Fortsæt til indhold

Laila Sortlands politiske engagement vækker respekt: Konservative Syddjurs ser hende som en unik beskytter af de svage

Konservatives gruppeformand Kasper Kolstrup Møller ser gerne Laila Sortland indrulleret i partiets byrådsgruppe efter, at hendes parti, Nye Borgerlige, skrinlægges.

Politik

»Vi har et godt samarbejde med Laila Sortland, og jeg tror, jeg taler på alles vegne i den konservative byrådsgruppe, når jeg siger, at vi har stor respekt for hendes arbejde og viden på især ældre- og voksen-socialområdet,« roser Kasper Kolstrup Møller, formand for byrådsgruppen på fem hos Konservative Syddjurs.

I hele denne byrådsperiode har Laila Sortland deltaget i gruppemøderne hos De konservative, og det har givet en stor indbyrdes forståelse, ifølge Kasper Kolstrup Møller.

»Vi er enige om det meste, men selvfølgelig også uenige af og til. Det bedste er, at vi ved, hvor vi har hinanden, og vi har fra første dag mærket, at vi kan stole på Laila. Når hun har givet håndslag på noget, kan vi være sikre på, at det også er sådan, hun agerer i byrådssalen.«

Meget velkommen

Kasper Kolstrup Møller respekterer, at Laila Sortland får ro til at tænke sig om, før hun beslutter sin politiske fremtid.

»Hvis Laila vil være med os, fordi hun kan se sig selv i Det Konservative Folkeparti og støtte den politik, som vi står for, er hun særdeles velkommen.«

»Det er selvfølgelig hendes beslutning, men hun skal vide, at vi sagtens kan se hende som en del af holdet.«

Kasper Kolstrup Møller fremhæver Laila Sortlands politiske indgangsvinkler som værende nogle helt andre end det øvrige byråds. På denne måde anser han hende for at være unik.

»Laila er de svage borgeres beskytter. Det har jeg mærket, når hun føler, at borgere på især voksen-socialområdet ikke får den hjælp og bistand, som hun mener, de er berettiget til. Det kan virkelig gøre hende vred.«

»Hvis jeg skal komme det nærmere, vil jeg bruge en metafor fra fodboldens verden, hvor det er godt at have en træner med ild i øjnene. På samme måde oplever jeg Laila, når vi snakker hendes politiske mærkesager.«