Laila Sortlands korsvej: Nye Borgerliges dødsspiral, afvisning af DF og hendes uafklarede politiske fremtid
Pernille Vermunds udmelding om, at Nye Borgerlige trækker stikket, har på ingen måde inspireret partiets byrådsmedlem i Syddjurs til at gøre det samme.
»Jeg har stor respekt for Pernille Vermund. Hun er et ordentligt menneske på alle måder, og jeg forstår hendes argumenter for at foreslå Nye Borgerlige opløst,« siger Laila Sortland, 64, byrådsmedlem i Syddjurs.
»Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister,« lyder et af argumenterne fra partiformanden, som Laila Sortland er enig i.
»Det vi har set siden valget i november 2022 er, at partierne på blå side er mest interesseret i at slå hinanden ihjel i kampen om vælgerne i stedet for at samles om at blive det blå alternativ i dansk politik, så respekt for Pernille Vermunds argument,« siger Laila Sortland.
- Men er Nye Borgerlige ikke blot en parentes. Seks mandater ved sidste folketingsvalg, godt et år senere to mandater og et mislykket formandsskifte tillige - fra Pernille Vermund til Lars Boje Mathiesen og tilbage igen?
»Jeg er sikker på, at Pernille Vermund var engageret og klar til at kæmpe, da hun tog over igen som formand, fordi Nye Borgerlige er hendes hjertebarn, men jeg har også respekt for, at hun nu siger det så flot, at Nye Borgerlige ikke skal bidrage til at ødelægge vejen for et blåt alternativ og i stedet opfordrer de øvrige blå partier til at samles om en fælles politik.«
Jeg kan ikke se mig selv i Dansk Folkeparti efter det, der skete, da jeg meldte mig ud, og som jeg ikke gider rippe op igenLaila Sortland
Ikke færdig
Laila Sortland er i gang med sin tredje byrådsperiode. Hun startede i Dansk Folkeparti, men blev siden løsgænger i sidste periode grundet personfnidder i den daværende byrådsgruppe.
Ved valget i november 2021 opstillede hun som spidskandidat for Nye Borgerlige og kom ind med flotte 479 personlige stemmer. Nok til en plads som nummer ni på top-ti over personlige stemmer i Syddjurs.
»Jeg har brug for at vende, hvad der op og ned i det her, før jeg beslutter mig for, hvad der skal ske med mig personligt i forhold til politik. Jeg er jo også folketingskandidat i Djurskredsen for Nye Borgerlige,« siger Laila Sortland.
- Er du færdig med politik?
»Bestemt ikke. Jeg har mine mærkesager, som jeg altid har kæmpet for, og det vil jeg blive ved med. Jeg er ikke færdig med politik, men jeg ved også, at det så betyder, at jeg skal finde et nyt politisk parti. Så langt er jeg slet ikke endnu, og jeg vil bruge lang tid på at overveje tingene.«
- Så du starter ikke næste byrådsmøde med at fortælle, at du er blevet medlem af et nyt parti?
»Slet ikke. Det kan jeg love dig. Jeg skal bruge meget mere tid.«
DF, definitivt nej
Laila Sortland afviser en tilbagevenden til Dansk Folkeparti. Det skete eksempelvis med hendes partifælle i Norddjurs, Jens Kannegaard Lundager, der hoppede over, da Morten Messerschmidt blev partiformand.
»Det kommer ikke til at ske. Jeg fik allerede tilbuddet for et halvt år siden, da folk fra hovedbestyrelsen kontaktede mig og andre tidligere DF’ere og nærmest fortalte os, at vi var meget vigtige mennesker. Men det er definitivt, det kommer ikke til at ske.«
- Heller ikke, hvis Dansk Folkeparti i Syddjurs stiller dig en plads som spidskandidat ved kommunalvalget i 2025 i udsigt?
»Heller ikke. Jeg kan ikke se mig selv i Dansk Folkeparti efter det, der skete, da jeg meldte mig ud, og som jeg ikke gider rippe op igen.«
- Du sidder med til gruppemøderne i Konservative Syddjurs forud for byrådsmøderne. Var Konservative en mulighed?
»Som jeg siger til dig, skal jeg først lige overveje situationen og finde ud af, hvad der er sket. Jeg er glad for at være med til gruppemøderne, hvor vi får mulighed for at vende mange ting. Vi er enige om meget, men ikke alt. Møderne giver mig ny viden og andre indfaldsvinkler til sagerne, men igen, jeg er gået i tænkeboks.«
- Hvad med Socialdemokratiet. Du er jo blevet skudt i skoene, at dit sociale sindelag matcher Socialdemokratiet?
»Det bliver ikke Socialdemokratiet. Det kan godt være, at du har udnævnt mig til at være socialdemokrat i hjertet, men det oplever jeg jo somme tider, at partiet ikke selv er. Nej, Socialdemokratiet bliver det ikke.«
En særlig stemme
Fra sin start i byrådet og til nu har Laila Sortland engageret sig i sociale sager, hvor hun har følt, at ’systemet kommunen’ træder på i forvejen hårdt trængte borgere.
Det har skabt irritation blandt byrådskolleger, men også respekt, fordi hun er så vedholdende.
De 479 personlige stemmer ved sidste valg udtrykker, at Laila Sortland har fang i et særligt vælgersegment som de øvrige partier har svært ved at nå.
Derfor vil hun også være interessant at få i folden hos et andet borgerligt parti, men det vil kræve, at man accepterer, at hun får et politisk rum at agere i uden at få tommelskruerne på.
Det kunne måske være Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, hvor hendes tidligere byrådskollega og DF’er, Michael Mikkelsen, er medlem? Indtil videre er Laila Sortland i tænkeboks.