutteligt i brevet, at man stiller såvel materiale som personale til politiets rådighed, hvis politiet ønsker det.
Din Avis Aarhus ville gerne have spurgt rådmand Nicolaj Bang (K) og direktør Henrik Seiding ind til brevet til politiet, men de har ikke ønsket at stille op til interview.
Efter redaktionens deadline kom avisen i besiddelse af Østjyllands Politis svar på brevet. Her oplyser anklagemyndigheden, at der ikke på politiets initiativ vil blive iværksat en efterforskning, men at man heller ikke har taget konkret stilling til sagen.
»Der er alene lagt vægt på, at det beror på jeres vurdering, om I ønsker at politianmelde. Såfremt I ønsker at foretage politianmeldelse, skal sagen på ny fremsendes til Østjyllands Politi,« lyder det kort fra Østjyllands Politi.
Ifølge avisens oplysninger har rådmand Nicolaj Bang på den baggrund afgjort, at der ikke skal ske politianmeldelse.
Du kan læse Teknik og Miljøs brev til politiet her:
Brev til Østjyllands Politi.pdf