Fortsæt til indhold

Selvtræning er skudt til hjørne

Kommunernes Landsforening skal igen vurdere om selvtræning i Norddjurs er i strid med reglerne.

Politik

Fra nytår forsvandt muligheden for selvtræning i træningsområder på plejecentre i Norddjurs for pensionister og efterlønnere, der var i genoptræningsforløb i kommunalt regi.

Beslutningen om at lukke blev truffet af et blåt flertal på 14 mod 13 på et møde i kommunalbestyrelsen i sensommeren. Oprindeligt var det flertallets hensigt at afgøre sagen på et lukket møde i Voksen og Plejeudvalget, men SF’s Jytte Schmidt benyttede sig af sin ret til at tage den ind i kommunalbestyrelsen, hvor den så blev afgjort af det snævrest mulige flertal, da den blå blok holdt sammen.

De 400 brugere af selvtræning markerede med underskrifter og ikke mindst læserbreve i denne avis deres utilfredshed med lukningen af tilbuddet. Meldingen var klar - de ældre motionister ville fortsætte med at dyrke motion i de kendte og trygge rammer på plejecentrene - og ikke i private motionscentre eller foreningsregi.

Socialdemokraten Karoline Bergkvist Søgaard tog derpå på vegne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne initiativ til at anmode om, at sagen blev genoptagets i kommunalbestyrelsen i oktober, og her besluttede man, at sagen skulle ”sendes til belysning i forvaltningen med udgangspunkt i det indkomne forslag,og derefter behandling i Voksen- og Plejeudvalget”.

Flertal skiftede

Efter en kort høringsperiode er det nu sket - og nu viste der sig så et flertal for at genoptage selvtræning. For på mødet i udvalget stemte Jens Kannegaard Lundager fra Dansk Folkeparti sammen med socialdemokraterne Karoline Bergkvist Søgaard og Tom Bytoft samt Jytte Schmidt, (SF) om at indstille til økonomiudvalget, at selvtræning gøres tilgængelig for en nærmere defineret målgruppe bestående af folkepensionister, efterlønnere og førtidspensionister, hvor anvendelsen af træningsfaciliteterne har et sundhedsforebyggende sigte.

Så med det nye flertal så det ud til, at selvtræning kunne vende tilbage - og lukningen af tilbuddet kunne gøres kortvarig. Men på det seneste økonomiudvalgsmøde blev politikerne fra forvaltningen orienteret om, at man herfra endnu engang ville have Kommunernes Landsforening på banen.

Det handler om, hvordan man kan afgrænse, hvem der må benytte sig af tilbuddet om selvtræning. Her mener forvaltningen, at Kommunernes Landsforening tidligere har vurderet, at det nye flertals formulering ikke er lovlig - og fordi der siden er justeret på forslaget, så ønsker forvaltningen en ny KL-vurdering.

Derfor blev det i økonomiudvalget besluttet, at sende sagen retur til Voksen og Plejeudvalget - det skete med den formulering, at ”der er uklarhed om lovhjemmel og de økonomiske konsekvenser. Der afventes en nærmere afklaring fra KL og Sundhedsministeriet, og sagen vil blive behandlet på næstkommende ordinære møde i Voksen- og Plejeudvalget.”

Danmarksdemokraternes Diana Therese Mikkelsen, der var med til at sende sagen til fornyet behandling, bakker stadig op om stop for selvtræning i det kommunale system, men hun var ikke med til mødet i økonomiudvalget på grund af ferie.

Ikke tilfreds

Den udvikling er gruppeformand for Socialdemokratiet, Lars Møller, ikke tilfreds med.

Jeg forstår til fulde frustrationen blandt de borgere, der utålmodigt afventer at genstarte deres selvtræning
Lars Møller

»Med en ny juridisk vurdering fra forvaltningen, har vi været nødt til at acceptere, at sagen går til fornyet behandling i Voksen og Plejeudvalget. Men jeg forstår til fulde frustrationen blandt de borgere, der utålmodigt afventer at genstarte deres selvtræning. Jeg kan love, at Socialdemokratiet i Norddjurs vil forfølge sagen, med henblik på, at selvtræning i kommunalt regi i en eller anden form snarest kan genoptages. Jeg har svært ved at vurdere hvad den kommende juridiske vurdering vil sige. Ender det med, at vi ikke må opkræve kostprisen, vil jeg bare sige tak for den villighed, som borgerne har vist til at betale. Og så se det som en god investering i borgernes sundhed og kommunens økonomi at tilbyde kommunal selvtræning. Men jeg kan frygte, at der nu kan skabes et økonomisk argument imod kommunal selvtræning,« lyder det fra Lars Møller.

Jeg er bange for, at mindretallet håber på, at sagen ender i en syltekrukke, og det har jeg svært ved at se formålet med
Jens Kannegaard Lundager

Og spørger man manden, der fik flertallet til at skifte, Jens Kannegaard Lundager fra Dansk Folkeparti, er han heller ikke tilfreds med, at sagen om selvtræning nu yderligere trækker ud.

»Jeg er bange for, at mindretallet håber på, at sagen ender i en syltekrukke, og det har jeg svært ved at se formålet med. For mig at se går det ud på bevidst at sylte sagen. Men flertallet ser ikke vurderingen fra Kommunernes Landsforening som klar og tydelig og at den bestemt kan udfordres. Jeg frygter, at vi ikke har den ønskede vurdering fra KL på plads til næste udvalgsmøde 24. januar, og så vil der jo gå endnu længere tid, inden vi atter kan åbne op for selvtræning i kommunalt regi,« siger Jens Kannegaard Lundager.

Unødvendigt stop

For ham er det et stort problem, at man valgte at stoppe for selvtræningen, selv om sagen ikke er færdigbehandlet i det politiske system.

»Jeg håber, at så mange som muligt af de 400 brugere, har fundet en anden måde at holde sig i form på. Men der er nogle, som ikke er i stand til det - for eksempel en handicappet, som ikke kan komme ind i andre træningscentre med sin kørestol - og ikke synes om sådan et sted. Derfor håber jeg, at disse brugere vil sørge for, at blive visiteret til vedligeholdende træning af kommunen. Så kan disse borgere fortsat træne i de kendte omgivelser, og det er gratis,« siger Jens Kannegaard Lundager.

Hvorfor stemte du tidligere for at stoppe for kommunal selvtræning?

»Jeg troede på det tidspunkt på borgmester Kasper Bjerregaards udmelding om, at der er ting, som vi ikke skal fortsætte med at tilbyde fra kommunens side. At vi er nødt til at skrue ned for noget, for at fortsætte med noget andet, fordi vi har færre penge at gøre godt med. Og der så jeg muligheden for, at træningen kunne finde sted i private centre eller i foreninger. Men her er jeg så blevet klogere og har fundet ud af, at sådan ser verden ikke ud. Det er et stort problem, at vi besluttede lukning af selvtræning uden en høring. Den ville have givet os nogle svar, som ville få os til at se anderledes på det her.«

Jens Kannegaard Lundager siger, at selvtræning finder sted i kommunalt regi i et stort antal kommuner landet over.

»Af de kommuner, vi ligger tæt på i Østjylland, tror jeg kun, at det er Favrskov, som ikke tilbyder det. Og der er udvist stor kreativitet på at skrue ordningerne sammen med brug af forskellige paragraffer. Selve træningen må kommunen ikke opkræve penge for, men så kan det være, at man skal betale for et nøglekort, og det må man godt,« siger Jens Kannegaard Lundager.

Han er helt sikker på, at det vil lykkes det nye flertal at genindføre selvtræning.

»Der er ingen vaklen. Vi har bidt os fast, og nu skal den køres igennem, men det er træls med udsættelserne.«