Lufthavn udskyder investorjagt for fjerde gang: Nu sætter borgmesteren en tidsfrist
Ifølge indstilling til Magistraten er Aarhus Airport i konkret dialog med en potentiel udenlandsk investor. Men lufthavnen skal bruge mere tid.
Først var det inden sommerferien 2023. Så var det lige efter sommerferien.
Og da Din Avis Aarhus i oktober spurgte formand for Aarhus Airport, Lars Dige Knudsen, ind til jagten på en investor, satte han en ny deadline, der hed inden nytår.
»Går vi ind i det nye år uden en investor, så skal vi tage hul på, om vi skal skrue ned for ambitionsniveauet eller søge finansiering på anden måde,« sagde han om den bundne opgave, ejerne fra Aarhus og Djursland gav ham, da man i 2022 skød 200 mio. kr. i lufthavnen.
Men der bliver hverken tale om at optage lån eller sænke ambitionerne - endnu. For i en borgmester-indstilling til Magistraten i Aarhus Kommune fremgår det, at byrådet skal forlænge lufthavnens tidsfrist til udgangen af marts 2024.
Det skyldes, at Aarhus Airport er i dialog med en potentiel udenlandsk investor, som vil strække sig ind i det nye år.
»Nu giver vi lufthavnen tid til at færdiggøre den dialog, der er i gang med en mulig investor. En dialog, der kræver mere tid,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Din Avis Aarhus.
Indtil nu har det virket, som om Lars Dige Knudsen selv har udstukket deadlines i jagten på en privat investor, der kan lægge mindst 90 mio. kr.. Men nu blander den absolut største ejer af lufthavnen, Aarhus Kommune, sig altså for første gang offentligt.
Der har ikke været meldt nogen deadline ud offentligt fra jeres side før nu. Hvorfor?
»Der er jeg dig svar skyldig. Det kan godt være, at det kun har været meldt ud på lukkede møder,« siger borgmesteren.
Det er i hvert fald første gang, at det er på Magistratens dagsorden, og at vi dermed som offentlighed har indsigt i det. Men det har du så valgt at gøre nu?
»Ja. Men det er ingen hemmelighed, at vi er på jagt efter en privat investor til lufthavnen, og at man har afsøgt flere forskellige muligheder. Og nu er der en konkret dialog med en investor.«
Hvad er grunden til, at I forlænger deadline nu?
»Vi synes, at det er det mest ordentlige og udtryk for rettidig omhu at gøre. Det er også en oplysning til byrådet om, at der nu er en konkret dialog.«
Din Avis Aarhus kunne i oktober afsløre, at ingen danskere ville investere i Aarhus Airport, og at bestyrelsesformanden derfor var begyndt at kigge mod udlandet.
Aarhus Airport har ikke villet fortælle, hvad der afholdt potentielle investorer fra at blive medejer, men i indstillingen fra borgmesteren løftes nu en smule af sløret.
»De investorer, der har været dialog med, har blandt andet afvist en investering med den begrundelse, at en investering i Aarhus Airport A/S på nuværende tidspunkt er for tidlig i processen i forhold til deres investorinteresser,« står der.
Vi ved dog, at Aarhus Airport snart har brug for en kapitalindsprøjtning. Der er brugt store beløb på at renovere lufthavnen i Tirstrup, og årsregnskabet for 2022 viste et dundrende underskud 86,3 mio. kr..
Derfor er det helt store spørgsmål også, om borgmesteren - som flere byrådspolitikere frygter - er villig til at sende flere skattekroner til Tirstrup, hvis det ikke lykkes lufthavnen at lande en investor?
Svaret på det flagrer fortsat i vinden.
»Vi har en klar forventning om, at en privat investor kommer med. Det, tror vi også på, er det bedste for lufthavnen,« siger Jacob Bundsgaard.
Men du vil ikke blankt afvise, at det kan komme på tale at sende flere penge til lufthavnen?
»Jeg har tillid til, at det falder på plads og vil ikke gå ind i løsninger, der er anderledes end det, vi går efter. Det er det, vi går efter. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så må man jo forholde sig til det på det tidspunkt. Jeg har en forventning om en afklaring i løbet af 1. kvartal, men der kan jo gå proces i det. I hvert fald kommer vi til at tale om lufthaven i byrådet inden sommerferien.«
Aarhus Kommune har i alt bevilget 421,8 mio. kr. og et lån på 200 mio. kr. til lufthavnen. Kun én gang har kommunen kunnet trække 16 mio. kr. ud til sig selv.